Koncerter

Alice Spectacle: Ipek Yolu + Klimaforandringer + Hjalte Ross + Xenia Xamanek + Eartheater, 26.04.19

Hjalte Ross var blandt hovednavnene på førstedagen af Alice Spectacle Festival. Arkivfoto: Daniel Nielsen.

Festivalens første dag viste sig fra sin bredeste side, da Hjalte Ross folede sine folk-sange ud i Skt. Johannes Kirke, og Eartheater lod Alice måbe med stroboskoplys og de tre oktaver i hendes stemme.

Alice Spectacle er Nørrebros spritnye festival. Den løber af stablen netop nu og er med Alices egne ord »en fejring og en fremvisning af spillestedets unikke og grænsesøgende DNA.« Programmet afspejler da også denne programerklæring med et væld af spændende navne på scenen i Alice, men også i Skt. Johannes Kirke på den anden side af Nørre Allé, ligesom der også er både talks, film, live radio, plademesse mm. – alt sammen inden for en radius på 100 meter.

Fredag bød både på nordjysk folk, anatolsk psych, klaustrofobisk elektronica. Mildt sagt en eftermiddag og aften, hvor du gik lidt rundt mellem lidt af hvert på Alice og i Skt. Johannes Kirke lige ved siden af.

Ipek Yolu

Mens forårsvejret viste sig fra sin mest sommerfulde side ude i gården, gik den første koncert i gang inde på glohede Alice klokken 17.00 om eftermiddagen.

Det er lige godt et år siden, at Ipek Yolu for første gang stod i et øvelokale, men på kort tid har de tre herrer, Orhan Özgür Turan, Olaf Johannes Brinch og Lasse Aagaard, formået at sammensmelte musik fra tre forskellige verdensdele. Fredag eftermiddag var vi både på den anatolske halvø, i Columbia og 60’ernes USA på én og samme tid.

Med et tungt cumbia-beat ligger producer Olaf Johannes Brinch det groovende fundament for kompositionerne. I nogle af produktionerne afspilles bassen fra laptoppen, der står nede ved hans fødder; i andre træder han på en gulv-synthesizer. Ovenpå dette fundament har guitarist Lasse Aagaard en konstant fablende musikalsk samtale med Orhan Özgür Turan på en elektrisk forstærket bağlama saz. De snakker og snakker om løst og fast, og den surf-inspirerede twang-guitar går i dialog med tyrkisk folkemusik som det mest naturlige i verden.

Rytmerne og strengesamtalen varierede meget lidt fra start til slut, men lad os se det som et tegn på, at de elegant har fundet en formel for den musikalsk sammensmeltning, der resulterede i en kogende bluesfornemmelse.

Det må virkelig køre for dem i øvelokalet. Til gengæld så de tre musikere heller ikke helt scenevante ud i denne konstellation, og i løbet af det meste af koncerten kiggede de forsigtigt ned i jorden. Vi er dog få koncerter inde i bandets karriere, så det skal nok falde på plads. For det her band skaber et glimrende lydtapet til en solskinseftermiddag på græs. Sådan en eftermiddag kunne eksempelvis være på sommerens Roskilde Festival, hvor trioen optræder på Rising.

★★★★☆☆

(PMJ)

Klimaforandringer

Stemningen var lækker, for at sige det, som det var, i gården ved Alice. Solen skinnede, DJ’en kastede noget Cale/Riley og Neil Young i grams og folk hang ud, snakkede, hilste og chillede i det ualmindeligt smukke forårsvejr. Der var plademarked under en baldakin, et par øludsalg og eksotisk mad i forhuset.

Kort efter Ipek Yolu var det tid til at høre Klimaforandringer. Det er et superband indenfor genren, en slags etnisk world iblandet elementer fra syrerock, blues og kraut. Bandet består af medlemmer fra navne som Bisse, SVIN, Maskinvåd, Under Byen og Horse Orchestra, men i denne konstellation er de helt deres egne. Til en dystopisk dronende åbning kom de på scenen og de to trommeslagere Rune Lohse og Anders Vestergaard satte i gang med deres snurrige og rigt facetterede rytmik. Vokalen faldt ind med de første linjer til ”Verdenshjørner” og nøjagtig som på det seneste album Slægt, var bassist og sanger Mathias Winther Kjeldsens dybe stemme heftig autotunet. En effekt de helt bevidst leger med, og som live gav det hele en ekstra syret dimension oveni. Nummeret var kendetegnende for hele sættet; herligt repetitivt udknaldet, med ultraweird soli.

Når det hele swingede og løftede sig op i en højere sfære, var de foruroligende tæt på at skabe magi, men de mange crazy indfald og næsten snublende forløb, gjorde det svært at blive fanget helt ind. Det var fedt og galt og musikerne havde tydeligvis en fest med hinanden og med den relativt begrænsede mængde publikum, især Skibsted og ankermand i projektet, den hyperaktive sanger og guitarist Lars Bech Pilgaard, var dejligt levende og gav den med positur og showmanship. Også de to sidste medlemmer Taus Bregnhøj og Rasmus Kjær på hhv guitar og keys havde deres momenter med inspirerede forløb og soli især i nummeret ”En tilstand”. Udover numre fra albummet Slægt fik vi også ”Ånder, ånder ud” og det smukke reggaeinspirerede ”Leger med hjul” fra 2015-debuten Ånder.

★★★★½☆

(JT)

Hjalte Ross

I Skt. Johannes Kirke, i folkemunde: Nørrebros domkirke, på den anden side af Nørre Allé herskede der i sagens natur en helt anden stemning. Fire af festivalens koncerter er henlagt til dette imponerende nygotiske kirkerum med det smukke himmelblå loft. En virkelig god ide, men også med indbyggede problematikker skal det vise sig.

Hjalte Ross er i starten af tyverne og historien om hans suveræne debutalbum Embody er formodentlig kendt af alle. Kort fortalt fik han ikonet John Wood (Pink Floyd, Nick Drake, Cat Stevens) til at producere albummet og et andet ikon Steve Turner (Michael Jackson, Beyonce, ELO) til at hjælpe med strygerarrangementerne på de tidsløse sange, der udgør albummet, mens de to gutter i Kogekunst agerer backingband. I kirken, placeret midt i den trekant der udgøres af døbefond, prædikestol og Johan Ludvig Lunds store altermotiv af Kristi himmelfart, sad Hjalte Ross og hans medbragte leadguitarist, som jeg i rummets fortørnede akustik ikke fik fat i navnet på, og spillede de mange smukke sange fra albummet. Samme akustik gjorde bestemt ikke noget godt for Ross’ ellers smukke melankolske stemme. Flere gange steg den rungende op i korbuerne, hvor den nærmest forsvandt for os. Til gengæld kom leadguitaren til sin ret, den svævede sfærisk og rent ud i den kæmpestore naturlige sakrale rumklang.

Den til tider meget stillestående koncert med den nævnte rumklangsproblematik var desværre ikke en ubetinget god oplevelse. Sangene var der selvfølgelig, men svært genkendelige på grund af akustikken. Især et herligt tændergnidslende nummer lidt over halvvejs inde i det tre kvarter lange sæt og slutnummeret, titelnummeret fra albummet Embody, var intenst smukke og trak op i den samlede oplevelse, men ellers blev det meget langmodigt, vemodigt næsten og i hvert fald mindst ligeså blåt som loftet højt over vores hoveder.

Jeg glæder mig meget til at opleve Hjalte Ross under bedre betingelser.

★★★½☆☆

(JT)

Xenia Xamanek

Vi skulle tilbage ind på glohede Alice til aftenens sidste tre koncerter med Xenia Xamanek, Eartheater og Nazar.

Du får ikke noget foræret, når du er til koncert med Xenia Xamanek. Den følelse, du skal træde ind i, bliver ikke præsenteret umiddelbart for dig, og du får heller ikke noget som helst hint fra Xamanek i hendes performance, mens hun står næsten ubevægeligt bag sin laptop på scenen. Nej, hendes fragmenterede lydkollager afslører meget lidt og springer rundt mellem forskellige sindsstemninger.

Jeg var både forvirret og lidt fascineret efter koncerten inde i det glohede spillested. Hvad skulle jeg have ud af det her, og skulle jeg overhovedet have noget ud af det? Det er jeg stadig ikke helt sikker på.

Koncerten startede med, at Xenia Xamanek og en anden kvinde læste op fra et langt, hvidt bånd, der var sat i sløjfe. Der var ikke noget musikalsk underlæg. Kun de to stemmer, der ord for ord reciterede, hvad der stod på båndsløjfen, mens sætningerne gled igennem deres fingre og repeteredes som en religiøse messen.

Efter denne intro var Xenia Xamanek alene på scenen, og et hårdt elektronisk beat satte ind og satte gang i en lang lydkollage i gang, der konstant ændrede sig. Optagelser af reallyd blandede sig med de lyde, vi kender fra technoen – men uden at det blev dansabelt. Der var optagelser af kor, hendes afdøde morfars a capella-sang, lidt vandløb, og kvælende synthlyde, der skabte en klaustrofobisk stemning. Til tider lød det som et sonisk angstanfald. Til tider faldt det hele til ro og gav plads til, at hun kunne recitere noget tekst, på et sprog jeg ikke kender, men som lød som spansk.

De forskellige forløb var korte, og en følelse nåede dårligt at finde sig til rette i min krop, før vi var et nyt sted. Det var som at opleve en hjerne, der overkogte af forskellige sanseindtryk fra de konstant skiftende lyde. Det var som at opleve alting på en gang, men uden at følelserne kunne nå at sætte sig. Derfor føltes det samtidig som en intethed. Måske var det en pointe i sig selv? Jeg ved det ikke.

★★★☆☆☆

(PMJ)

Eartheater

Spillestedet Alice vil gerne se sig selv som et hul, du kan træde igennem og falde ned i et eventyrland, ligesom pigen i Lewis Carrolls bog. Du skal falde ned i det univers, hvor hvad som helst kan ske, og din oplevelse kun bliver afgrænset af, hvor langt ud i kringelkrogen i musikernes fantasi, de søger hen oppe på scenen.

Og da fredagens hovednavn, amerikanske Eartheater, spillede lidt i midnat, var det vitterligt som at hoppe ned i sådant et hul. Det var som et surrealistisk univers, hvor bagkvinden Alexandra Drewchin lod sine grænser være uhæmmede. Hun kunne ubesværet sammenblande angstfyldt, hårdt pumpende elektronisk støj med fintfølende, romantiske folk-sange. Her kunne hun spille, hvad hun ville. Synge smukt og grimt på samme tid. Se ud som hun ville.

Vi startede med tre musikere på scenen. Til venstre på scenen en harpespiller og til højre en korsanger, der stirrede stift og koncentreret ud i luften. I midten stod Drewchin. De smukke harpetoner gik i gang, og Drewchin lod sin imponerende vokal folde sig ud. Rygtet siger, at hun kan spænde over hele tre oktaver, og fra start af vred hun de lyseste toner, hun kunne, ud af sit stemmebånd. Det var smukt. Men da hun sendte stemmen ned i et mere menneskeligt toneleje, tillod hun sig at synge grimt og lidt falsk. Herfra sprang hun ubesværet sprang hun frem og tilbage mellem disse yderpunkter, som hun sang. Når hun ikke sang, bevægede hun sin krop til det smukke harpespil og lod sig falde til ro over scenemonitoren.

Sådan hoppede vi ned i hullet, og herefter var vi på vej nedad. Langt ned. For efter denne intro gik Drewchin om bag sin pult og satte gang i en ekstrem, elektronisk støj, der nærmest sprang ud af højtalerne som en syndflod. Korsangeren til højre begyndte at synge operasang, stroboskoplyset blinkede, og jeg stod med åben mund, mens jeg blev overvældet af det ekstreme udtryk.

Det satte gang i en del af koncerten, som bestod af nærmest kvælende elektroniske klange, der blev ledsaget af harpeklang, og med Drewchin siddende i hug oven på sin pult, mens hun sang. Der var elementer af dans. Der var elementer af trance. Der var elementer af klassisk, elektronisk, smukt og grimt.

Vi rundede af i et helt andet hjørne af eventyrlandet. Drewchin satte sig med en akustisk guitar og spillede en håndfuld folk-sange, mens hun blev ledsaget af lyden af rindende vand og forsat den smukke harpeklang. Vi endte i et fintfølende, romantisk univers, hvor det næsten blev lidt nuttet. Desværre havde Drewchin lidt besvær med at håndtere den akustiske guitar, hvor det ikke lød som om, hun har øvet sig i de magiske 10.000 timer –den slags bliver hørbart på en festival, med ekvilibristiske folkemusikere fra hele verden. Heller ikke hendes vokal befandt sig helt trygt i denne folk-indramning, og sangene manglede også forløsning. Så min måben fra starten af koncerten var aftaget, og folk begyndte at snakke bagerst i lokalet.

Alligevel stod jeg efter koncerten med et indtryk af, at det her eventyrland har jeg aldrig været i før.

★★★★½☆

(PMJ)

Leave a Reply