Plader

The William Blakes: 1991

The William Blakes har efter en uforholdsmæssig lang pladepause endelig udgivet nyt. De fire år, de har ladet vente på sig, er dem dog hurtigt tilgivet, for det har tydeligvis været tiltrængt, og på 1991, deres syvende plade, får man otte skarpe numre, der langt hen ad vejen sidder lige i skabet.

Siden pladedebuten for ti år siden har man kunne regne med nyt fra The William Blakes hvert år, eller i hvert fald hvert andet. Derfor blev der da også rynket kollektivt på næsen, da der lige pludselig begyndte at gå to, tre, fire år uden en lyd. Men alt godt kommer jo bekendt til den, som venter, og det er mig en fornøjelse at afsløre med det samme, at bandets nyeste skive, 1991, er en vellykket affære.

Allerede på de første toner af det lidt forsigtige, svævende åbningsnummer ”Apparition” kan man fornemme et helt andet roligt og nedtonet tempo, end vi fik serveret på Purple Ball fra 2014, og det klæder bandet. Den der lidt forhastede følelse, man fik på forrige plade, er blevet byttet ud med tyngde og fordybelse og ikke mindst masser af store, fede klaverakkorder a la Elton John og Beach Boys. Og det er muligvis så nemt, så nemt at trække tråde tilbage til især Sir John, så snart der er et klaver involveret, men med numre som ”Something Missing”, singlen ”Turn Us into Them” og”Make It Big” er det svært at gøre andet.

Når jeg hiver disse tre numre frem, så er det fordi, at det er dem, der fungerer allerbedst, og når det fungerer allerbedst for The William Blakes, så har de potentiale ud over landets grænser, i hvert fald musikalsk. Men når det så er sagt, så er alle tre sange, og pladen som en helhed, ikke nogen let tilgængelig omgang og kræver forholdsmæssigt, måske overraskende, mange lyt, før den virkelig begynder at give afkast. ”Something Missing”, med sit langsomme tempo og tunge klaver, virker umiddelbart ikke sådan specielt nyskabende, men jo mere man lytter til nummeret, jo mere begynder man at sætte pris på de små detaljer; det afdæmpede kor i baggrunden, det ørehængende omkvæd, og så, til sidst, stikker de af med en aparte outro i skævt tempo, hvor guitaren får lov at vrænge, hornene blæse og trommerne galoppere – en ret speciel slutning, der formår at give nummeret endnu et forfriskende tvist.

Samme tunge klarverstil køres på ”Make It Big”, der er lidt tungere i optrækket end ”Something Missing” og ikke så varierende i detaljen, men hele herligheden reddes simpelthen af et omkvæd, der er helt umuligt ikke at skråle med på. »If you wanna make it biiiiig nooooow« synger forsanger Kristian Leth og hamrer på tangenterne med liv og sjæl, og selvom det er simpelt, og jeg muligvis ikke helt forstår, hvad teksten præcist handler om (noget om at slå igennem og blive kendt må man formode), så fungerer det fremragende. ”Turn Us into Them” er som nævnt blevet udgivet som single, og den er da også mere tilgængelig ved første lyt end de to andre klaverbaskere. Med sin charmerende Beach Boys-stemning på verset og tunge bas og dystre orgel på et omkvæd, der som en mørk nat slår armene om dystopiske tekster om mistro mennesker i mellem, er nummeret meget svært ikke at holde af. Leth er ikke jordens mest fantastiske sanger, men især på de her tre sange, hvor sang skal akkompagnere klaver og ikke omvendt, fungerer hans stemme umådelig godt.

Man skulle være et skarn, hvis man ikke nåede at få nævnt den yderst dansevenlige ”Gone”, der dukker op som en lidt uventet overraskelse som nummer syv ud af kun otte numre. Med funk og disco og ja, mere klaver, sender The William Blakes deres lyttere direkte ud på dansegulvet, og når Leth synger »I feel it in me/ It’s like the start of a fight« og klaver, bas og percussion smelter sammen til en rytme, der er meget svær at modstå, kan jeg mærke den elektriske stemning, han synger om. Det er fedt.

Der kunne siges mange flere kloge ting om de resterende numre. Det synes, at hver sang har sin egen lille detalje, der gør nummeret interessant. Det skulle da lige være bortset pladens sidste nummer, ”Come Back”, der i stedet for at være den storladne finale, som nummeret helt sikkert er tænkt som, desværre kommer til at fremstå ret kedelig og uinspireret, med for meget patos i stemmen på koret og for lidt kant sådan helt generelt. Trods det, er 1991 en glimrende plade, man får meget ud af at dykke ned i, men der skal mange dyk til — frem med snorklen.

★★★★★☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible
Interpol: Turn On The Bright Lights
Placebo: Without You I'm Nothing
Massive Attack: Mezzanine
The Cure: Disintegration

Skriv et svar

boeger