Plader

Analogik: Havnens Perle

Skrevet af Joakim Dalmar

Analogik er tilbage med endnu en rutchetur af et album. På Havnens Perle lykkes gruppen med den svære kunst at være trofaste mod deres lyd, men samtidig at udvikle på den.

Den aarhusianske gruppe er tilbage med et næsten vokalløst album, der rummer en god forståelse for at holde lydbilledet varieret med et væld af beats og instrumenteringer samt ustyrlige basgange, der for alvor ryster posen sammen. Rammerne sættes af de helt essentielle akustiske elementer i musikken, der er legende legende og helt sin egen i et sammenspil mellem det folkelige, det vilde og det spøjse, der har resulteret i Havnens Perle.

Havnens Perle er på mange måder en helhedsoplevelse, der med den ene fod i det elektroniske, beatorienterede hiphop, og den anden solidt plantet i balkanmusikken, på eventyrlis vis slår sig løs i et instrumentalt narrativ; en slags instrumentale sømandsviser. Arsenalet af genrer på denne perle er igen baseret på deres helt egen bryg. Hele arrangementet er en spøjs sammensætning af electronica, jazz, abstrakt hiphop og balkan — og det fungerer. Man går mange fængende momenter i møde på Havnens Perle, og som lytter får man leveret en del overraskelser, hvad genreskift og breakdowns angår, i løbet af de ni lydspor. Kontrasterne mellem det akustiske og de elektroniske elementer får netop dette til at stå ekstra klart.

Der er en konstant udvikling og variation i lydene – lyt eksempelvis til “Flugten”, der skiller sig mest ud med sin lidt mere elektroniske, kaotiske tilgang. “Ennio” er en anden favorit på albummet, der holder hele balladen simpel, selvom det iskølige beat på tracket er en tand flabet — på den gode måde. Det stærkeste nummer på albummet er dog andet lydspor, “Fagelstraat”, der giver en god indikation af, hvordan resten af albummet lyder. Nummeret indeholder velovervejede effekter og variationer af lyde på melodi-fronten,  knasende trommer og de karakteristiske dybe vokaler, der ligger langt tilbage i mixet.

Der er en rød tråd af koordineret kaos på Havnens Perle. På den ene side er musikken enormt eksperimenterende, legende og eventyrlig, og på den anden side holder den sig simpel og bekendt. Kort sagt er Analogik ekstremt originale og bevidste om deres unikke udtryk, som de har fastholdt i løbet af de efterhånden syv albums, gruppen har udgivet. Det er en fryd at høre, hvordan de har fastholdt stilen, men samtidig har givet den plads til at udvikle sig og gro, hvilket giver en aura af en form for nostalgi og hygge, som da man f.eks. lyttede til Balstyrkos Jagten Paa Noget for første gang. Temaet er gennemført – lyden er varieret. Albummet er i det hele taget groovy og betagende, men kan dog ikke se sig helt fri af momenter, hvor man som lytter føler, at der går lidt for balkan i den, f.eks. “Folk og Røvere”. Samtidig er dette dog også en del af charmen.

★★★★★☆

Skriv et svar