Koncerter

Molly Nilsson, 24.05.19, Lille Vega, København

Foto: PR

Helt alene på scenen lagde Molly Nilsson grundstenen til et ensomt drama. Hun forløste det bare ikke.

Molly Nilsson besidder et stort mod.

Det var en stort set tom scene på Lille Vega, som den svenske synthpop-sangerinde trådte ind på. I midten af scenen stod der et stativ med en mikrofon. Ude i siden stod der en lille Pioneer-afspiller. Molly Nilsson gik ind, satte sit USB-stik i afspilleren, trykkede play og begyndte at danse forsigtigt, inden hun sang.

Sådan optrådte hun for det næsten fylde spillested den næste gode times tid. Musikken spillede sig selv, og hun stod helt alene på scenen. Ingen instrumenter at gemme sig bag. Ingen andre musikere at lede opmærksomheden hen mod. Nej, her fik hun lov til at vise dramaet i at være helt alene med hele rummets opmærksomhed rettet mod hende, musikken, hendes ord og hendes bevægelser.

Hun skiftevis sang, dansede og snakkede mellem numrene om Europa-parlamentsvalg, generthed, kapitalisme, og at verden fortjener bedre.

Inden hun spillede sangen ”Your Shyness” fra hendes seneste album 2020, der udkom sidste år, opfordrede hun folk til at gøre noget, der virker skræmmende. Derfor stod hun alene på oppe scenen, sagde hun.

I starten af koncerten virkede det her setup godt. Det var befriende, at hun kunne kommentere på sangene undervejs og sige ting som: »Here comes the good part«. Hun kunne sludre med publikum mellem numrene. Hun kunne danse, når synthakkorderne og -melodierne fyldte pauserne ud i hendes sang.

Det lilla lys på scenen farvede musikken i dens romantiske, lidt længselsfulde og stadig euforiske stemning. Det skabte en stemning af, at vi fejrede livet samtidig med, at hun stod deroppe alene. Ensomheden, mens der er en masse glade folk omkring en, er en ensomhed, jeg i hvert fald selv kender.

Det var ikke bare livet, der blev fejret. Molly Nilsson havde en masse at fejre: At det var fredag, at hun har fået sin menstruation, at svenske kvinder fik valgret for 100 år siden, og at vi kan stemme til Europa-parlamentsvalget på søndag. Hurra for det.

Men selvom jeg elskede dette basale drama i den totale neddrosling af popkoncert-formatet, så tabte jeg også hurtigt koncentrationen i løbet koncerten. Molly Nilssons sange er skåret lige efter synthpop-skabelonen, uden at de stikker ud. Det ensomme drama oppe på scenen blev ikke rigtig forløst, og flere gange under koncerten tog jeg mig selv i at savne nogle musikere på scenen. For det er grundlæggende spændende at se, om en gruppe musikere kan få det til at fungere oppe på scenen og sprede det videre til publikum. Bare muligheden for at der kan ske fejl, skaber en spænding hver eneste gang, at en trommestik rammer et skind, eller et plekter rammer en streng. Men den form for spænding forsvandt inde i USB-nøglen, hvor alle lyde var planlagt på forhånd.

Det føltes for statisk og planlagt. Alligevel savnede jeg også, at koncerten var endnu bedre planlagt. Hun tømte hele scenen og satte meget lidt tilbage ind på den: Nogle sange, lidt anekdoter og en portion nervøsitet. Indtrykket jeg gik ud af Vega med, var, at selvom hun viste sit mod, var dette mod ikke nok. Jeg savnede en lidt større fortælling. En sammenhæng mellem sangene. En opbygning, der kunne forløse ensomheden.

★★½☆☆☆

Skriv et svar