Plader

Bill Callahan: Shepherd in a Sheepskin Vest

Skrevet af Jens Trapp

Bill Callahan er tilbage efter seks års pause med albummet Shepherd in a Sheepskin Vest. Gladere og lysere end nogensinde synger han om liv og død i en mytisk amerikansk indpakning af støv, skove og store vidder. Pladen er et fantastisk og givende bekendtskab, omend det kræver tid, før det åbner sig i al sin tyste, storslåede vælde.

»I never thought I’d make it this far/ Little old house, recent-model car/ And I’ve got the woman of my dreams,« synger Bill Callahan på “What Comes After Certainty”, ca. halvvejs gennem Shepherd in a Sheepskin Vest og rammer dermed sømmet rent på hovedet. Hvor er han i livet? Hvad er det, hans sange og hele albummet er født ud af? Næste linje understreger pointen og rammer på en eller enden måde også hele mandens lo-fi indstillling ind: »And an imitation Eames«. Formodentlig brugt oven i købet. For der er ikke noget glat og glitrende overfladeglamour over Bill Callahan. Han er, om nogen, kongen af det underspillede: Af det lavmælte og tyste, men også det bemærkelsesværdigt stilsikre, og med dobbeltalbummet Shepherd in a Sheepskin Vest står han som 53-årig kunstner, der simpelthen bare er glad og lykkelig. Han er blevet gift, han er blevet far, og livet er smukt, enkelt og harmonisk. Det vidunderlige er, at han med albummet får hamret en stor fed pæl igennem myten om, at god musik kun kan laves i svære stunder. Shepherd in a Sheepskin Vest er et fremragende album. Et anti-break-up album af fineste karat.

Når Callahan opholder sig ved lykken, er det som sådan ikke for at bearbejde den. I hvert fald ikke for at ’komme sig over den’, hvilket, banalt set, ville være det, man ville gøre med mere traumatiske følelser eller oplevelser. Næh, Callahan er i lykken og formår at skabe et timelangt momentum, hvor vi andre, lytterne, kan bade os i det lys, han kaster over det. Vi kan finde en form for fortrøstning i, at de her ’små’ ting findes, og vi kan finde en genkendelse i dem og opleve en meningsfylde og en livsbekræftelse, der kan være voldsomt opløftende i tider, hvor alverdens kriser, opbrud og undergangsstemning truer med at trække os alle ned. At dvæle ved disse, på overfladen, banale ting, der giver livet mening og fylde, kan være vældigt trøstende og opmuntrende, men jo kun fordi Callahan er så eminent en sangskriver. Det er ikke ”Kære lille mormor” det her, der er stadig en musikalsk nerve, der kræver lytterens tilstedevær og tid, ikke mindst. Albummet åbner sig ikke bare ved én gennemlytning. Der skal flere til. Og det faktum at det varer over en time, fordrer allerede dér et krav om at investere tid i projektet. Og er du interesseret i netop det? Eller skal du hastigt videre med dit one-night popfix, dit glitrede overflade-kick, eller din svælgen i f.eks. smerten ved at bryde op fra en kvinde? Ej, det sidste har helt klart også sin berettigelse, men alligevel… På nærværende album finder du roen og det dvælende ophold ved kærligheden og livet; at elske din kvinde, dit barn, din familie. Og selvfølgelig undlader Callahan ikke slangen i Paradiset, som især bliver tydelig i nummeret “Confederate Jasmine” hvor han synger: »But there’s a wolf in my house/ Messing up the bed I learned to make in AA/ And a frightened child won’t tell the wolf to go away«.

På nogle områder er der ikke sket så meget siden Callahans sidste udspil som Smog tilbage i 2005, albummet A River Ain’t Too Much to Love og de mellemliggende fem albums under eget navn (udover et livealbum og en dub-version af det forrige album Dream River med titlen Have Fun With God). Det er den samme lyd og så alligevel… Noget er der tydeligvis sket. For det første er der albummets længde, for det andet den tid der har været mellem denne og sidste udgivelse. Mod højst to år mellem udgivelserne førhen, er der denne gang gået 6 år (igen fraregnet dub-albummet), og albummet strækker sig over fire sider vinyl: Lidt over en time. For det tredje er lyden blevet endnu mere akustisk og organisk end tidligere. Callahans letgenkendelige baryton bevæger sig denne gang flere steder op i et lysere leje, hvilket klæder den. Der er de akustiske guitarer og der er bas, hvor især gulvbassen er eminent. Guitar og bas spilles af hhv. Matt Kinsey og Brian Beattie, udover Callahans egen guitar. De to guitarer smelter på et nummer som “What Comes After Certainty” smukt sammen med den næsten uhørlige uperfekthed, der også er et særkende ved Bill Callahan; dét at det hele er lidt underproduceret i denne verden af alt for overproducerede produkter. »True love is not magic/ It’s certainty/ And what comes after certainty?« spørger Callahan uden at svare, mens guitarerne smyger sig om hinanden og hele tiden løfter og bærer vokalen rundt i sangens hjørner og kroge.

På Dream River var der en sang om Callahan i et lille fly, nummeret ”Small Plane”, en allegori over hans, på det tidspunkt, helt nye forhold til fotograf og dokumentarist Hanly Banks. Et forhold der startede, da hun lavede dokumentaren Apocalypse: A Bill Callahan Tour Film i forbindelse med Apocalypse, albummet der kom lige før Dream River. (Apocalypse er i øvrigt et fremragende album og mit personlige favorit Callahan album). I de seks år der er gået siden Dream River er parret blevet gift og har fået en søn, jf. dette albums tematik. Nu flyver han, allegorisk set, i et langt større fly, en jumbojet, på nummeret ”747”, denne gang som et billede på livet. Det lys de flyver igennem er det lys spædbarnet ser ved fødslen, men også det lys man ser, når man forlader verden. »And this must be the light you saw/ Before our eyes could disguise true meaning/ And this must be the light you saw/ Just as you were leaving«. Allerede her, ligesom også i tredje skæring, den meget fine “Angela”, bliver døden præsent midt i al idyllen — i “Angela” muligvis som en slags afsked med et tidligere liv; det liv der eksisterede før familieidyllen blev en realitet.

Der er et væld af smukke tekster, linjer og sproglige aforismer på albummet, som kunne fremhæves. Faktisk byder hver eneste af de 20 sange på en sproglig ekvilibrisme, der bare kalder på at blive taget op, at blive vendt og drejet og beundret. Sangene folder sig mere og mere ud, i takt med antallet af gange du lytter til dem. Der er alle sangene om kærlighed og livet, og hele side fire der handler om døden. I stedet for at forivre mig og hive snart den ene, snart den anden tekst frem, vil jeg citere sangen ”Released”, der meget passende kan stå som et bonmot for albummet: »Like two wrestlers/ I am mostly still/ As the Four Horsemen/ Come over the hill/ Trying to pass themselves off as the Holy Trinity/ When any fool can see/ Any fool can see// Everything is corrupt/ From the shoes on our feet/ To the way we get fucked// Oh, I know that we are free/ Don’t tell me again that we are free/ Tell me, when will we be released?/ Released«. Som man kan se, er det ikke kun lyserøde skyer og ideel lykke, men også et blik ud mod den omgivende verden, der er til stede.

Med andre ord; Shepherd in a Sheepskin Vest er en plade, der vinder, jo mere du lytter, og som kun langsomt folder sig ud i al sin vælde, hvilken til gengæld er nærmest majestætisk. Albummets kunstgreb er at få det hjemlige til at fremstå i et mytisk lys; det stille hjemmeliv med dets mange gøremål, men også tanken og visheden om døden samt livets gang, indeholdes i denne hjemlige syssel og tilfredshed. At få det til at lyde som noget fra den store amerikanske fortælling. Og hvordan gør han så det, Callahan? Jo, først og fremmest i kraft af lyden. De akustiske instrumenter, hvor især bassen har en fantastisk lyd af træ. Man kan næsten høre og mærke skovenes liv og suset i trækronerne i den lyd. Callahan og Brian Beattie spiller også på andre instrumenter end hhv. guitar og bas, som f.eks. et harpelignende instrument der stryges med bue, celeste, marimba, harmonika, Moog, trædeorgel og kalimba. Ligesom der på nogle numre er en diskret lap steel i baggrunden og på andre, ganske få, et kvindekor bestående af Hanley Banks Callahan og Tori Olds. Et andet greb er brug af og omskrivning af hooklines vi kender. »Where Have All the flowers Gone« bliver til: »Where have old the good songs gone« og »I’m a Man«.

Så er der også brugen af amerikanske traditionals og spirituals. Allerede åbningsnummeret citerer den traditionelle folk sang ”In the Pines”, kendt fra bl.a. Nirvana. I en syret drømmeagtig atmosfære fortæller hyrden, at han har fældet fyrretræerne og lagt gulv af træet. » I cut down the pines/ The pines of where did you sleep?« og sangen glider over i en slags vågen tilstand om hyrden, der retorisk spørger om du nogen sinde har set en hyrde, der var bange for at finde sine får? “Lonesome Valley” er en spiritualsom Callahan tager op og turnerer på sin egen måde. Brugen af disse sange peger på den amerikanske mytologi, og lagt oven i det er der Callahans egen mytologi, skabt gennem de mange albums under aliasset Smog siden 1990 og under eget navn siden 2007, med brugen af stærke gentagne symboler som bl.a. floden, highway’en og havet. Yderligere peger han selv på en tradition at lytte albummet ind i, ved at signere Hank Williams’ guitar, mens ‘Willy’ kigger den anden vej og fortsætter: »Well, I don’t believe in fate/ I believe in destiny/ Whoa, my destiny is swerving in the road in front of me, drunkenly« på “What Comes After Certainty”, der mere og mere, sammen med nummeret “Released”, begynder at lyde som et nøglenummer til forståelse af pladen. I forbifarten nævner han også lige bl.a. Adam og Eva, Edens have, Apokalypsens fire ryttere, Ikaros og Hulk samt David Bruce Banner, skuespilleren der spillede Hulk og med hvem han delte skrædder. Man kan blive ved med at søge ud af disse spor og opdage nye forbindelser og tråde.

Man fornemmer med andre ord, at der ligger noget under albummet, som binder det sammen. Et net eller et kæmpestort mycelium; en sammenhængskraft, og når det så går op for én, at det gør der rent faktisk også, ja så svimler det, og ting som kærlighed, liv og død giver mening og fremstår i et forklaret lys. Ikke fordi Callahan forklarer tingene, men fordi måden det hele er strikket sammen på, får én til at finde nye perspektiver og måder at anskue tingene på. Som Callahan synger på albummets sidste skæring, nummeret “Beast”: »Love is a hill with a view of reality«, hvorefter albummet slutter med ordene: »’Til beast, released beast, released beast, released beast, released beast, released beast, released beast, released beast, released beast«, hvorefter musikken fortsætter i en lavmælt to minutter lang moog- og guitar dronende udtoning og er væk. Indtil man starter hele herligheden op påny for om muligt at finde en ny tråd at vikle op.

★★★★★½

Skriv et svar