Plader

Blue Foundation: Silent Dream (Instrumentals & Beats)

Den danske duo Blue Foundation har på deres seneste plade, Silent Dream, bevidst valgt at gøre op med fortidens elektroniske drømmepop. Det er der kommet en udmærket skæring ud af, som byder på interessante, men også til tider lidt for usammenhængende, eksperimenter.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Lad os bare slå fast med det samme, at Blue Foundation er meget mere en ‘den der sang fra Twillight’. Ikke fordi der er brug for det; med et bagkatalog der efterhånden tæller seks studiealbums samt et hav af singler, EP’er og sideprojekter, kan man spørge sig selv, om en dansk duo som denne, sin internationale succes til trods, virkelig har brug for at bevise noget. Alligevel er det den følelse, man sidder tilbage med, efter man har hørt deres netop udkomne album, Silent Dream, der med undertitlen, Instrumentals & Beats, konnoterer noget ikke bare eksperimenterende men også ufærdigt – noget, man har fundet på gulvet i lydstudiet og besluttet sig for at udgive i mangel på noget bedre – hvilket godt kan give lytteren en lille bitte smule koldsved. Men de betænkeligheder bliver heldigvis gjort til skamme — Silent Dream er langt fra den strukturerede drømmeverden, man er vandt til fra Blue Foundations side, og det vil nogen sikret begræde, men ikke undertegnede, tværtimod.

Det er nemt at lade sig narre af pladens første halvdel; åbningsnummeret, “Heroin”, med sine tiltagende synthesizers og omfavnende larm, føles som en forholdsvis traditionel albumåbner, skabt til at løfte de efterfølgende par numre frem i lyset. Men man skal tages albummets undertitel, Instrumentals & Beats, alvorligt, for der er ikke megen rød tråd at finde, hvis man kigger på albummet som helhed. Det er mere beats end noget andet, og selvom der dog optræder sang på enkelte af numrene, er valget af undertitel egentlig passende nok, som til den sømløse overgang, der findes mellem albummets andet og tredje nummer, ”Silent Dream/Hit Me Now” og ”Shadow”, hvor vi finder den eneste smule sammenhæng, der er at finde på pladens i alt ni numre. Resten står alene, kun hjulpet på vej af sangerinden fra Drop The Gun aka Sara Savery, hvis smukke, næsten sfæriske stemme optræder i små, samplede bider og formår at skabe en eller anden musikalsk kohærens. Det er måske i virkeligheden præcis det, der giver lytteren en falsk form for tryghed på netop ”Silent Dream/Hit Me Now” og ”Shadow”. Hvor den ene giver slip i et hav klokker og et tiltagende beat, der stiger op fra undergrunden, tager den anden fat, og sender lytteren ud i et elektronisk kredsløb, hvor tusinder af små lydfragmenter mødes i skøn forening; det er dance, men det er egentlig lidt for poetisk til at danse til, og det fungerer vanvittigt godt.

Men så kommer singlen og fjerde nummer på pladen, ”Where the End Begins”, skrevet sammen med den luxembourgske kunster Sun Glitters, som trækker stemningen i en helt anden retning; tempoet skrues helt i bund, slæbes bevidst hen ad jorden, så et helt simpelt trommebeat kan få lov at piske nummerets drømmende lyde videre, mens en forvrænget stemme messer uforståelige ord i baggrunden. Halvvejs inde i nummeret træder baggrundens repeterende synthesizerbeat frem, og alt andet glider i baggrunden; tempoet tiltager igen og man bliver kærligt indlemmet i en helt anden blød og poetisk verden. Her er der for alvor dømt fri leg for de kreative kræfter.

Når man eksperimenterer så meget, som Blue Foundation nu gør på den her plade, så er der selvfølgelig nogle eksperimenter, der fungerer bedre end andre; ”Pige” synes aldrig rigtig at komme i gang, og det er til trods for en ivrig Federico Ughi (The Cinematic Orchestra) på trommer og en lettere chiptune-inspireret stemning. ”Hrönn”, der med sin position midt på pladen agerer ventil efter den eksploderende ”Where the End Begins”, får med sine strygere og spinkle klaver trukket stemningen så lang ned og ud i chill-out zonen, at den ellers fremragende ”Drifted”, også med Drop the Gun på fragmenteret vokal, har lidt svært ved at hive lytteren tilbage. Men i disse disruption-tider kan det anbefales bare at smide pladen på shuffle, og så kan kan lytteren blot træde ind i hver af de auditive rum ganske tilfældigt, og med god samvittighed glemme alt om sammenhæng.

Den eksperimenterende kant klæder virkelig Blue Foundation. Silent Dream er for fragmenteret og for skæv til at have kørende blidt i baggrunden, men samtidig for mondæn til at kræve hele lytterens fulde opmærksomhed på den der Aphex Twin-irriterende måde (tilgiv mig, Richard). Det er dristigt, drømmende og dragende.

★★★★★☆

Leave a Reply