Plader

Turquoise Sun: Sunesthesia

Aarhusianske Turquoise Sun har med deres debutplade lagt i ovnen til et poppet sommersoundtrack bestående af lige dele munterhed, synth og guitar. Det er mere poppet end psykedelisk, hvilket dogmatiske psychfans måske ikke vil finde forløsning i, men et bredere publikum vil ganske sikkert.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Fredag d. 12. april udgav aarhusianske Turquoise Sun deres debutalbum Sunesthesia. Helt tilbage i 2015 diskede de unge herrer op med en EP, som først nu er fuldt op af en langspiller. 11 numre er der presset ned i rillerne; det klassiske albumformat er heldigvis ikke blevet helt glemt i disse digitale tider. Om det er bevidst, skal jeg ikke kunne udtale mig om, da det hele seks mand store orkester omtaler sig selv som et psychrock band, men selvom denne genre ikke i sig selv er tilbageskuende, kan det tænkes, at der er lidt gode lærepenge med fra svundne tider.

Bandet har efter pressemeddelelsens udsagn brugt tiden mellem 2015 til i dag konstruktivt, og »fundet helt ind til sin egen lyd, med en blanding af melodiøse sange, instrumentaler og fortællende lydoptagelser.« Inden jeg går i gang med et forsøg på at dissekere pladen, så kan jeg da kun drages af dette, om end lidt klichéfyldte udsagn, og håber, at det stemmer overens med det færdige produkt.

De første lyde, der lyder ud af mine højtalere, er elektronisk og syntetisk, hvorefter det pustes op med en svulstig guitar, der gerne vil have lytteren til at svæve til vejrs som en anden luftballon. Det lykkes, og det er introen ”Ariel Endeavour”, der har løftet lytteren op. Man er dog ikke højere oppe i atmosfæren, end at man hurtigt bliver hevet ned igen, da introen ringer ud og det poppede nummer ”Sleeping” runger klangfuldt. Med luftig synthesizer som baggrund, en munter guitarrundgang og en meget ufarlig poppet vokal, gribes man af en luftig og tilbagelænet stemning.

”Beach Trip” og ”Easytree” rummer endnu flere takter i retning af et nærmest ‘Miama Vice’-inspireret solskinsudtryk. De poppede og dog lidt syrede synthesizer lydflader væves ind og ud i deres kærlighed til en måske lidt for klassisk guitarlyd. Soloer og riffs placerer sig udmærket gennem den solskinsrige, elektroniske tekstur, men man længes efter, at guitaren slippes lidt løs. I samstemmelse med vokalens meget behagelige udtryk, bliver numrene mere poppede end psykedeliske.

Titlen på nummeret ”A Walk in My Moon Garden” afslører det lettere astrale og trippende udtryk. Den fadende wah wah-effekt giver en susende fornemmelse, der gør det vanskeligt for lytteren ikke at lade sig drive ind i en følelse af at køre stærkt ud i sommerlandskabet. Guitarens forløb bliver fra tid til anden brudt op af en twangy og stagnerende guitarfigur, der understøtter det poppede udtryk.

For ikke så lang tid siden præsenterede Undertoner videoen til nummeret ”Luminosity”, og mens min kollega Jens Trapp på glimrende vis introducerede både musikvideoen og lydsiden, kan jeg kun samstemme mig hans udsagn, at Turquise Sun med nummeret ”Luminosity” skruer op for »sol, sommer og syrepop« . Med det meget fængende guitarspil, der spændstigt er fyldt ud med flanger-effekt, en effekt hvor to signaler forskudt bliver mixet sammen, flyder synth-effekterne ind og ud af helheden.

”Like others” og ”Slow Emotions” minder en del om hinanden, bortset fra at sidstnævnte er mere stille, på nær afslutningen af nummeret, der byder på stigende intensitet på både vokal og guitar. Begge numre er formlen på, hvad der tilsyneladende er den lyd, bandet har fundet ind til, og som flyder frisk afsted. Det er på en lettere uprætentiøs facon meget simpelt, uden at være banalt.

Noget mystisk er der i det ét minutlange nummer ”With the Senses”, som er puttet på pladen. Det er et lille kort stykke med synth, der intet væsen gør af sig;  der lægges på en an til landing, en landingen der foregår på pladens sidste to numre ”Cameleon” og ”Feathers”. ”Cameleon” skal i særdeleshed fremhæves for det sammenbidte og alligevel kraftfulde guitarstykke sidst i nummeret. En guitarlyd, der vil falde i god jord hos fans af klassisk shoegaze a la Slowdive. ”Feathers” er en mere poppet ballade, der sætter pulsen helt ned og skruer op for den lidt mere kælne del af følelsesregistret — meget stemningsfuld og tilbagelænet.

Turquoise Sun er og bliver mere pop end psych, og mere halvfemser end tresser. Det psykedeliske mindset er snarere hentet i den mere ambiente neo-psych, end i ‘The Summer of Love’ i 1967. Ikke at det gør spor, men det vil nok alligevel afskrække mange konservative yndere af psykedeliske bands. På den anden side, hvis du er til frisk pop, der ikke gør nogen fortræd, så kast dig over Sunethesia. Det skal også roses, at selvom de indskriver sig i den revival psykedelisk popmusik har fået i Danmark, hvor grupper som Fribytterdrømme, De Underjordiske, Red Lama, og mange andre har fået sig et relativt stort publikum, så adskiller de sig i den synth-bårede lydæstetik. Jeg tror, de virkelig har fundet deres egne ben at gå på, og selvom jeg personligt er lidt mere til det klassiske udtryk, så kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når disse solskins-popnumre danser i mine øregange.

★★★★☆☆

Leave a Reply