Plader

bob hund: 0-100

Skrevet af Jens Trapp

“Immun mot magi kan du aldrig någonsin bli” synger bob hund på deres spritnye album, der placerer sig solidt på listen over albums med det 29 år gamle svenske band. Det er svært at være immun overfor den smittende og livsbekræftende magi der ligger i rillerne på albummet 0-100.

Der er noget umiddelbart livsbekræftende og befriende over bob hunds nye album 0-100. Det sprudler nærmest af en varm energi, der ligger på lur i hver eneste af albummets 10 skæringer, klar til at kaste sig op og ud i livets vildt snurrende karrusel. Det er så dejligt befriende, at et band med 28 år på bagen stadig kan lyde så virilt, som tilfældet er her. Hørte fornylig at 10-15 minutters daglig inaktivitet, kan holde sindet ungt, og lur mig om ikke Thomas Öberg og resten af bob hund dyrker denne praksis, for de fremstår næsten som et evigt ungt band, med deres afvekslende melodier og sange, hvor der hele tiden er snurrige vinkler og melodiske finesser på spil. Ikke at det er voldsomt komplekst, der er bare de her virkeligt godt tænkte passager og variationer i materialet, der peger på den kreativitet og frigjorthed fra alderens alvor, som man også oplever i det faktum, at der i forlystelsesparken Liseberg i Göteborg findes en bob hund-forlystelsespark. En forlystelsespark i en forlystelsespark, kreeret af bandet selv. De har også sat en opera op og i 2013 solgte de alle deres instrumenter helt ned til plektre og trommestikker og spillede herefter kun koncerter på instrumenter, som de bad deres fans om at medbringe til koncerterne. Selv rejste de rundt med bare håndbagage. Det kunne man få syn for på hedengangne Jazzhouse tilbage i 2015. Nåja og så lancerede bob hund en øl i samarbejde med Mikkeller, nemlig øllen ’Dansa efter min lakritspIPA’ – en øl med lakridspibesmag opkaldt efter deres navnkundige nummer og efter sigende brygget med lakrids fra verdens dyreste lakridspibe (som i øvrigt kan købes på bandets hjemmeside) og sådan går det slag i slag derudaf.

Well, nærværende album, nummer ni i rækken af studiealbums, åbner med titelnummeret ”0-100” en sang om penge. Svart vita pengar. »Penge i madrasser, penge under senge, penge som fortrænger, penge som forlænger, penge penge peng peng penge« som Öberg synger på det catchy nummer. Først giver du dine sidste slanter til dem der allerede har for meget, og de næste giver du til dem, der har for lidt. Der er en flabet punket energi over især råbekoret Whoohoohoo og der både fløjtes og whammes med guitaren. Dyrk også C-stykket og optakten til det, med det finurlige guitaranslag. Det er herlig kalas. På ”Enhörning med 2 horn” er det den distinkte rytme der falder i ørerne, på en sang om at blive forelsket og danse rundt af glæde. Igen er der råbekor med: ett, två og så kan man have det som mig; jeg finder nogle af de skånske ord mildest talt uimodståelige. For fa’en der er noget elegant over det sprog. Enhörning er et af de ord der bare lyder sindssygt godt på skånsk. På næste nummer er det ordet människor (mennesker), arhmen det er så pokkers smukt, at det er lige til at tude over. Öbergs intonation og stemme løfter det hele op i en højere potens. »Vi är såå lyckliga som bara olyckliga människor kan bli«. Alene åbningen på det nummer! Det kan godt siges og synges på dansk: Livet starter med et skrig, men hør det lige på svenska: »Livet börjar med ett skrik/vår kärlek helt unik«. Smag på det. En på samme tid sørgelig sang med et muntert twist, såvel som en munter sang om noget sørgeligt. Det er det, der er bob hunds styrke, sammen med alt det finurligt musikalske. Denne evne til at lege med sproget og ramme nogle dybe lag, samtidig med at det på overfladen kan lyde banalt. ”Mange bollar i elden” er en upbeat sag, som en anden Håkan Hellstrøm, men med et dejligt skævt omkvæd og C-stykke.»Jag vil göra mitt bäste, men hvad er mitt bäste/ Jag vil hjälpa min nästa, men hvem er min nästa« som det lakonisk hedder i sangen, igen med denne sproglige finesse.

”Impopulärmusik” starter med et cha cha cha-agtigt klukkende beat og ordene: »Jag skal dansa, så att murane faller/ kärlekhet skal sitre…« i sangen om ’upopulær-musikken´. Numrene fortsætter ned gennem albummet med opfindsomhed og afveksling. »Du er förväntansfull, jag er bare full« på den elektronisk boppede ”Så glad 1 gång”. ”Fallfrukt” er umanerlig smuk med sine fine guitarfigurer: »Fallfrukter i skallen, en helt ny ide«. Lidt corny cowboy country stemning er der også blevet plads til, med den let dystopiske sang ”Mamma, din jord”, hvor de syngende guitarer i omkvædet understreger stemningen. ”Om du gillar oss” er pladens svageste, ret ligegyldige nummer, før der lukkes med en (muligvis fake) liveindspilning af ”Vårt lilla hörn av er värld” som heller ikke tilføjer så meget mere til pladen.

Alt i alt står vi dog med et stærkt album i rækken af bob hund-udgivelser, betydeligt mere gennemproduceret end de tidlige albums, på godt og ondt, nøjagtig som også det forrige, måske nok lidt mere forglemmelige, Dödliga klassiker var det. Det er godt gøet af gadekrydset bob hund. Jeg glæder mig overordentlig til at opleve dem live med numrene på VEGA til efteråret. Vist nok med egne instrumenter igen.

★★★★½☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Björk: Debut
Janis Joplin: Pearl
Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + alt det andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Patti Smith Easter og Horses
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Talking Heads: Remain in Light
Thomas Dybdahl: October trilogy
Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage m.fl.
Kate Bush: The Kick Inside
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
Nelson Can: Now Is Your Time to Deliver
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc

Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile (sic)
Jojo

Skriv et svar