Plader

Fejl40: s.t.

Ord og musik passer ikke sammen på ny spoken word-udgivelse med klichéfyldte budskaber.

Nu skal vi ind forbi laget af løgne og indbildninger. Vi skal skrifte. Vi skal gnide salt i såret. Vi skal høre det, vi ikke vil høre. Det er ihvertfald ambitionen på albummet Fejl40 fra digteren Kåre Wulff og komponisten Simon Erdmann.

De vil fortælle om porno, så vi kan mærke sæden løbe ned over vores øjne, videre ad kinden og dryppe skamfuldt ned mod gulvet. De vil fortælle om vores fjernsynsforbrug, så vi kan mærke, hvordan den sorte lædersofa klæber sig til vores blege røv, mens zapperen surfer over de tusind kanaler, der er proppet ind i tv’et. De vil tage os med ind i hovedet på den gamle mand, der dyrker analsex med den unge partner og livestreamer det på internettet. Eller med ind i kæften, når vi fylder os med færdigretter, proppede med smagsforstærkere og kemikalier.

Der kommer vi også ind, men det hele føles som om, vi har fået fortalt det før. Såret er allerede fyldt op med salt.

Albummet er spoken word med lydbilleder, der blander 90’er-triphop, elektronica og lounge jazz med reallydsoptagelser af eksempelvis hav og mikrobløgeovne. Men ord og lyd er to uafhængige størrelser, der desværre sjældent gør noget godt for hinanden på Fejl40.

På “Fri folkelig fortryllelsesret” er vi musikalsk helt oppe i de høje, genopstandne himmellag. Det her er kompositionen, der handler om fjernsyn. Først møder vi en række lydklip fra gamle tv-interviews, hvor intervieweren spørger: »Hvad synes De om fjernsynsprogrammer?«, »Det er gennemgående for dårligt,« svarer en kvinde. Så er tonen lagt an. Vi skal nu høre historien om at være slave af stuealteret – endnu engang. Åh, hvor har man dog hørt den klagesang mange gange før. Klippene er lige så trivielle, som at overhøre en debat for og imod X Factor. Herefter går Kåre Wulff i gang, og de forcerede rim står i kø:

»Trivialismens trofaste trældom/ Fra min allerførste barndom/ Til min allersidste alderdom/ Vil æteren ætse mine essentieller olier/ LED-alterets 1000 kanaler/ Mit underbevidste befaler/ Jeg endog månedligt betaler/ Man zapper jo bare væk fra de trivielle kvaler«.

Jeg har aldrig hørt det sprog Kåre Wulff bruger i dagligdagens tale. Det er et sprog, som kun eksisterer i en poesi, der går så meget op i bogstavsrim og enderim, at det lyder som om, forfatteren går mere op i, at sætningerne skal rime, end at disse rim også ender med et vigtigt budskab, lytteren ikke lige havde tænkt over før. Som jeg læser budskabet i det her nummer, er det noget i stil med: Lad os ikke opsluge af fjernsynets fordummende virkelighedsfremstilling, men bevæge os ud i den forkyndede virkelighed og tænke nogle selvstændige tanker.

Ærlig talt. Jeg troede, at vi var blevet enige om, at flow-tv var et uddøende fænomen. Og sådan har jeg det generelt med flere af teksterne på Fejl40 — de rapporterer fra en forældet virkelighed, jeg simpelthen ikke kan genkende længere.

Samtidig tilpasser lyrikken sig overhovedet ikke musikken. Det er ikke rap. Det er spoken word, der egentlig nok havde klaret sig fint uden musikken, nu hvor det lyder som om, at hverken ord eller musik anstrenger sig for at tilpasse sig hinanden.

Herefter følger færdigrets-/fast food-fortællingen i nummeret “På et sølvfad” om »daglig overædelse« og »de tomme kaloriers milliardindustri«. Hvad skal jeg så bruge den ’sandhed’ til, som nummeret så gerne vil fortælle mig? At fast food er usundt, og hjemmelavet mad smager bedre? Nummeret virker i mine øjne utroværdigt, fordi jeg dårligt kender nogle, der lever af junk food på den måde, som sangen beskriver. Min verden går ganske vist også fra en lejlighed på Vesterbro med havremælk i køleskabet, men hvis man skulle tro på, at os lyttere faktisk ukritisk indtog alt, hvad fjernsynet fortalte til os, som vi lige har fået at vide på nummeret før, så vil vi da netop tage hjemmelavet mad yderst seriøst, når vi kigger ind i LED-alteret og madprogrammer som Bonderøven, MasterChef eller Til middag hos.

Jeg kan heller ikke finde ud af, hvad “Porn” skal gøre ved mig. Først handler nummeret om, at man kan finde alverdens fantasier på internettet og til sidst konstaterer det, at den her eskapisme ind i pornoens virkelighed går udover vores fantasi. Yes, den klagesang har vi søreme også hørt mange gange før, og nu får vi den endnu engang for Prins Knud over et slæbende jazzbeat, og en satans irriterende stemme, der gentager ordet »porn« på, hvad der forsøger at være et omkvæd, men slet ikke er ørehængende nok til at kunne tildeles den ære.

Men vi rammer faktisk et fint moment til sidst på pladen med “Sensommersensorisksamsurium”. Pludselig spiller tekst og musik godt sammen. En dyb synthbas forsøger nærmest at kvæle mig gennem høretelefonerne, og det underbygger fint tekstens angste stemning, hvor fortælleren næsten drukner »i en opvarmet swimmingpool et sted i Holland« på et trip af hash, alkohol og MDMA. Her søger teksterne ind i noget personligt, og det virker meget mere interessant at høre om, hvad der foregår ude på denne kant, end at høre nogle håbløst forældede fordomme om alle mulige velkendte og -diskuterede hverdagsfænomener. Det er et enkelt lyspunkt på en plade, der hævder at have fundet ind til en socialrealistisk sandhed, der desværre bare har været klar og tydelig i årtier.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi:Skriver om støjrock, spirituel jazz, minimalisme og synthpop. Leder efter historierne bag musikken, og kræver at musikere har noget på hjerte, når de stiller sig op på en scene. Har været kulturjournalist og international reporter på Politiken, lavet radiodokumentar for P1 og nyset Jarl Friis Mikkelsen ind i øret.
Fem favoritalbums:
Atlas Sound: Logos
John Cale: Fear
PJ Harvey: Let England Shake
Spleen United: School of Euphoria
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar