Plader

VR SEX: Human Traffic Jam

Skrevet af Jens Trapp

Et univers der sagtens kunne have været foldet bredere ud, kommer til at virke forjaget og klaustrofobisk. Los Angeles-baserede VR SEX forbliver en parentes i denne verdens synthpunk.

Human Traffic Jam åbner med et bredt sfærisk vingesus af lyd, svøbt ind i den samme rumklang som vi også kender fra frontmand Andrew Clincos primære band Drab Majesty. I Drab Majesty går han under aliaset Deb Demure og dyrker et androgynt image med en 80’er-retrolyd ala New Order eller Orchestral Manoeuvres in the Dark. Tilsæt et lille skvæt Nine Inch Nails og vi nærmer os lyden af dette sideprojekt, som går under navnet VR SEX. I denne Virtual Reality Sex-konstellation går Clinco under aliaset Noel Skum og er trukket i en lidt mere postpunket, hårdtslående retning, stadig på en bund af luftig 80’er-rumklang. Looket er, efter et pressefoto at dømme, også ændret, og er blevet sådan lidt cowboy outlaw-agtigt, et look der faktisk går meget godt i spænd med den mere hårde og tunge lyd og stemning, der er på albummet Human Traffic Jam. For slet ikke at tale om lyden på deres første udspil, kassetten: Horseplay, også fra i år. At de to øvrige bandmedlemmer går under navnene Z. Oro (Aaron Montaigne fra Antioch Arrow/Heroin/DBC) på vokal og trommer, og Mico Frost (Brian Tarney) på synths og bas understreger på sin vis pointen.

Som nævnt åbner Human Traffic Jam med et halvt minuts susende synths og guitar, før der skæres af og ”Surrender”, første single fra albummet, er i gang med elektronisk klingende trommer, guitar og bas i en sang om alle dem, der så desperat forsøger at være noget særligt. Med det twist indover at også Skum selv har det sådan. I første vers er det »What do you hear when you introduce yourself?/ Thought you’re dumb as a drum, but I let you show n’ tell«, mens  andet vers lyder: »What do you hear when I introduce myself?/ ya thought I’m dumb as a drum« Vi er alle sammen fanget i det samme ønske om at stikke ud og være anderledes: »And you look so eccentric/ and you dress like Jimi Hendrix/ and beg for attention and surrender/ and you seem so obsessive/ and your taste is so selective/ and I have no intention to remember/ you’re just a flub« synger Skum i omkvædet. Næste skæring “Downgrade” holder den elektroniske kadence og de luftigt klingende guitarer i brudte akkorder. Tempoet er skruet op og nummeret glider umærkeligt over i det næsten halvandet minut lange ambiente og instrumentale intermezzo ”Epiphany Gridlock”, altså noget med at se åbenbaringen i trafikkaosset. Det smutter uden videre, som et glatbarberet herreben i en stram cowboybuks, over i et af albummets stærkeste numre ”Sacred Limousine”. »I just saw you in the streets, my love/ … / I watched you watch me, in the streets«. Fremmedgørelsen som et vilkår i en verden, hvor teknologien, som skulle have været vores hjælper, er gået hen og er blevet det stik modsatte. Den fjerner og fremmedgør os fra hinanden. VR SEX er et forsøg på at se virtual reality, som en måde at løse nogle af disse problemer på. Igennem virtual reality kan du få lov at udleve dine vildeste fantasier, uden at det går ud over din næste. Man kunne foreslå metoden til megen af dagens politik, men det er uden for denne anmeldelses sfære. Tænk selv videre…

Trods de på papiret gode intentioner og ideer, bliver det hele for klaustofobisk. Det er sandsynligvis meningen, men for mig bliver det for ensformigt og tyngende med den kæmpestore rumklang og den i længden noget enerverende lyd. Der er højdepunkter, som de nævnte ”Surrender” og ”Sacred Limousine”. Symptomatisk nok er det også lige akkurat de numre, der er ude som singler. Ironisk er det også, at det netop er den indestængte lyd og energi, der løfter de bedste momenter på albummet op. Så har de den tilsigtede effekt og skaber et momentum; en bevægelse fremad mod noget ud over sig selv. Det savner jeg på den overvejende del af albummet, som kommer til at virke forjaget og villet. Som om det ville have haft godt af lidt længere tid i rugekassen.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + det alt andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile(sic). Jojo)

Skriv et svar