Koncerter

Tess Parks, 09.04.19, Loppen, København

Foto: Dean Chalkley

Den varme, tågede stemning var behagelig på Loppen, men den kulminerede aldrig.

Der er de der koncerter, hvor du med det samme er klar over, hvilket univers du skal befinde dig i. De koncerter, hvor tonen bliver slået så klart an og alle elementer bare peger i en retning, så vi blandt publikum kan slappe af og bare lade os rive med. Sådan en aften fik vi på Loppen, da canadiske Tess Parks besøgte Christiania med hendes tågede, afslappede psychrock.

Hun skulle bare gå op på scenen og synge en enkelt strofe ind i mikrofonen. Så var den tågede stemning lagt an. Kun akkompagneret af lidt orgel, sang hun med sin hæse, dybe stemme: »I don’t like anything/ But I love everyone someday«, mens hun kiggede intenst og nærværende ud på publikum. Så faldt et anslag på guitaren, og langsomt faldt orkesteret ind. Tempoet lå langsomt, bassen stenede herligt og trommerne lagde et varmt, tilbagelænet beat.

Hold nu op, hvor det groovede fedt fra start af! Med det samme var vi et rart sted her under første nummer, “Somedays”, og Tess Parks gik på scenen med et nærvær i hendes karakteristiske stemme, der sagde: ’Kom her og lyt’.

Hendes to seneste album er lavet i samarbejde med frontmanden fra The Brian Jonestown Massacre, Anton Newcombe, og det var tydeligt at høre, at sangene klæder Tess Parks og hendes stemme eminent godt. Under “Cocaine Cat” kunne Tess Parks sende et velfortjent smil over mod hendes bassist, mens hun spillede åbne akkorder på hendes Epiphone-guitar. Stemningen havde lagt sig på et leje, der føltes omtrent som at rejse tilbage til 1967 med en joint i hånden og ud på en solbeskinnet mark.

»So sit back and relax/ Enjoy your cocaine cat/ Takes some time to get used to/ But I know you’ll be alright«, sang hun, og jeg var allerede overbevist om, at we’ll be alright.

Men i løbet af koncerten ændrede tempoet sig ikke rigtigt. Et Tess Parks-nummer tager gerne 3-4 minutter, og det næste nummer lyder meget som det, der lige kom før. Desværre var numrene ofte for korte til, at det velspillende band rigtigt kunne lade sig rive med. Når først de lige viste, at de var kommet i den rigtige stemning, og trommeslageren slog hårdere på trommerne, sluttede nummeret. Så kunne de begynde forfra på et nyt nummer.

Vi kom aldrig rigtigt nogen vegne. Pauserne virkede irriterende, og det så ud som om, Tess Parks aldrig rigtigt tunede ind på publikum. Et par numre inden i koncerten, sagde hun: »Raise your hand, if you are stoned«. Nogle få løftede hånden. »Be honest«, fulgte hun op.

Senere ville hun også hylde opvarmningsbandet Yassassin. Langsomt med sin hæse stemme fortalte hun, at de er gode mennesker, og vi bare skulle gå over og sige hej til dem. Så ville de blive vores venner. Efter denne sympatiske udmelding, ventede hun på en applaus fra publikum. Men det var åbenbart sådan en aften, hvor publikum nikker med hovedet og klapper efter nummeret. Ikke mere end det, så reaktionen udeblev, og genert tog hun en tår af sit glas med rødvin. Det tog Tess Parks noget tid at indstille sig på publikum, nu hvor vi alle havde vænnet os til stemningen og repetitionen. I det følgende nummer stod hun med vinglasset i hånden, og hun nåede dårligt at synke, inden hun tog en ny tår og kiggede genert ned i gulvet.

Så tog hun en beslutning og sagde til sit band: »Just wanna dream«. Det var ikke henvendt til publikum, men man kunne lige svagt høre, at det blev opfanget af mikrofonen og sendt ud gennem højtalerne. Så lod de sig faktisk give sig hen i drømmen og spillede numrene i en lang slipstrøm.

Efter en lille time var det overstået. Stemningen blev slået grundigt an fra starten, men den kulminerede aldrig. Et enkelt ekstranummer blev det til, og som en sidste kommentar til publikum, sagde hun blot: »Get stoned«.

★★★★☆☆

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi:Skriver om støjrock, spirituel jazz, minimalisme og synthpop. Leder efter historierne bag musikken, og kræver at musikere har noget på hjerte, når de stiller sig op på en scene. Har været kulturjournalist og international reporter på Politiken, lavet radiodokumentar for P1 og nyset Jarl Friis Mikkelsen ind i øret.
Fem favoritalbums:
Atlas Sound: Logos
John Cale: Fear
PJ Harvey: Let England Shake
Spleen United: School of Euphoria
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar