Koncerter

Alice Spectacle: Anna & Elizabeth + Heather Leigh + Charlemagne Palestine + Sofie Birch + Les Freres Smith, 27.04.19

Dagens højdepunkter blev en magisk orgelkoncert med Charlemagne Palestine til 6/6 U’er og en fortryllende reaktualisering af amerikansk folk.

Alice Spectacle er Nørrebros spritnye festival. Den løber af stablen netop nu og er med Alices egne ord »en fejring og en fremvisning af spillestedets unikke og grænsesøgende DNA.« Programmet afspejler da også denne programerklæring med et væld af spændende navne på scenen i Alice, men også i Skt. Johannes Kirke på den anden side af Nørre Allé, ligesom der også er både talks, film, live radio, plademesse mm. – alt sammen inden for en radius på 100 meter.

Kirkens store orgel fik lidt uventet dagens hovedrolle, da Charlemagne Palestine satte sig bag orglet og leveret dagens højdepunkt. Vi var til alle dagens fem koncerter.

Anna & Elizabeth

Vi startede inde på Alice med den amerikanske folk-duo Anna & Elizabeth. På den ene side spiller den her duo folk, som amerikanerne har spillet folkemusik i flere hundrede år. Men samtidig spiller de på deres helt egen måde. De finder gamle folkesange frem i støvet og genopfører den. Med få velvalgte elementer, viste de, hvor effektivt en simpel sang kan fortælle en historie.

De gav indtrykket af, at de kan deres musiktradition udenad. På scenen fortalte de om, hvordan de rejser rundt, møder gamle musikere og lærer deres sange.

Selvom disse sange kunne være 150 år gammel, virkede de friske i Anna & Elizabeths fortolkning. De to kvinder startede på to stole ved siden af hinanden. Elizabeth LaPrelle med banjo, Anna Roberts-Gevalt med elektrisk guitar og en enkelt mikrofon, de begge sang ind i. Med få toner på strengene og deres fælles sang skabte de hurtigt en fortryllende fornemmelse i det lille spillested.

Hernæst begyndte Roberts-Gevalt at fortælle om en gammel kvinde, der spillede violin, mens LaPrelle gik om bag et lille lysende lærred, hvor en lang rulle med billeder blev foldet ud som en lille film og visualiserede den historie, Anna & Elizabeth nu gik i gang med at synge.

Det blev en lille time med en lang række højdepunkter. Som da LaPrelle holdt en laptop op foran mikrofonen og afspillede en gammel a cappella-optagelse af en folkesangerinde, som Roberts-Gevalt akkompagnerede på elektriske guitar. Eller da de spillede en desperat version af en 150 år gammel folkesang om netop at være kommet til USA, som duoen perspektiverede til de migranter, der banker på ved USA’s grænse mod Mexico. Her blev der banket på banjoen, og strengene blev tunet op og ned, for til sidst at ende dernede, hvor der ikke længere er tone i strengene.

Med violin, banjo, elektrisk guitar, harmonium og en lille støjende maskine skabte de to kvinder et yderst fyldigt lydbillede, hvor det bare blot forstærkede de fortællinger, som Anna & Elizabeth gendigtede og videreleverede fra fortiden. Det blev en af de bedste koncerter i løbet af de to dage, festivalen varede.

★★★★★☆

(PMJ)

Heather Leigh

Efter Anna & Elizabeth skulle vi høre steelguitar fra sydstaterne. Det kunne lyde som om, vi skulle videre ned i sumpen af den amerikanske folke- og countrymusik, men Heather Leigh ville andre steder hen. Helt andre steder.

I et disharmonisk postrock-lignende univers blandede hun sin steelguitar, som var svøbt ind i rumklang, delay og distortion, med tunge elektroniske beats, og hun sang med en dyb frygt i hendes stemme. Det var som om, hun sad ensomt oppe i tårn og sang sin klagesang til den mørke og kolde nat. Igen og igen og igen. For hendes optræden var meget repeterende. Akkorder, riffs og lyrik gentog sig i det uendelige.

Leigh lod sine fingre glide op og ned ad strengene, og det virkede som om, hun satte dem ned, hvor hun følte de skulle sættes ned. Ikke der hvor funktionsharmonikkens regler sagde, hun skulle sætte dem. Ofte skabte det nogle spøjse akkordsammensætninger, og uden nogle melodiske holdepunkter tabte jeg koncentration. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, for stille og roligt mistede folk forlod spillestedet.

Hun gav ikke indikationer på, at hun ville lukke publikum ind i hendes tårn. Selvom Alice er et lille spillested, virkede hun fjern og distanceret oppe på den forholdsvis lave scene. Hun var vel opslugt i sin egne tanker, og opslugt i sin egen tidsfornemmelse. I hvert fald spillede hun sidst i koncerten en sang, der gentog det samme vers igen og igen i, hvad der føltes som, noget ala 20 minutter.

Det var rent ud sagt kedeligt, og så demonstrativt som hun repeterede de samme akkorder og riffs igen og igen, virkede kedsomheden næsten som en pointe i sig selv. Måske var det meningen, vi skulle ende med at stirre tomt ud i rummet og miste koncentrationen. Det gjorde jeg i hvert fald.

★★☆☆☆☆

(PMJ)

Sofie Birch

I en godt fyldt Skt. Johannes kirke førte Sofie Birch os henover et gribende landskab i en overvejende tyst og adstadigt drivende, men også kontrolleret fortælling. Med små bitte moduleringer og lag på lag af lyd, der møjsommeligt blev bygget op, for dernæst uendeligt langsomt at blive brudt ned igen, skabte hun et særegent lydligt ambient univers. Det hele blev skabt, og formodentligt langt hen ad vejen improviseret frem, på diverse synthesizere og med en stærkt manipuleret stemme. Underst lå en urolig puls og henover den voksede så disse forskellige strygerlyde og ringlende klokker frem. At Birch har en bachelor i lyddesign kan man høre. Både i kraft af det eminente overblik hun har over alle de forskellige lyde, hun fik sat i svingninger i sættet, men også i den allerede nævnte kontrol der er over det hele.

Det var som at bevæge sig gennem et øde apokalyptisk landskab, på et tidspunkt med stemmen manipuleret og loopet indover, i en uendeligt fin og lys modulation. Som om en mytisk sagn- eller eventyrfigur fløj i en bjergtagende æstetisk flugt, væk henover alt det dagligdags kedsommelige. En flugt fra travle hverdage. Under stemmens loop blev dybe drøn skudt ud, før der atter blev fadet og lyden døde hen. Imidlertid dør lydene aldrig helt ud. De lever i deres forskydninger og i de sprækker og revner der findes ind til de bakker i landskabet, som fortællingerne oprindeligt er rundet af. I det mindste var det sådan jeg forestillede mig det; denne her figur, personificeret ved Birch selv, der bevæger sig flagrende hen over et omskifteligt landskab, observerende.

Et enkelt brølende intermezzo blev det til, med skærende lyde og volumen. Ikke blod-ud-af-ørerne volumen, men i forhold til resten af koncerten, så var der her et kraftfuldt nærvær. Det døde dog ud igen, inden det udviklede sig til noget alt for ukontrollerbart. Bassen fortsatte sin puls og noget der lød som knitrende rustne fly kredsede i baggrunden af det hele. Birch kom op at stå og stemmen fik betydeligt mere plads i en lang outro; sidste akt i seancen. Efter lidt vokal famlen og usikkerhed, fik hun styr på stemme og effekter og fik lukket koncerten med en magtfuld vokal improvisation, som havde det ukontrollerede element, jeg savnede undervejs i koncerten. Hér kunne jeg mærke Birch og hendes intentioner tydeligst. Alt i en alt en smuk og velproportioneret æstetisk oplevelse, der bølgede i et par store bevægelser hele vejen igennem; den korte bølge i pulsen og den lange bølge i de enkelte akter i showet, afsluttende med den stærke outro.

★★★★☆☆

(JT)

Charlemagne Palestine

Charlemagne Palestine må siges at være et af hovednavnene ved denne, den første Spectacle Festival i verden, som i det hele taget havde fået lokket betydeligt flere gæster til, her på anden dagen. De var alle kommet for at opleve det unikke miks af genrer og kunstnere, der for langt de flestes vedkommende henter inspiration i ikke-vestlige musiktraditioner og er så berigende at opleve i al deres mangfoldighed. Det var for eksempel en fyldt Skt. Johannes Kirke, som pludselig befandt sig midt i Charlemagne Palestines koncert i aftes. Flere gæster dukkede op i begyndelsen af koncerten og undrede sig over, hvad der skete, indtil også de opdagede at den 72-årige særling var i fuld gang med at improvisere ved det store kirkeorgel højt oppe bag os. Foran os på gulvet ved prædikestolen, i en smuk lyssætning, stod mandens obligatoriske røde kuffert, der flød over med bamser, hans divinities, som han kalder dem. Hvad var det bamserne gjorde for oplevelsen? Hvilken funktion havde de? Plysbamser og minimalistisk improvisation?! De sære former, farver og teksturer i de bløde bamser i kontrast til den næsten uhyggelige monotoni i musikken? Var det det? Tonernes stilstand. Deres dans på stedet. Tonerne og lydenes insisteren på bare at være til stede i rummet uden handlen, uden stress og det paradoksale i netop dét, at de jo også fremkaldte en form for stress, en stakåndethed, indtil man gav sig helt hen i det og opnåede momenter af dyb forløsning, når tonerne endelig skiftede, eller en ny tone blev tilføjet. Charlemagne Palestine var allerede som 12-årig ude og spille bongos og congas bag beatpoeter som Ginsberg, Corso og Tiny Tim og har siden markeret sig som en af de store amerikanske minimalister med sine lange kompositioner, der bærer navne som ”Omminggg and Schlomminggg” et værk i fire dele og den næsten timelange ”Ssingggg Sschlllingg Sshpppingg.” Han har et langt levet liv som kunstner bag sig.

Det er på en måde ganske umuligt, og unødvendigt forekommer det, at skulle give denne oplevelse karakter. Den stod dér i al sin bombastiske vælde, i et vakuum midt imellem væren og ikke-væren og var på mange måder en undsigelse af netop den verden, der har brug for ting og begreber som tid og karaktergivning. Derfor er kun seks U’er muligt, fordi det var så brutalt nådesløst og helt og aldeles kompromisløst! De enorme afstande mellem improvisationens enkelte bestanddele var krævende, som store afstande i naturen også er krævende, eller som tørst og sult kan være det. Som overvældende og enorme mure rejst om et helligt sted. En gral. Og så forsvandt lagene af skærende atonale dissonanser og nåden indfandt sig alligevel. Ikke nådesløst altså. Kompromisløst bare. Musikken viste os den her uoverstigelige mur. En buldrende og bragende enorm mur af orgelkraft hentet direkte op af undergrunden, og skrællede så lagene af igen og lod os kigge ind bagved og dér alligevel ane nåden, lyset. Gralen måske. Fordi det var så monstrøst i sine vildeste øjeblikke. Som trak Palestine urkræfter direkte op af jorden og ud i rummet.

To gange under koncerten forstummede orglet; første gang blev en enkelt ren og vibrerende tone stående mens Palestine trådte frem til gelænderet deroppe ved orglet bag os, og sang en lang ordløs hymne med hænder og arme som værktøjer til at skabe vibrato og rystelser i lyden af hans stemme. Denne første gang virkede det som en kæmpemæssig forløsning. Rensede sad vi tilbage, mens orglet endnu en gang rejste sig i al sin vælde. Anden gang forstummede orglet helt og Palestine sang eller chantede kun kort, før han stivnede i… hvad? 10-20-30 sekunders altomfavnende stilhed, før han brød ud i et listigt gavtyvesmil og hilste os med et: »Good evening. Thank you for coming.« Under de stående ovationer priste han igen og igen, via sin gestik, orglet som den bærende kraft i aftenens koncert. Da han fik ørenlyd priste han også orglet med ord, som den mest dybtgående og originale synthesizer der findes: »It can sound like Bach… And it can sound like Schmack«, således beriget kunne vi forlade kirkerummet og gå ud i tusmørket på Skt. Hans Torv og tilbage til Alice og festivallens sidste show dér.

★★★★★★

(JT)

Les Freres Smith

Tre koncerter i træk havde dyrket repeterende og meditative. Nu skulle vi slutte aftenen og festivalen et helt andet sted.

Det 11 mand store afrobeatorkester Les Freres Smith er om nogen garant for at videreføre den feststemte arv fra legendariske musikere som særligt Fela Kuti. Det gjorde de uden at træde et eneste skridt ved siden af. De nærmest svævende trommerytmer fulgte arven fra Tony Allen, de små diskrete guitarriff var også velkendte, og den fire mand store blæsergruppe sørgede for at sætte ind og opløfte rytmerne.

I front stod det velklædte par Swala Emati Smith og Prosper Smith, og sammen med tenorsaxofonist Fab Smith udgjorde de indpiskerne til aftenens fest. Den fest fik vi helt forventeligt. Der blev danset, råbt og svedt.

Men meget mere fik vi heller ikke. Les Freres Smith er nemlig i bund og grund et partyband, som spiller afrobeat. Hverken mere eller mindre. Bandets repertoire består blandt andet af numre fra Fela Kuti og Mulatu Astatke, som betegnes som faderen til ethio jazzen. Forlægget blev spillet lige efter bogen.

Men derfor lærte vi heller ikke rigtigt menneskerne bag bandet at kende. Det blev maskeret bag festlige indfald og opfordringer til at skrige: »Yeah« eller »Yeah, yeah«.

I midten af koncerten blev scenen overladt alene til sangerinden Swala Emati Smith. Hun virkede som en kvinde, man gerne ville høre fortælle, men hun fik dårligt lov til være i rampelyset. Særligt saxofonisten Fab Smith skulle hele tiden ind midt på scenen, vise sig frem og gejle publikum op. Det virkede som om, han prøvede at stjæle rampelyset, og han skulle konstant danse op mod Swala Emati Smith, mens han rystede med rumpen. Diskret afviste sangerinden ham, og jeg forstod hende ærligtalt godt.

Til tider tabte bandet kontrollen, og der gik lidt mere øldrikkeri i den. En fra publikum blev inviteret op på scenen for at danse, og der blev hun alt for længe. Det blokerede som sådan ikke for festen, men det blokerede også for meget mere end en fest.

★★★★☆☆

(PMJ)

Skriv et svar