Koncerter

Spot Festival 2019: Fredag – del 2

Fufanu. Foto: Tricia Yourkevich

Vi rapporterer fra branchefestivalen SPOT, der er i fuld gang i Aarhus, hvor morgendagens håbefulde musikere giver smagsprøver på deres musikalske kunnen. Læs fredagens sene anmeldelser her.

School of X, Aarhus Congress Center, Main Stage, 18:30
Af Frederik Voss

Rasmus Littauer er tilbage med nyt materiale under sit alias School of X, og det var slet ikke et skuffende gensyn. School of X kan vel bedst beskrives som dyster popmusik, der på forunderlig vis formår at forene en nedtrykkende følelse med en røvfuld energi. Littauer har ikke mistet sin knivskarpe sans for den gode melodi, hvilket fortsat bærer sangene hjem uanset udtrykket på den enkelte sang. Dette er netop denne sans for melodi, der for nyligt har taget ham rundt i Europa på turne med Kimbra.

Der var fornuftigt nok også gjort stor plads til vokalmelodien og de ekstra vokallag, der lå på backingtracks pakket ind i alskens effekter. De tre backingmedlemmer holdt energien og live-følelsen i produktionerne i live med trommehindeudfordrende hårdtslående trommer, sax, synths, samples og bas. Alt dette gav plads til, at Littauer kunne udfolde sig i rollen som den showman han har i sig, når sangene påkrævede det.

På en af de endnu ikke udgivne nye sange fra de kommende minialbum hev Littauer en akustisk guitar frem, mens hans egne vokallag stod omkring ham fra backingtracks– et af koncertens højdepunkter og en lovende reminder om at tjekke det nye materiale ud, når det er klart. Et andet højdepunkt var koncertafslutteren ”Words” fra Faded. Dream., der med sit fængende falset omkvæd stadig efterlader en med en fornemmelse af, at han kan smæde alternativ pop som få andre i Danmark lige nu.

Den eneste grund til denne koncert ikke bliver bedømt bedre, var de gentagende tekniske problemer, der afbrød hele lydbilledet undervejs i koncerten. Det brød desværre indlevelsen i musikken i en ellers glimrende koncert.

★★★★☆☆

Pish, Aarhus Congress Center, Club Stage, 19:30
Af Frederik Voss

Pål Vindenes, kendt fra de norske indiepoppere i Kakkmaddafakka, elsker simpelthen at stå på en scene. Det kan der ikke være nogen tvivl om, efter at han med sit soloprojekt Pish fik sneget sig ind i programmet på Spot med en omgang indiekaraoke, hvor han som DJ havde indtaget en plads bag en pult klædt i en broderet blomsterdug.

Med sine tykke norske accent og en række tåkrummende dansetrin kæmpede han sig igennem en række egentlig ret fede west coast-popsange fra sidste års soloalbum, som jeg tror fans af både Mac DeMarco og Future Islands kunne nyde. Åbningssangen ’Memory’ samt ’Crime’ og ’Woman’ var alle virkelig habile sange. Der var også en afrobeated afstikker i form af den nye single ’Price’, samt et ligegyldigt elektroremix af Kakkmaddafakkas ’Moon Man’, som gjorde koncerten lidt mere ujævn.

Det hele føltes desværre bare lidt billigt. Sangene er lavet til at blive spillet af et bandet. Jeg havde muligvis synes, det havde været et sjovt indslag til en privat fødselsdagsfest, men på en professionel musikfestival forekom det fjollet. Specielt fordi Vindenes vokal ikke i sig selv på nogen måde er interessant eller teknisk nok til at skulle bære et liveshow alene.

Publikum syntes også forvirrede i forhold til hvilken respons ”koncerten” burde afføde. Nogen valgte at grine lidt af det, mens andre reelt gav sig til at danse og have det sjovt i selskab med Pish. Og når alt kommer til alt, var det vel i virkeligheden det, der var meningen. At have det lidt sjovt med musikken. Det var desværre bare sjovere for Pish selv end for det meste af publikum.

★★½☆☆☆

Baby Did A Bad Thing, Klubscenen, Musikhuset, 21:00
Af Lasse Yde Hegnet

Musikhusets labyrint af høje, gule murstensvægge og talrige små scener gjorde sit bedste for at forhindre mig i at ankomme til Klubscenen kl. 21. Her gik Baby Did A Bad Thing nemlig på, og lykkedes fra første anslag med at skabe fornemmelsen af, at vindhekse og præriestøv kom rullende ind i lokalet.

Kvintetten spiller country/folk rock, og gør det sikkert og gennemført. De første to numre støvede og rockede godt, mens de fem musikere havde hele tre guitarer i gang samtidig. Det var god cowboyrock, men det forvandlede sig på tredje nummer, “My Crazy Heart”, hvor det typiske country stryger-element meldte sin ankomst. Ikke fordi strygningen ikke var godt udført – det var det i den grad og yderst opslugende at betragte.

Vokalen er et samspil mellem parret Eline Engholm og Jonas Fjelsted, der komplimenterer hinandens stemmer godt. De skiftedes til at tage teten og bakke hinanden op i fine duetter. Den måde at sætte vokalen i scene på, virkede som koncerten skred frem også mere bæredygtig i udtrykket end den helt rå western rock. Med andre ord stod man med en helt klar fornemmelse af, at bandet har valgt en bevidst vej gennem genren.

Midtvejs kunne bandet proklamere, at alle numre var nye og fra deres kommende debutalbum. Bandet var gode til at komme med bemærkninger til publikum mellem numrene. Nogle bedre end andre, men med et klart humoristisk højdepunkt, da de beskrev temaskiftet mellem to sange som “fra forældresvigt til brudt tillid”.

Efter en halv times tid i et træhus på prærien blev vi sendt ud af døren med en langsom og længselsfuld sang. Som de sagde fra scenen: »Den er langsom, men så varer den også længere«, og for min skyld kunne de godt have spillet endnu mere. Det eneste folk/rockede element man kunne tillade sig at sacne var mundharpen. Men det lyder til at Baby Did A Bad Thing har så meget styr på sin genre at den nok skal være på et nummer et sted.

★★★★½☆

Paper Cranes, Remisen, Godsbanen, 23:00
Af Lasse Yde Hegnet

Det er efterhånden en håndfuld år siden Paper Cranes gjorde opmærksomme på sig selv som en del af Karrierekanonen, og derfor var det med en vis nysgerrighed, at jeg blev lokket til Remisen på Godsbanen sent fredag aften. Paper Cranes skulle lukke scenen, der udelukkende præsenterede acts af Rock the Region – et talentprojekt for midtjyske musikere.

Kvintetten indtog scenen efter pige-duoen Nøia, og oversvømmede den med ledninger til deres computere og elektroniske instrumenter. Men tiden gik og sneg sig op over det annoncerede starttidsunkt. Flere minutter gik og ingen kom på scenen. Endelig kom forsanger Jacob Reimer frem på scenen med det, han selv kaldte »en mærkelig request«, som i al enkelhed gik ud på, at alle i lokalet skulle slukke for dataforbindelsen på deres telefoner, da bandet mente, at det forstyrrede deres lyd. Som sagt så gjort, og små 10 minutter senere kunne kvintettens elektroniske lydunivers endelig indtage lokalet.

Åbneren “Daggers and Omens” lød mere moden og med mere kant, end da den oprindeligt kunne høres tilbage i 2016, men nummerets – og alle numrenes store gennemslagskraft – lå især i Reimers fremføring. De fire instrumentalister stod på række bag ham, fordybet og vuggende i hver deres computerskærm eller effektpanel. Det var en voldsom kontrast til Reimer, der dansede rundt forrest på scenen og var det ekstroverte udtryk. Kontrasten mellem scenens front- og bagende var stor, men udtrykte på samme tid også bandets lyd: for det meste introvert, men samtidig svær at stå stille til.

Tredje nummer, “Rubber Bullets”, havde ligesom “Daggers and Omens” også fået en lydmæssig overhaling, hvor vokalen i indledningen  blev elektronisk manipuleret til noget, der bedst kan beskrives som Darth Vader møder munkekor. Det var ikke nødvendigvis den iørefaldende effekts skyld, men nummeret manglede lidt af den oprindelige længselsfulde følsomhed. Særligt på vokalen, for det instrumentale lød mere afbalanceret og modent end det oprindeligt gjorde.

Kvintetten nåede fire numre grundet koncertens indledende lyd (eller var det wifi?)-problemer, og det var synd, for Paper Cranes var lige ved at blive varme, da de skulle stoppe.

★★★★☆☆

Fufanu, Musikhuset, Rytmisk Scene, 23:15
Af Frederik Voss

Til at lukke den rytmiske scene var Islands mest ekstroverte band blevet hentet ind. De kalder sig selv for techno i rockformat, og det er vel egentlig meget passende. Mere end noget andet var Fufanu bygget op omkring rytme og repetition i en dunkel stemning. Som hvis Kraftwerk var genopstået som et rockband. Distancerende og mekanisk musik med masser af essens.

Frontmanden Kaktus Einarsson leverede den mest interessante stage performance, som jeg oplevede på Spot fredag. I et 70’er-agtigt brunt jakkesæt, guldkæde og en keytar om halsen ville de færreste nok kunne tage sig selv så seriøst, som Kaktus gjorde. Han spillede sin coolness lige til grænsen af arrogancen. Bandets rygrad blev udgjort af en tight trommeslager og Rickenbacker-pumpende bassist, mens bandets fjerde medlem spillede guitar og leverede en indlevende indsats på dobbelt tamburin, der gav mig mindelser om Warren Ellis, der smadrede løs på en hihat med en maracas under Grindermans koncert på Roskilde Festival i 2008. Så meget vilje på et percussion-instrument skal man lede længe efter.

Det var tydeligt, at bandet ikke er uvante på en scene og med tre udgivne albums siden 2015 kan de heller ikke siges at høre til i den mest grønne ende af Spot-programmet. Kaktus nævnte da også kækt, at de havde spillet i Århus for nogle år siden. Og at han overhovedet ikke kunne huske det.

Jeg nød virkelig koncerten, men hvis jeg også skal være lidt kæk, så husker jeg her dagen efter heller ikke enkelte sange eller hooks fra koncerten. Det var mere en stemning, som islændingene nåede at forplante i mig. Den kan jeg til gengæld godt anbefale at opleve, hvis man er til en gang dyster technorock og en spændende frontmand.

★★★★★☆

Leave a Reply