Koncerter

Spot Festival 2019: Lørdag – del 2

Mankind imponerede Undertoners udsendte anmelder ved Spot Festival. Foto: Mankind.

Vi rapporterer fra branchefestivalen SPOT, der er i fuld gang i Aarhus, hvor morgendagens håbefulde musikere giver smagsprøver på deres musikalske kunnen. Læs lørdagens sene anmeldelser her.

Tundra, Den Rå Hal, Godsbanen, 19:00
Af Lasse Yde Hegnet

Tundra er normalt et ord, der giver associationer til et koldt og øde sted langt mod nord. Tundraen forekommer mig ikke som noget rart sted at opholde sig. Men under den frosne overflade bobler jordens indre i form af lavaer og gasser. Det er rygtet om, at bandet Tundra leverer musik og koncerter med samme urkraft, der har lokket mig ind i Den Rå Hal. Kun for at gøre rygterne til skamme – for Tundra er næsten en urkraft i sig selv.

Ført an af forsanger Sofie Trolles ustoppelige stemme og imponerende scenetilstedeværelse mobiliserede bandet sit publikum. I starten sad alle ned oppe foran og lyttede til musikken, mens musikerne på scenen gav prøver på deres evner på henholdsvis klaver, trommer, bas og  guitarer. Flere gange til spontane applauser efter særlige instrumental-stykker. Lidt overset var indsatsen fra Thorbjørn Lervig på trommerne, men specielt pianist Nikolaj Svaneborg fik anerkendelse undervejs. Blandt andet på nummeret “Nature”, der også blev første eksempel på at Tundra og særligt Trolle mestrer kunsten at skabe synergi mellem band og publikum.

Det gælder både i forhold til at kunne tale mellem numrene uden at alle står og finder det en smule akavet samt at kunne engagere publikum i numrene med fællessang og dans. Selv med en meget politisk indledning til “Finding My Religion”. Efter et par numre opfordrede Trolle til bevægelse, og da det ikke var nok for hende, at folk stadig sad, bad hun direkte folk om at stå op og komme tæt på. De adlød, for hvem turde dog sige nej til den stemme? Og hvad er det så med den stemme? Der fattes jeg desværre teknisk sprog, men der er så meget kraft i den, at selv når hun gav prøver på sine indianerlignende skrig uden mikrofonen, så var volumen den samme, som når hun sang ind i mikrofonen.

Lyduniverset i Tundra er også klarest defineret i Trolles stemme, der har noget oprindeligt over sig. Noget indiansk eller måske højnordisk. Noget hun forsøgte at trække folk med på i afslutningsnummeret “Swanlake”, hvor alle også publikum sang med på sangens melodiske hook.

Hvad man end kunne ønske sig af en koncert udi musikalsk håndværk og scenetilstedeværelse, leverede Tundra det lørdag aften.

★★★★★☆

Shikoswe, Atlas, 19:45
Af Frederik Voss

Norske Nora Shikoswe Hougsnæs luftede lørdag aften sine dreampop-sange for Atlas. I højere grad end nogen anden koncert jeg oplevede i løbet af festivalen, afhang koncertens succes af hvorvidt, man var interesseret i ét musikalsk element: Skihoswes vokal. Hun havde egentlig medbragt fire backingmusikere, men de gjorde meget lidt væsen af sig musikalsk såvel som med deres performance.

Det var minimalistiske indiesange svøbt i chorus-guitarer, der typisk havde det fint med at alternere mellem to akkorder som på f.eks. ”Tiger Eyes”. De tilbageholdne, beskedne kompositioner gav netop plads til vokalen og dens melodi, der var koncertens alfa-omega. Beach House er referencen, der synes lige til højrebenet. Et band der på samme måde kan forekomme utroligt ensformige, men også unægteligt stilrene i deres udtryk.

Personligt lod jeg mig heldigvis gribe af Shikoswes vokal. Hun har en stemme, jeg tror har potentiale til en international karriere. Den havde en luftighed og skrøbelighed over sig, som var betagende og rørende. Jeg følte mig inviteret ind i hendes indre. Ikke alle sangene havde lige stærke melodier, men der var ingen tvivl om på tværs af koncerten, at hun har dem i sig. Nu skal der bare skrives flere gode sange.

★★★★☆☆

Pet the Camel, Kabinettet, Godsbanen, 22:30
Af Lasse Yde Hegnet

Spot er en festival, hvor man tager chancer og forlader sig på anbefalinger og omtaler. På den baggrund lugtede Pet the Camel af fest i et spændingsfelt mellem Daft Punk og Bruno Mars. Det var jeg tydeligvis ikke den eneste der tænkte, og den lille scene Kabinettet på Godsbanen var pakket som en tønde sild, mens stadig flere forsøgte at komme ind, da koncerten gik i gang.

I en mørkblomstret blazer indledte sangeren et sæt, der var mere Erann DD og Thomas Helmig end Daft Punk. Det var med andre ord en ordentlig gang upasteuriseret fløde, der blev hældt ud over det proppede lokale. Og det blev desværre hurtigt tydeligt, at det virkelig ikke var det, mange var kommet for, da lokalet i løbet af koncerten blev halvvejs affolket.

Det virkede heldigvis ikke til at påvirke bandet, der ufortrødent spillede videre og havde en fest med dem, der havde lyst til musikken som emmede af start 90’erne. De der var klar på det, var der nemlig også. Så meget at nogle nærmest kravlede op på scenen og forsøgte at synge duet med sangeren, og til sidst var der svinginger nok i folk, så den lille tribune føltes som en trampolin.

Pet The Camel havde nemlig styr på, hvad de spillede. Guitaristen havde flere gode momenter med sine soloer, på de funkede riffs og særligt på de dele, hvor han kun spillede fra g-strengen og ned. Det eneste bandet manglede for kamme helt over var en fræk saxofon. Så havde der ikke været et øje tørt eller en rød lampe slukket.

Ikke desto mindre gik jeg derfra med følelsen af, at det havde været bedre til en dansktop-fest end til Spot. Desuden er enhver koncert et møde mellem orkester og publikum, og selvom man spiller udemærket, så må man ikke se halvdelen af sit publikum udvandre i løbet af en koncert. Så er der et eller andet galt.

★★½☆☆☆

Mankind, Atlas, 22:45
Af Frederik Voss

Endnu et band på Atlas og endnu en fantastisk vokalist. Stockholmske Mankind markerede en fuld plade min skandinaviske Spot-bingo med et ægte rock’n’roll show med tilhørende don’t give a fuck-atttitude. Bandet har vidst for nyligt mistet bassisten, som jeg forstod det. Fuck det. Var den overhovedet nødvendig? Rockmusikken har altid virket som et glimrende afløb for energi for apatiske unge mennesker, hvilket i høj grad også var tilfældet for de resterende tre medlemmer af Mankind klædt i sort fra top til tå.

Efter to sange havde forsanger Athur Onion allerede forladt scenen og gjort sig familiær med publikum – efter han havde hældt en halv øl i det fine, sortkrøllede hår på guitaristen Alex Ceci. Bare lige for at sætte lidt gang i løjerne. Og således var attituden etableret, men hvad med musikken?

Mankind skriver catchy rockperler med masser af energi såsom ”Blood, Sugar” og ”My Luck Will Change”, der er båret frem af vokalen, som ikke ligger langt fra Julian Casablancas. Et par af deres sange skulle sågar være produceret af Gordon Raphael, der netop har arbejdet med The Strokes. De har dog også et langsommere – og hvad de kaldte deres hyggelige – modus i form af »en jävla deprimerande popsång om döden« med titlen ”Ghost”. Jeg synes egentlig, de ramte plet med alt de forsøgte musikalsk. Og så er de bare glimrende sammenspillede.

Der er absolut intet nyskabende eller grænsesøgende ved Mankind. De er bare et charmerende rockband, der skriver nogle fede sange. Og tak gudskelov for det. Se dem live, hvis du får muligheden.

★★★★★☆

Leave a Reply