Det er overraskende sjældent, at man få en plade sunget udelukkende på grønlandsk mellem hænderne. Jeg skal undlade at filosofere for meget over, hvorfor det er sådan, men sådan helt generel kan man jo konstatere, at populærmusik på andre sprog end engelsk sjældent appellerer til et publikum udenfor det pågældende lands egne grænser. Dette til trods er det nu alligevel enormt spændende, at Nanook, hvis fjerde plade, Ataasiusutut Misigissuseq (As If We Are One) i skrivende stund roterer på min digitale afspiller, har valgt udelukkende at synge på grønlandsk. Det er et fascinerende sprog at at lytte til, men også umuligt at finde genkendelse i, med mindre man selvfølgelig snakker det. På den ene side giver det anledning til frustration; efter sigende skulle nogle af bandets tidligere tekster beskæftige sig med det moderne Grønlands problematikker, heriblandt, selvfølgelig, klimakrisen, og jeg er faktisk ret interesseret i at høre om det fra nogen, der rent faktisk oplever og har oplevet naturen ændre sig på egen krop. På den anden side, som jeg vist også har sagt før, er der også noget vidunderligt befriende ved ikke at kunne forstå en dyt af et bands tekster. Det giver tid og ro til bare at koncentrere sig om de følelser, musikken vækker i en.
Og Ataasiusutut Misigissuseq (As If We Are One) vækker masser af melankolske følelser, som det er dejligt nemt at overgive sig til. Pladen åbner med instrumentalnummeret ”Minguitsuugami” (”Unique”), der straks får tankerne hen på det helt eminente, britiske band My Vitriol, som nogle måske vil kunne huske fra 00’erne. Egentlig er nummeret ikke instrumentalt – der følger tekster med – men de holdes til en lav hvisken i baggrunden, næsten umulig at dechifrere. Man fornemmer noget rumsterer lige under overfladen, selvom nummeret på mange måder forbliver uforløst, og spændingen kun delvist bliver punkteret af en trompet i midten af nummeret, og denne her lidt ulmende, spændte fornemmelse afføder store forventninger til resten af pladen.
Man må sige at de to brødre Christian og Frederik Elsner, som udgør den faste kerne af bandet, virkelig er i stand til at skrue et godt nummer sammen. Det kommer allerede til udtryk på pladens andet nummer ”Sajupillatsilaarlugu” (”Make It Shiver”), der læner sig op af den mere melodiske rocktradition, uden dog at blive alt for blødt. Blødt er der dog masser af på pladen, der tæller masser af stille ballader som f.eks. ”Piffissaq Naalagaavoq” (”It Depends on the Moment”), der fint benytter sig af lag på lag af sang til at skabe en smuk stemning, eller den fine lille guitarballade ”Piujuarnissarput” (”We Will Always Exit”), der er meget nem at vippe foden til. Forsanger Frederik K. Elsner synger fantastisk smukt, og jeg er vild med det lille, krøllede knæk, han laver på sin stemme. Det kunne sagtens virke krukket, men heldigvis giver det dybde og personlighed og til tider også gåsehud.
Der er klart en overvægt af stille numre, men Nanook er sjovest og mest interessante, når de eksperimenterer med den mere alternative side. Titelnummeret, og pladens næstsidste, ”Ataasiusutut Misigissuseq (”As If We Are One”) er også godt nede i tempo – tung og melankolsk – men så slår Martin Zinck til med en skæv trommerytme i baggrunden og så i omkvædet efter kommer den tunge, dybe bas, der dykker dybt og stiger skævt i to slag, og sammen giver de to små tilføjelser nummeret i helt ny, næsten farlig dimension. Den kant er jeg ret vild med, og man finder den også på åbningsnummeret ”Minguitsuugami” (”Unique”) og på ”Sajupillatsilaarlugu” (”Make It Shiver”), men desværre ikke så mange andre steder. Det er lidt ærgerligt, for selvom numre som både ”Aarnuaq” (”Talisman”) og ”Pillagaavunga” (”I’m Forced”) er godt oppe i tempo med masser af guitar, så er det knap så interessant, når men ved, hvad Nanook også er i stand til.
Og skulle man alligevel være for nysgerrig til bare at lade grønlandsk tekst være grønlandsk tekst, så følger der oversatte engelske tekster med til pladen. At læse dem er en blandet fornøjelse; Overordnet set udtrykker de en søgen og en usikkerhed, der godt kan være interessant, men mest af alt bærer de præg af at have været blevet oversat ordret. Der er heller ikke så meget kultur-og klimakritisk stof, som jeg måske havde drømt om (det skulle da lige være på ”Aarnuaq” (”Talisman”), der sådan lidt forsigtigt opfordrer til, at noget må gøres), men det er jo risikoen ved at lade sig rive med og forestille sig en hel masse.
Det er godt nok lige at vide, hvad hvert nummer hedder på engelsk – så kan man selv føle sig til resten af indholdet via musikken – men egentlig vil jeg nok bare anbefale, at man lukker hæftet og skruer op i stedet. Der er masser af smukke sange på Ataasiusutut Misigissuseq, som man godt kan høre igen og igen.