Koncerter

Primal Scream, 30.05.19, Heartland, Kværndrup

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Primal Scream måtte arbejde for sagen på regnvåde Heartland, men hev til sidst sejren hjem.

Førstedagen på årets udgave af den idylliske fynske festival Heartland endte med at være en udmattende affære på grund af de lave temperaturer og den mere eller mindre konstant tilbagevendende regn. Det skulle efter sigende være første gang, at det har regnet på festivalen – og det skal nok passe.

Det stoppede dog ikke publikum fra at søge mod festivalens hovedscene, hvor danske navne som Folkeklubben og Tina Dickow havde fået lov til at husere om eftermiddagen inden festivalens første større udenlandske navn gik på i silende regn. Som de garvede rockøgler de er, lagde Primal Scream med ikoniske Bobby Gillespie i front fra land med det evigt træfsikre hit “Movin’ On Up” fra hovedværket Screamadelica.

Skuffelsen var dog tydelig at spore i Bobby Gillespies døde ansigtsudtryk, efter han blev mødt med larmende tavshed, da han i omkvædet rakte mikrofonen triumferende ud mod publikum. Her blev det lige pludselig meget tydeligt, at det skotske orkester var langt fra hjemmebanen på de britiske øer.

Nej, i stedet befandt de sig på en vindblæst og regnvåd fynsk mark foran en broget skare af ældre og yngre nysgerrige festivalgæster. Der var selvfølgelig de inkarnerede superfans, men der var også en stor del af publikum, der kort forinden havde siddet og varmet sig med en intellektuel talk i et af nærliggende telte. Det stod klart, at der skulle arbejdes for sagen.

Og det blev der så. Bobby Gillespie var til lejligheden trukket i et skrigende lyserødt jakkesæt, og selvom han ganske vist ikke just sang skønsang, så groovede han rundt på scenen med den form for selvdød rock’n’roll-swagger, som kun britiske rockstjerner besidder. Sjældent har jeg set en forsanger være så åbenlyst afhængig af publikums respons for at kunne udvise nogen form for følelsesmæssigt udslag.

Igennem solide, men uspektakulære nyere skæringer som “Jailbird” og “Can’t Go Back” virkede det nærmest, som om det krævede for stor anstrengelse af Gillespie overhovedet at komme med et smil eller en anerkendelse af publikum. Men i takt med at publikum fik varmen og vågnede til det britiske dancesyrerock-orkester, kom der anderledes liv i den gamle raver. Pludselig smilede han overlegent, pegede ud mod publikum og råbte uforståelige ting med syngende skotsk accent.

Ironisk nok var regnen værst under det psykedeliske og døsige nummer “Higher Than The Sun” fra Screamadelica, der dog stadig var et formidabelt indslag. Samtidig indledte det en særdeles stærk anden halvdel af koncerten. Kort efter kom den herligt støjende og aggressive “Kill All Hippies”, der blev leveret med masser af kant. Og kort derefter igen blev vi forkælet med “Loaded” i Andrew Weatheralls mix, der er en af 90’ernes mest ikoniske oder til narkotikabrug.

»We wanna be free. And we wanna get loaded!,« lød det fra backingtracket, mens Gillespie dansede omkring på scenen og gejlede publikum op til det, der helt klart var koncertens højdepunkt. Pludselig kunne regn bare være regn – den skulle ikke stå i vejen for, at der skulle danses!

En stor del af rosen skal rettes mod resten af bandet, der leverede rammerne for udskejelserne. Mest iørefaldende var naturligvis guitarist Andrew Innes, der skiftevis serverede hvinende guitarsoli og syrede lydindslag, som sendte tankerne henimod sirener og alarmer. Også trommeslager Darrin Mooney fortjener at blive fremhævet for med kølig ro at holde hele skibet sejlende og levere en stabil fremdrift i numrene med sit taktfaste spil.

Efter et nummer som “Loaded” kunne “Country Girl” og “Rocks” nærmest kun ende med at skuffe en anelse. Især “Rocks” virkede som et skridt i den forkerte retning. Det er god, gammeldags og solid r’n’b i Rolling Stones-stil. Men det er også et nummer, der virker nærmest bagstræberisk, når man tænker på Primal Screams stærke 90’er-plader, der var baseret på et banebrydende mix af elektroniske rave-elementer og bundsolid rock’n’roll, som er totalt fraværende på flere af de nyere plader.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar