Koncerter

John Grant, 30.05.19, Heartland, Kværndrup

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Signe Palsøe

Grant og band viste sig fra deres mest udadvendte side med humoristisk overskud og lifligt lokkende electropop. I så godt selskab var det tilgiveligt, at setlisten måske ikke sad helt i skabet.

»There are children who have cancer,« crooner John Grant på andet nummer i sin Heartland-optræden, “Black Pressure, Grey Tickles” fra 2015-pladen af samme navn. Samtidig sætter han flueben ved de tre velnok største aktiver, som netop hans musik kan bryste sig af: Tjek til begsort humor. Tjek til fraseringer, der ubesværet danser sig gennem oktaverne. Tjek til en popmelodi med schwung, der sidder fast i hjernebakken, vel efter de tre minutters spilletid er rindet ud.

På Grants’ seneste udspil, sidste års Love Is Magic, skal man spejde rigeligt langt efter ovenstående attraktioner. Grant har på sine tre plader siden 2010-debuten Queen of Denmark bevæget sig dybere og dybere ind i elektronisk territorium, og hvad Love Is Magic besidder i anmassende retrosynth og skarpe electrobeats, savner pladen desværre en kende, når det kommer til gedigent sangskriverhåndværk.

Heldigvis savner John Grant intet, når det kommer til håndværket at fastholde et livepublikum. »Skal vi morgenbolle? Nej, ikke endnu.« Grant staccatoer sig drilsk gennem en henvendelse til sin guitarist Petur Hallgrimsson, der forstår vores »weird language« her i Danmark og tydeligvis har lært Grant en nyttig vending eller to. Hallgrimsson får dog ikke mange øjeblikke til at svare for sig, for snart er koncerten hvirvlet videre i den dansable “Preppy Boy”, som flyder over af dristige koklokke-moves og skydespilssynth. Pew pew.

Ja, Love Is Magic bærer aftenens setliste, men selv for en ignorant som undertegnede er det nu ikke spor skidt. Grant og band viser deres mest udadvendte side i de pågående numre og sender behændigt os på plænen fra eftermiddagen og over i aftentimerne. Nuvel, vi kunne måske nok undvære et indslag som den teatralske og karikerede “Metamorphosis”, hvor Grants sædvanlige charme tipper faretruende mod hysteri. Ikke mindst fordi Grant snart gør opmærksom på, at den korte setliste jo i stedet kan indeholde stjernenumre som sing along-popperlen “GMF” og den bombastisk opbyggende klaverballade “Queen of Denmark”. De 50 minutter i Grants’ selskab er ikke desto mindre en fornem opvisning i, hvordan man med sprudlende overskud presser et alsidigt bagkatalog i et hektisk festivalformat.

★★★★½☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar