Plader

Liserstille: Ilt

Skrevet af Daniel Niebuhr

Ilt er sjette udspil fra aarhusianske Liserstille. Et ambitiøst album der udforsker grænserne og efterlader lytteren med et lydkunstværk, der kræver tid og fordybelse.

Måske er det egentlig fint nok, at Liserstille med deres sjette og seneste studieudspil prøver noget helt nyt. For efter i mere end et årti at have markeret sig som et af landets mest udfordrende og grænsesøgende rockgrupper har aarhusianerne med Ilt brudt med alle genrekonventioner og begået et regulært lydkunstværk fra ende til anden. Væk er de store armbevægelser og snørklede kompositionsstrukturer, og i stedet disker kvartetten op med en ambitiøs, ambient lytteoplevelse, som ikke mindst kræver meget af sine lyttere, men i særdeleshed også belønner dem, der hopper ind i pladens mørke lydtapeter med hovedet først.

Det nytter nemlig ikke, at starte halvvejs inde eller sågar stoppe før tid. Ilt skal netop tages som ét langt værk – også selvom Liserstille lokker de utålmodige til at springe hastigt videre ved at inddele pladen i 12 separate afsnit. For Ilt handler i lige så høj grad også om det, der sker, når der ikke sker noget. Om stilheden midt i al stilheden. Om hvad der sker, når de slæbende passager af støj, ikke længere bliver afløst af flere støjpassager. Om tomrummene mellem de sagte, pulserende rytmer underneden de langstrakte guitarflader. Og om alle de små nuancer, der overlapper hinanden i tide og utide, som væver hele værket sammen.

Det handler om de øjeblikke, som man kun kan opfange med høretelefoner på, i lydtætte rum eller på mennesketomme biblioteker, hvor man først dér noterer sig den lavfrekvente rumlen allernederst i lydbilledet eller svage synthtoners nærmest ikke-eksisterende hvinen.

Bedst bliver pladen imidlertid, jo mere der egentlig tilføjes, og det hele kompromisløst kammer over i overvældende eksplosioner. 10 minutters tid inde kæmper tordnende orgelakkorder eksempelvis med hylende saxofonudskejelser, og mod slutningen begynder et lignende orgelarrangement at gå fra svag baggrundstema til pludseligt at skære over i nogle langt mere dystre og kakofoniske udladninger, mens hvinende guitarer kun yderligere synes at understøtte det spontane stemningsskifte. Andre gange bliver det mere synthbaseret og bevæger sig over mod noget af det, som Oneohtrix Point Never har eksperimenteret med på både R Plus Seven og sporadisk på Returnal – uden at det strider mod det univers, Liserstille synes at forsøge at skabe.

Det er dog en plade, der – som tidligere nævnt – kræver ufattelig megen koncentration og tålmodighed. Man kan derfor ikke forvente at kunne lytte til Ilt, når man vil, hvilket kun er med til at fremhæve pladens kvaliteter, når man så endelig får ramt den rigtige stemning eller det rigtige mindset til at give sig i kast med albummets 48 minutter. Og for at citere min kollega her på sitet, da vi havde fat i Liserstilles forrige udgivelse, Empirical Ghost, så skal man »også forvente, at pladen ikke er kids play.« Dette udsagn gælder om ikke andet i lige så høj grad for Ilt, og dét er måske aarhusianernes allerstørste force.

★★★★★☆

Om skribenten

Daniel Niebuhr

Skriv et svar