Plader

Little Simz: Grey Area

Den mørkegrå kælderstemning på London-rapperen Little Simz’ nyeste udgivelse, Grey Area, er så kompakt og altomsluttende, at man allerede ved første gennemspilning kan have behov for at fylde sin beskidte kasket med isterninger for at holde hovedet koldt. Little Simz er ikke alene en 100 procent veleksekverende musiker, hun er også 100 procent klar over sit talent, og dén skalasprængende selvtillid smitter af på alle omkring sig.

Der er ikke behov for overgjorte, overfyldte produktioner i Little Simz’ univers, det sætter hun en stor, fed streg under på sit tredje album. Hun udgiver stadigvæk under sit eget selskab Age 101, og måske er det en af de essentielle – og for mit vedkommende også højt værdsatte – faktorer, der er skabende for det, der udgør universet. Simz spiller ikke nogen andre regler end sine egne, og hendes regler undergår konstant en proces og bliver genopfundet. Det eneste, der står som mejslet ind i grundkernen af Simz, er den betonrå og knivskarpe vokal, der ned til den mindste både lyriske og leveringsmæssige detalje er fuldkommen gennemovervejet.

Grey Area er ikke bare albummets navn, det betegner også den indelukkede sindstilstand, man bliver tvangsindlagt i, allerede efter de første akustisklydende trommeslag på intronummeret, ”Offence”, bliver akkompagneret af den rumlende synthbas. Døren bliver tryksparket op med en fuldkommen overlegen attitude, der på intet tidspunkt gennem gråzonens 35 minutters længde svækkes, den får derimod ridset sine detaljer endnu klarere ud og modnes for hver sætning. Men vi starter altså her, hvor Simz påbegynder opbygningen af fundamentet til sit værk: sin uforbeholdne overmagt. Intronummerets omkvæd får hurtigt fejet benene væk under de undermålere, der måtte føle sig trådt over tæerne: »You’re not listening, you’re not listening / I said it with my chest and I don’t care who I offend«
Grey Area kan det vise sig som en udfordring at finde frem til det egentlige grundlag for Simz’ trang til at være det komplet usårlige, overmenneskeligt stærke bjerg af selvtillid, men intet gror ud af ingenting. På nummeret “Boss” ser vi et sjældent glimt af et menneskeligt, om end rungende knust sind, der med en blødende, distortet vokal råber: »Stop fucking with my heart / Nigga, you was my dream, fool / Oh, now you’re a man, ho? / I don’t need that stress, that stress / I’m a boss in a fucking dress / Nigga stay in line«. Linjen ligger simpelthen så smukt henover den grimmeste bas – ment på den bedst tænkelige måde overhovedet – i ét sammensmeltet vredesudbrud, en manifestation af afmagten, der pludselig udvikler sig til den nådesløse enevælde.

Generelt set er det musikalske aspekt af pladen i den tunge ende, men man føler sig dog aldrig tynget ned, hvor man ikke kan få vejret længere. Bassen og trommerne finder sig til rette i rummet og viser vej, og det bliver svært ikke at følge med på den rute. Den er skåret så præcist ud, at man efter de første par skridt trygt kan give sig fuldt hen til GPS’en. Men så, lige pludselig, bliver man rusket af de asiatisklydende klokker på ”101 FM”. Hvad skete der? Det virker så malplaceret og står helt alene og skamfuld i massen. ”Selfish” stod som en af hjørnestenene med selvindsigt og dansable klaverrytmer og funkbastoner, og ”Venom” stod i spidsen for det onde med pirrende strygere, vokalen, der gik en oktav ned i omkvædet, og dobbelttemporap. Efter ”101 FM” opstår der en halvtvivlsom stemning. Men gudskelov føres de sidste fire numre på Grey Area videre på samme tårnhøje niveau, som starten af pladen. Med ”Therapy” vender vi tilbage til udgangspunktet: Little Simz er storslået – og vred på de fleste. Midten af andet vers lyder: »Some people read “The Alchemist” and still never amount to shit / We live in a society of frauds and counterfeits / People are dyin’, give a fuck about makin’ some hits / Probably shouldn’t say that out loud, but I did«. Der har vi igen de regler og normer, som Simz mildt sagt er fløjtende ligeglad med. Og det er netop dét, de helt afpillede, fuldstændig minimalistiske bagvedliggende produktioner er så udtryksgivende for: Skide være med mainstreamen, reglerne og normerne, det her er Little Simz, og der er absolut hverken plads eller brug for kompensation i form af overproduktion nogen steder.

Grey Area er sin egen gråmelerede vakuumtunnel, der hårdhændet absorberer sin lytter og formår at skabe plads til både vredesudbrud og sårbare udfoldelser. Det er ikke en ret lang rejse, men det er nærved umuligt at komme ud på den anden side uden at have gennemgået et helt følelsesregister, kun for derefter at have en uhelbredelig lyst til at slæbe sig selv igennem den ubearbejdede ærlighed på ny. Det er dog også en tålmodighedskrævende plade, der med sin minimalisme kræver dét ekstra af sin lytter for at få alle lagene med. Little Simz er et enormt modigt menneske med et hjerte tungt af ord, som er værd at lytte en ekstra gang til.

★★★★½☆

Om skribenten

Jack Brosø Frederiksen

Biografi:
Musikken voksede indeni min lille, spæde krop fra jeg var knejt, og interessen er kun vokset sig større i takt med at kroppen også gjorde det. Det giver mig anlæg for en rimelig stor musikinteresse.

I de afsluttende folkeskoleår begyndte jeg at følge meget med i undergrundsmusikken. Det var omkring denne periode, at min helt store musikpassion begyndte. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. SoundCloud og Karrierekanonen blev mit opholdssted, og oplevelsen af at formidle et helt nyt stykke musik videre til vennerne var berusende, og siden da har jeg altid fastholdt lysten til at omgive mig med musik.

Jeg er ekstremt fascineret af sprogbrug, og lyrik har siden første digtanalyse i fjerde klasse fyldt meget hos mig - lige fra Tom Kristensen og Strunge til Malk de Koijn og Benal.

I dag læser jeg dansk og drømmer om musikkens og ordenes symbiotiske kollision. Netop i dét sammenstød bliver musikken levende for mig; når lyrikken afspejles i det musikalske og omvendt.

Fem favoritalbums:
Benal: Nu
Jeff Buckley: Grace
Bon Iver: For Emma, Forever Ago
The Smiths: The Smiths
Ukendt Kunstner: Neonlys

Skriv et svar