Plader

Bibio: Ribbons

Ribbons er et konglomerat af folk, ambient og pop. Det stikker i ret så interessante retninger, og selvom albummet måske rummer lidt for mange sange end hvad godt er, så er der for den nysgerrige lytter klart noget at se frem til.

Bibio aka. Stephen James Wilkinson er for mig et helt nyt bekendtskab. Efter en hurtig søgning på internettet, så kan jeg hurtigt konkludere, at det ikke er fordi manden lige er begyndt at lave musik. Hans første album kom allerede i 2005, og siden da er det blevet til en ret så betydelig produktion på 9 fuldlængde albums. Nu er jeg så blevet udsat for hans tiende af slagsen – Ribbons.

Jeg har et helt særligt forhold til folk-genren. For mig balancerer den på en knivsæg og er konstant i stor fare for at falde ned på den forkerte side af det interessante balancepunkt. Når folk får kant, inderlighed, mystik og melodi, så er det ofte verdens bedste og mest langtidsholdbare musik. Men bliver det for gammeldags, traditionelt og for oppustet, så kan det stik modsat afskrives fra bevidstheden på nul komma fem.  Det paradoksale er dog, at med folk er det nogle gange det simpleste og mest barberede, der er det bedste, og nogle gange skal det krydres godt og grundigt med andre elementer for at fastholde saft og kraft.

Jeg kan lige så godt starte ud med at sige, at hvad saft og kraft angår, så er en god del af det tilstede på Ribbons. Bibio har formået at lave et interessant sammensurium af poppet folk med en god del strygere som kraftfuld, om end dog traditionelt virkemiddel, samtidig med at elektroniske elementer som synth, keyboard og diverse trækker en hinde af modernitet ned over foretagendet. Og det er denne balanceren mellem detaljegraden i lydbilledet, der gør det vanskeligt at putte et præcist mærkat på Ribbons. Bibios forsøg på at være alle elementer af ovenstående hele pladen igennem, gør det også svært at give en topkarakter, men niveauet er højt.

De to første numre på pladen ”Beret Girl” og ”The Art of Living” maler hurtigt et meget varmt og lettere muntert udtryk. Den akustiske guitar og  Wilkinsons  stemme er varm og nærværende. På sidstnævnte nummer bliver denne folket herlighed spædet op med en fremstående, men ikke anmassende, rumfilmslydende orgel. Sammen med den effektfulde og funkede bas, vækker det minder om Genesis efter et par år uden Peter Gabriel.

På nummeret ”Before” er der reelt tale om et afdæmpet funknummer. Det er ikke svulstigt, men rummer funkens sensuelle energi. ”Old Graffiti” er i sammen funkede og sensuelle boldgade, om end lidt mere elektronisk med den tydelige brug af keybord. Wilkinsons stemme passer utrolig godt til denne stemning, hvilket gør det lidt mærkværdigt, at numrene i denne stil ikke er flere, end tilfældet er.

Det, der til gengæld er lidt mere af, er de numre, der trækker på det traditionelle. Med numre som ”Curls”, ”Watch The Flies”, ”Ode To Nuthatch” og “Patchouli May” er der gedigen folket strygerinstrumentering, der momentvis lige bliver en kende høstbals-agtigt. Helheden reddes dog ofte i mål med en behagelig og lettere knitrende og lo-fi tilgang til guitarens klang. Derudover er Wilkinsons stemme utrolig konsistent og dygtig, og den er mixet helt rigtigt i forhold til resten af lydbilledet.

”It´s Your Bones”, ”Frankincense And Coal” og “Under A Lone Ash” er mere drømmende og tendenserer til genren acid-folk, dog mest af alt på “Frankincense And Coal”, hvor sidste halvdel af nummeret trækker små veksler på legender som The Incredible Stringband og Comus. For at pladen havde fået mere bid og kant, ville jeg gerne have hørt mere til de tendenser, som eksisterer, når Bibio bliver mindre melodisk. Samtidig er den knitrende lyd i pladens mix med til at farve de mere traditionelle stykker lidt mere moderne om man vil.

Ribbons er et rigtig dygtigt udført stykke moderne folk. Wilkinson kan virkelig noget med stemninger, og han har klart hentet stor inspiration hos mange af sine landsmænd og kvinder, engelske folkemusikere i diverse konstellationer, som har skabt noget af det mest interessante folkemusik.  I flæng kan der nævnes engleske Fairport Convention, Steeleye Span, John Renbourn og Irske Mushroom. Til tider ville det dog have klædt Bibio-projektet mere, at skrue noget ned for strygerpassagerne og op for de mere poppede knitrende tendenser, som der er på de numre, der har keybord og orgel. Alt i alt er der dog tale om et originalt og dygtigt bidrag til den engelske tradition for smuk folk og rurale lydbilleder.

★★★★☆☆

Leave a Reply