Plader

Beth Gibbons: Symphony No. 3 (Symphony of Sorrowful Songs)

Symfoni fortolkes mesterligt af Beth Gibbons, der gør smerten universal, selvom hun synger på polsk.

Beth Gibbons er kendt som forsanger i Portishead, og hun er ikke ligefrem musikbranchens mest produktive personage. Siden Portishead udgav det for tiphoppen genredefinerende debutalbum Dummy i 1994, er det blevet til yderligere to studiealbum fra Portisheads hånd, og hun har udgivet et enkelt soloalbum i 2002, Out of Season.

Men når hun så endelig står bag mikrofonen, og der bliver trykket record, er hun også leveringsdygtig som en af de mest eminente formidlere af smerte, når hun har sunget linjer som »I don’t wanna lose/ What we had last time/ Your leaving this life ain’t fair« eller »Give me a reason to love you«.

Det er hun også på Symphony No. 3 (Symphony of Sorrowful Songs), der er hendes første album i 11 år – seneste værk var Portisheads comebackalbum Third (2008). Albummet er en klassisk symfoni, der blev skrevet af den polske komponist Henryk Górecki i 1976. Den blev oprindeligt skrevet til at blive fremført af en sopransangerinde – den lyseste stemmetype blandt kvinder – men Beth Gibbons’ er alt, hvilket betyder, at hun fra naturens side synger dybere. Tilmed er værket skrevet på polsk, så den britiske sangerinde har haft omstændighederne imod sig. Hvis hun altså ikke var så eminent til at søge helt ind i den sorg, der er værkets centrale tematik. Men det skal jeg love for, at hun gør.

Musikalsk starter vi med, at kontrabasserne spiller de dybeste toner, instrumentet besidder. Fra de første strøg over strengende bliver grundtonen af sorg slået an. Grundsorgen får lov til at etablere sig dernede i den dybtliggende smerte.

Langsomt falder bratsch og violiner ind. De spiller også i de dybe toner og ligger forsigtigt flere og flere lag på den musikalske fortælling. Langsomt bliver tonerne lysere og lysere, men uden melodien ændrer sig. Det er som om, smerten repeterer sig selv, og samtidig bliver den mere og mere intens – og mere og mere uudholdelig. I løbet af få minutter står man fuldstændig opslugt af sorgen. Den komplette håbløshed. Der hvor det føles som om, at denne følelse ved vare for evigt. En smerte, der gør så ondt, at den synes invaliderende.

Så falder størstedelen af orkesteret ud, og musikken er nu hel bar, så den giver plads til Gibbons grædende stemme, der står helt alene, og presser sig op i hendes lyseste toner. 12 og et halvt minut er der gået, før kompositionen lader Beth Gibbons komme til orde.

Vi er lige blevet fuldstændig overvældet af strygerne. Så kommer hendes stemme og knækker, som var det gråd. Det hele lyder forfærdeligt, ubærligt. Teksten, hun synger, stammer fra en polsk folkemelodi fra 1500-tallet, og det er af stemmen af Jomfru Maria, der synger til hendes søn, Jesus, der hænger på korset:

»Min søn, min udvalgte og elskede/ Del dine sår med din mor /(…) Tal til din mor for at gøre hende glad/ Selv om du allerede forlader mig, mit elskede håb«, synger Gibbons på polsk, som stod hun midt i den mest klaustrofobiske kulde. Det skrøbelig sind, vi møder derinde i smertens indre, får mig også til at krybe sammen af kuldegysninger. Her er det centrale ikke kristendommen. Nej, det er moderen, der ser sin søn dø for øjnene af sig.

Næste sats, ’Tranquillissimo’, handler om holocaust, og teksten blev skrevet af den 18-årige polske pige Helena Wanda Blazusiakówna, mens hun sad fængslet af Gestapo under Anden Verdenskrig. På væggen til fængselsmuren skrev hun:

»Åh Mor, græd ikke, nej/ Den ulastelige dronning i Himlen/ Du støtter mig altid«, synger Beth Gibbons nu.

Paradoksalt nok sniger håbet sig ind i denne sats. Altså den type håb, hvor man som et eksistentielt grundvilkår må insistere på at se frem mod morgendagen, mod fremtiden, mod hvad der skal genopbygges, livet der skal fortsætte – selv på den anden side af døden. Sådan lyder det i alt fald, når Gibbons synger de ord, der blev skrevet af en ung pige for omtrent 75 år siden, mens hun ventede på, at nazisterne ville tage livet af hende. En mission tyskerne dog ikke lykkedes med.

Tredje og sidste sats, ’Cantabile-semplice’, lyder sågar som et frelsende håb, hvori tiden vinder alle sår. Det er selvom denne tekst er skrevet af en polsk mor, der har mistet sin søn under opstanden i Schlesien efter slutningen på Første Verdenskrig.

»Aldrig mere vil jeg have hans beskyttelse/ Selv hvis jeg tørrer mine gamle øjne/ Eller hvis mine bitre tårer vil lave en ny flod, Oder/ Vil de ikke bringe/ Min søn tilbage til livet«.

Albummet viser, at smertens sprog er universalt. For når en mor mister sit barn, er vi inde i sorgens kerne, og uanset om vi kalder denne følelse for pain, ból eller dolore, føler vi det samme, hvad enten vi snakker, dansk, engelsk, polsk eller italiensk. Og netop fordi hun træder ind i denne følelse, slipper Beth Gibbons godt afsted med at synge på polsk og fortolke den historiske sorg for et folk, hun ikke selv hører til. Godt hjulpet på vej af et værk, der allerede rummer nogle af de mest følelsesladet toner, der nogensinde er skrevet, har vi fået endnu et mesterligt album fra hendes hånd.

★★★★★½

Leave a Reply