Koncerter

Black Lips, 01.06.19, Loppen, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

I et mudret lydbillede gav amerikanske Black Lips en energisk og noget ensformig koncert, som kun de inkarnerede fans virkelig satte pris på.

Der var noget næsten rørende over det Black Lips setup, der mødte os på Loppen lørdag aften. Staden summede og brummede af tjald og frihed og Champions League finalen fandt allernådigst sted i et hjørne bag Nemoland uden den store bevågenhed. Det var et helt enkelt klassisk setup med en Mac på et lavt bord ved forsangeren som eneste brud på noget typisk garagerock. Det rørende? Nåja, det var det hjemmelavede hvide bagtæppe, hvor der med sort spray var skrevet BLACK LIPS og tegnet blomster i en dejlig naivistisk barnlig streg. En påmindelse, måske, om at garagerockerne fra Georgia også har en psykedelisk åre?

Mac’en viste sig at tilhøre Tim Koh, en virkelig weird dude der varmede op for Black Lips. Han formåede et langt stykke hen ad vejen at holde trit med trommesporet fra Mac’en. Når det ikke lykkedes, var det måske fordi, han ikke kunne høre sig selv ordentligt i monitorerne, eller også var han bare ordentlig punk. Indimellem lavede han noget, der gav mening. Hvad han sang, var umuligt at høre i det ekstremt mudrede lydbillede. 

Med hensyn til hovednavnet Black Lips kan jeg lige så godt, først som sidst, stå ved, at det rent faktisk ikke er andet end deres seneste udspil dobbeltalbummet Satan’s Graffiti or God’s Art? fra 2017 jeg kender til. Så det bliver på forholdsvis bar bund, jeg kommer til at forholde mig til dem. Op til showstart blev der i øvrigt spillet “The Psychedelic Sounds of 13th Floor Elevators” til minde om netop afdøde Roky Erickson. 

Black Lips gik direkte på med noget råb og snak og var så i gang med første nummer. Fra start af havde de godt fat i publikum med deres fanden-i-voldske garagepunkede energi. To guitarer, bas, trommer og saxofon. Alle sang. Også saxofonisten, når hun ikke var på hornet. Hun gav den også indimellem gas på tamburin eller maracas. Numrene var i bedste punktradition ikke på meget mere end maksimalt 3-4 minutter. De skiftedes til at synge for, men for det meste sang de i unisont kor og bankede igen og igen en massiv stemning op på det godt fyldte Loppen. Der blev buldret og braget, så det gamle træværk skælvede.

Fællessangen flød gennem lokalet og tempoet blev holdt hele vejen. Der var satme ikke mange ballader i sådan et sæt. OneTwoThreeFour, som at høre salig Ramones, der om nogen også forstod at pumpe tempo og stemning op. Og jo, gu’ havde de fat i kraven på folk, gik lige i mellemgulv og spjættende pogoben, på især de første rækker af publikum, som virkelig så ud til at have en fest kørende, og måske ikke vil være enig i min bedømmelse af koncerten lige om lidt. Den inkluderer altså ikke Pogo eller ekstatisk tilbedelse, men er mere sådan en lidt nøgternt lyttende og oplevende vurdering, hvor jeg ærlig talt synes, at det hele mudrede godt og grundigt til, og at der ikke var meget, der skilte sig ud som mindeværdigt. Men jeg kunne godt lide bandets energi, deres supereffektive fællessang og hele ånden af urkraft og ligeværd, på en måde, en band-ånd, uden nogen egentlig frontfigur. På et tidspunkt undervejs satte et basriff ind, som beviste, at der var tale om dedikerede fans af bandet. De genkendte det og jublede med. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at det var deres hit “O Katrina!”fra 2007 albummet Good Bad Not Evil.

Der var sgu ikke meget psykedelisk over hele affæren, som jeg måske nok havde forventet. Bare punket garagerock i højt tempo med en enkelt cowboycountry basgang i ny og næ (Man er vel fra Ohio) og en lige lidt for agressiv ordenshåndhæver af en udsmider, der på et enkelt tidspunkt var ved at bremse det udskejende publikum foran scenen, hvilket han heldigvis opgav igen; det havde da også været knap så smart, da det var dér festen var. Efter en times tid takkede Black Lips af, tog de obligatoriske tre minutter backstage før de gav to ekstranumre, hvoraf det ene i hvert fald var “Can’t Hold On”, som på Satan’s Graffiti or God’s Art? er et ret fedt nummer. Begge ekstranumrene skilte sig positivt ud i mængden af ellers ret enslydende numre.

Som hele sættet, druknede imidlertid også ekstranumrene i en slags rus af lyd og øl og lidt for løssluppen energi, der forplumrede det hele lige rigeligt. Saxofonisten dansede ellers fingerkyssende koket af scenen, mens bassisten uddelte high-fives. Lige meget hjalp det på følelsen af, at det ikke var en åbenbaring at opleve det snart bedagede og alligevel virilt unge band. Den lille hårde kerne af en fest foran scenen prøvede ihærdigt at få bandet tilbage, og minsandten om ikke det lykkedes. Bare kun den ene guitarist, som havde to sange i sættet og saxofonisten, nu uden saxofon. De to spillede en sød lille sang efter først at have slået nogle skæve takter, hvor de lige skulle blive enige om hvad de egentlig ville spille. De forlod scenen til Edwyn Collins’ Bowieklon “A Girl Like You”. Ouch, og så ud i midnatten og hvile ørerne …

★★★½☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Björk: Debut
Janis Joplin: Pearl
Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + alt det andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Patti Smith Easter og Horses
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Talking Heads: Remain in Light
Thomas Dybdahl: October trilogy
Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage m.fl.
Kate Bush: The Kick Inside
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
Nelson Can: Now Is Your Time to Deliver
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc

Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile (sic)
Jojo

Skriv et svar