Plader

Fennesz: Agora

Skrevet af Joakim Dalmar

“Agora” er en organisk, omgående oplevelse, bestående af tykke lag drone-strygere og melankolske lydlandskaber, der tager form af trance-baserede momenter, som skaber en ekstra intens helhedsoplevelse.

Østrigske guitarist, Christian Fennesz, er en rutineret herre i spillet. Siden 1995 har han eksperimenteret på guitar og skabt disse omgivende universer, der har taget form af netop denne elektro-akustiske, ambient stil, som specielt kan høres på dette nye album.

Agora er en af de albums, der skaber en tryg ramme for lytteren. Man bliver hurtigt introduceret til albummets intensitet og dets fortælling, med dets lettere intimiderende udtryk, det giver fra start, hvor støjen bygger op i takt med de meget nærværende strygere, som sætter rammerne for albummet. Selv om de fire lydspor, på en længde af de cirka 10 minutter, kan virke en anelse langtrukne, sker der i virkeligheden en del harmoniske træk.

Man skal ikke forvente nogen form for overraskelsesmomenter, udover at alle lydspor har sine unikke, tilbagelæggende guitarfraser, der understøttes af de tunge drone-lyde. Hvis man er til det mere underlæggene musik, der ikke tager form af dominerende melodier, er dette album det helt rette for dig. Specielt i rushhour-momentet, eller i happyhour-momentet. De momenter, hvor man mindst tænker, at man har brug for musikken. Alle mennesker kunne i virkeligheden bruge dette introverte, stille og behagelige stykke musik til at overkomme den travle hverdag.

Når man først lytter til det første nummer “In My Room”, kan man blive intimideret af stilheden – den manglende opløft af melodi af en sort.
Fennesz har ikke nogen intention om at levere det på fad. Kun brandvarme guitar-fraser skal der til – og selvfølgelig den forvrængede, skudt-helt-ud-i-vejret støj fra den. Intet opmærksomhedskrævende støj, men den betyder alting for intensiteten af albummet. Den skaber variaton, dynamik og fastholder fortællingens struktur.

Det kan være svært at finde hoved og hale i dette femogfyrre minutter lange udspil – på sidste lydspor, “We Trigger the Sun”, der skiller sig mest ud med sine trommer, som man i realiteten ikke har hørt så meget af på albummet. Det dukker op hist og her med perkussion, der bliver drænet af resten af mixet, men som alligevel kan høre lever sit eget liv et sted i dette lydlandskab – specielt på “Rainfall” mærkes det. Trommerne på “We Trigger the Sun” er så storslåede og essentielle for albummets afrunding, hvor de hen mod slutningen af lydsporet for alvor kan høres. Det er så vigtigt for albummet og dets unikke udtryk.

Hele vejen gennem albummet har man ventet en smule på, at der skulle ske en form for udvikling eller dominans – eller det er måske sådan man føler de første gange man lige giver pladen et lyt. Albummet går dog i den stik modsatte retning og det giver ekstra god mening, når du lader musikken gå i samme retning som dig. Det er netop det vigtigste ved oplevelsen. At man kan leve ind i det moment man står i, og lade musikken komplimentere det. Dét er hvad albummet gør ved en – hjælper dig videre i hverdagens traumer.

Den røde tråd gennem albummet er der, men det kan dog også gå hen og flade lidt ud. Det gør, hvad det skal, men man kan også godt føle sig lidt tabt i det store arrangement nogle gang. Agora skal dog ikke snydes for ros – for det kan varmt anbefales. Det gør, hvad den skal. I det her tilfælde må man bare indse, at Agora ikke er et forsøg på at skabe hverken radio- eller filmmusik. Det her album er til den sarte, den stressede eller bare den, som har brug for at ligge ned. Det passer alt for godt ind i hverdagens strabadser og til hver persons forskellige dagligdag og jeg håber personligt, at vi i fremtiden som mennesker lærer at udnytte os af denne form for musikterapi.

★★★★★☆

Skriv et svar