Koncerter

Wooden Shjips, 10.03.19, Loppen, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Med en koncert, de både bød på en sublim lydkulisse og en tour de force udi deres bagkatalog, fremstod sanfranciskanske Wooden Shjips i Loppens lavtloftede, tætpakkede lokale bedre på dansk grund, end de har gjort i næsten 10 år.

På overfladen havde man egentlig set det hele før: Wooden Shjips badet i fortryllende kolorit oven på visuel støj som taget ud af albumcoveret til Wonderful Rainbow. Ripley Johnson som sædvanlig iført Vans og kasket, Nash Whalen ganske åndsfraværende under sine langtrukne, dronede synthflader, mens Dusty Jermier og Omar Ahsanuddin agerede evigt pulserende rytmesektion. Alligevel blev sanfranciskanernes besøg på Loppen – deres efterhånden syvende af slagsen på dansk grund – søndag aften en af kvartettens bedste, som samtidig formåede at inkludere netop dét ekstra, som man måtte have savnet under deres seneste københavnske visit i slutningen af 2013.

Wooden Shjips’ seneste udspil, V, bragte ikke meget nyt; ej heller spænding med sig. Og set i lyset af, hvordan gruppens nuværende turné netop kommer i kølvandet på den femte fuldlængdeudgivelse, var det derfor med en vis frygt for en alt for stille og begivenhedsløs dag på kontoret, at jeg drog mod Christianshavn. Heldigvis (om man vil) besøgte vi kun V et par gange: på den udmærkede førstesingle “Staring At The Sun” og umiddelbart herefter den afdæmpede og tilbagelænede “Ride On”.

Imidlertid var det sådan cirka halvvejs igennem bandets diskografi – til spacerocktonerne af åbneren fra 2011-skiven West, “Black Smoke Rise” – at vi lagde fra land. Og allerede i løbet af de første par minutter stod det lysende klart, at både band og ikke mindst lyden, som fra tid til anden kan have endog rigtigt svære kår i Loppens lavtloftede lokale, fungerede aldeles fremragende denne aften. Jo, Whalens højfrekvente synth drunkede fra tid til anden, når der kom ekstra tryk på lydbilledet, men ellers var det et stort set fejlfrit mix, der rungede ud gennem spillestedet i løbet af den fem kvarter lange forestilling, som i sidste ende faktisk føltes lidt i underkanten af, hvad man egentlig kunne have holdt til.

Efter “Black Smoke Rise” gik der ikke længe, før vi gravede os endnu længere tilbage i kvartettens bagkatalog. Som andet indslag fik vi nemlig den ultraminimalistiske “We Ask You to Ride” fra Wooden Shjips’ selvbetitlede debut, som desværre kun blev besøgt denne ene gang, mens de fire herrer også formåede at supplere med nyere toner i form af “Other Stars” og “These Shadows” fra den sublime Back to Land. Essentielt for alle kvartettens numre er selvfølgelig Johnson fritflydende guitarsoloer, som stort set bliver klemt ind mindst et par gange per komposition, og som med årene kun er blevet bedre i Wooden Shjips-sammenhæng. I sideprojektet Moon Duo har han brugt noget tid på scenen på at få sine ofte udsyrede soloer til at harmonere med Moon Duos mere aggressive lyd, men for Wooden Shjips er det meget tydeligere, at det er her, hans guitarspil blomstrer smukkest – også selvom det måske bliver en tand for navlepillende i længden.

Heldigvis blev den sporadiske ensformighed i strukturerne hjulpet på vej af aftenens sætliste, som konstant diskede op med en lang række af bandets mest live-venlige udskejelser søndag aften. “Aquarian Time” og “Motorbike” fra det, som i min optik markerer deres absolut bedste og mest signifikante udspil, nemlig den 10 år gamle Dos, var blandt de mest kærkomne højdepunkter, hvor især sidstnævnte altid fremkalder stærke minder om koncerten på Roskilde Festival i 2010, hvor jeg første gang oplevede Wooden Shjips live og blev fuldstændig blæst bagover. Det mere faste indslag “Death’s Not Your Friend” fik vi selvfølgelig også – denne gang med Velvet Undergrounds “What Goes On” flettet smukt ind midt i det hele, før vi vanen tro også fik serveret coveret af newzealandske Snappers “Buddy” som punktummet på en alt i alt solid koncertoplevelse.

For ja; vi havde egentlig set det hele før. Men lydkulissen, kvaliteten i sætlisten og bandets lyst og evne til at levere en underholdende affære fra start til slut var omvendt noget af det, som Wooden Shjips manglede, forrige gang de gæstede vores breddegrader. Helt i topklasse blev det aldrig, men jeg vil vove den påstand, at det er den bedste koncert, Ripley Johnson og co. har begået på dansk grund siden den magiske sommeraften i 2010.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply