Koncerter

Spot Festival 2019: Lørdag – del 1

Patina. Foto: Tricia Yourkevich

Vi rapporterer fra branchefestivalen SPOT, der er i fuld gang i Aarhus, hvor morgendagens håbefulde musikere giver smagsprøver på deres musikalske kunnen. Læs lørdagens tidlige anmeldelser her.

First Flush, A-scenen, 15:20
Af Frederik Voss

De fire gæve gutter i First Flush spillede en tidlig og velbesøgt koncert som en del af det aarhusianske Limbo Collectives program på A-scenen.

Koncertens første sang var den glimrende “Bare lad dem ligge” fra 2018’s på Undertoner velanmeldte album Spira. Det stod allerede her klart, at bandets udtryk var mindre poleret live. De havde til gengæld et ungdommeligt og mere insisterende udtryk. De fire havde noget på hjerte, og det skulle spilles ud.

Derudover føltes sangene mindre inspireret af folkmusik, da instrumenteringen med elektrisk guitar, akustisk guitar, trommer, bas og autotunede vokaler afstedkom et mere klassisk indierock-udtryk. De fraværende instrumenter såsom violinen på “Laissez-faire” eller blæserne på ”Längtan” savnede man, da bandets særegne udtryk på album føltes formindsket. Dermed ikke sagt at sangene faldt til jorden, da de stadig har både rytmiske og harmoniske kvaliteter.

Personligt har jeg skulle vænne mig til at lytte til de autotunede vokaler, da de fortsat har svært ved at kaste rap-konnotationerne af sig for mit vedkommende. Det var dog lettere for mig at kunne lide live, hvor der var udtryksfulde sangere til at personliggøre de mekaniserede stemmer.

Det gjorde ikke vildt meget, at bandet ikke er super tight, når de lykkedes så godt med at skabe en længselsfuld og følelsesladet musik. De kunne vel nærmest være frontløberne for en revitalisering af en naturromantisk ungdom fanget i et autotunet samfund. First Flush ville mig noget, og det strålede igennem.

★★★★½☆

Patina, Radar, 16:30
Af Lasse Yde Hegnet

Karriekanonen havde besat Radar denne lørdag, og det betød både lange køer og et proppet lille spillested. Men hvis man troede, at der var proppet på gulvet, var det ingenting i forhold til scenen. Selvom Patinas kerne består af Søren Bastrup Bojsen, Gregers Møller Jensen og Mads Skov Hansen, så har de på scenen fire legekammerater med. Det var også nødvendigt, for de tre gutter flyver frem og tilbage mellem deres kompetenceområder – sang, trommer og perkussion.

På intet tidspunkt har jeg en klar fornemmelse af, hvem der har ansvaret for hvad, og jeg kan for den sags skyld heller ikke
høre forskel i forhold til det instrumentale. Det kan jeg til gengæld i forhold til vokalen. Og uden helt at vide hvem der er hvem, så lykkedes det en stemme at irritere mig. Måske fordi den er upoleret. Det giver dog også det første nummer lidt kant, og herefter flyver de rundt igen, så rækkefølgen mellem dem er gået tabt.

Det var et kort, men meget energisk set gruppen fik fyret af. Ikke desto mindre stikker nogle ting klart ud. Særligt det 80’er- og Minds of 99-agtige nummer “Giv Tid og Giv Slip”. Det samme gælder spilleglæden. Hold nu op, hvor lignede Patina et band, der nød at stå på scenen med deres konstante skift og energi, der gjorde, at det lille og tætpakkede spillestid ganske enkelt føltes for lille. Lidt som om scenen ikke var stor nok til at rumme hverken deres spilleglæde eller energi, når de nu skulle være syv mand deroppe.

Og det overskyggede selv musikken og den lyrik, der er blevet omtalt som poetisk. Der synes jeg ikke helt, man er oppe. Man står desuden tilbage med en fornemmelse af, at Patina ikke helt har deres helt særegne udtryk endnu. Men de er en del af Karrierekanonen, og med den energi kan de godt blive kanonkonger.

★★★★☆☆

Søn, Voxhall, 17:30
Af Lasse Yde Hegnet

Voxhall er næsten fyldt, allerede inden Søn går på. Muligheden for at se et band, der blevet udråbt til et landets mest lovende i 2019 kunne mange tilsyneladende ikke stå for.

Fra første færd er sanger Kristoffer Jessen fascinerende at følge på scenen. Hans høje, magre og ranglede krop samt skaldede hoved får ham til at se skrøbelig ud. Hans bevægelser virker urytmiske og småkiksede, men han er umulig ikke at spejde efter. Blikfang i ordets egentlige forstand. Han kommer ind i hvide bukser, blå- og hvidstribet skjorte med meget hvide flipper og herfra slipper man ham ikke med øjnene. Han bruger hele den store scene, og bevæger sig frem og tilbage og fra højre til venstre, mens han synger eller snarere reciteret sine tekster, mens hans bandmedlemmer gør deres for at skabe et rum omkring ham, hvor finurlighederne i teksten og leveringen kan få lov til at leve.

Musikken er blød og 80’er-agtig. Lyden af guitarstrengene glimter, som de slås an enkeltvis. Sådan er  det på “Fem Fingre” og “Dan Bilzerian”, der åbner med en funky basgang inden markante trommer og A-ha’ske synthflader, fælger trop. Nummeret sætter gang i Voxhalls mange kroppe, der begynder at bevæge sig i takt til musikken.

Rødt scenelys på grænsen til det pornografiske følger sangen “Ægte Kærlighed”, hvor afventende og brede synthflader danner baggrund for umelodisk sang. Den er et godt eksempel på det, som Jessen gør godt i sin sangskrivninng. De konkrete billeder og pudsige billeder såsom linjen: »Du er smuk i din Helly Hansen-flis«. Og så referencerne til Instagram og Spotify, der gør, at det hele føles meget tidstypisk. Mens Jessen synger om den kærlighed han oplever, der ikke føles lige så rigtig som den, han har set i filmen “Love Actually”, så tænker jeg på, om den fornemmelse jeg står med, er den samme som dem der så TV-2, da de var helt unge, stod med. At her er et band og en sanger, der formår at indkapsle noget særligt om hvem vi er. Os der lever i Danmark i 2019.

Et af de kompostionsmæssige kneb, som bandet mestrer bedst er breaket. I flere numre snyder de totalt publikum med at stoppe musikken pludseligt, for at sætte i gang få øjeblikke efter. I det afsluttende nummer, smukke “Malmö”, når publikum decideret at starte på sin applaus.

For at være helt på topkarakter, mangler der dog noget melodisk i flere af numrene. Noget man kan synge med på eller noget andet, der kan give publikum medejerskab over numrene på. Måske er det bare et spørgsmål om tid. Ikke desto mindre fik vi en en smuk musikalsk levering af bandet og en fængslende, teatralsk præstation fra Jessen selv.

★★★★★☆

Motorique, Aarhus Congress Center, Main Stage, 18:30
Af Frederik Voss

6-mand høje Motorique leverede en vellydende, nostalgisk hyggefest på kongresscenterets hovedscene med elementer af 70’er funk, disco og 80’er pop. Med en Four-to-the-floor rytme, pumpende dronebas, inciterende congas, vocoder, synths, guitarlicks og den repetitive linje »We want information on you« blev der stille og roligt varmt under fødderne på publikum med sangen “Information”.

Der var plads til flere forskellige dansevenlige genrer og rytmer, og det var altid velspillet og behageligt uden nogensinde at blive decideret ekvilibristisk eller farligt. Frontmand Lennart Dybdals vokal er måske heller ikke den mest mindeværdige eller udtryksfulde bas, omend han synger fint. Jeg kom passende til at tænke på David Byrnes kommentar om dengang Talking Heads var »too black for white radio and too white for black radio«. Det var snildt en kommentar, der kunne være blevet sagt om Motorique, mens øllene for alvor begyndte at flyde for publikum i de tidlige aftentimer.

Jeg synes dog, at forældrefesten manglede de helt skarpe hooks, melodier, der fik sangene til at sætte sig fast som ørehængere. Eller en mere fandenivoldsk festattitude, der for alvor ville have bragt bandet udover scenekanten. Bedst lykkedes det med sangen “Lemmings”, hvis synth-arbejde havde noget skønt Hall and Oatsk over sig og deres lidt ældre hit ”Surfer”, der var i rotation på P6 Beat for en række år siden.

★★★½☆☆

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier når jeg anmelder plader.

Hvis det har nogen interesse derudover er jeg antropolog og bærer tropehjelm så ofte som muligt...

Om skribenten

Frederik Voss

Humanist med over-middelmådige tekniske kompetencer og øl i mundvigen.

Fem favoritalbums:
Mew - And The Glass Handed Kites
My Bloody Valentine - Loveless
Kate Bush - Hounds of Love
Arthur Russell - World of Echo
Sufjan Stevens - The Age of Adz

Skriv et svar