Koncerter

Bon Iver, 08.06.19, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Cameron Wittig & Crystal Quinn

Bon Iver var uden tvivl et af NorthSides helt store trækplastre her på festivalens sidste aften. Der var lagt op til intens fordybelse; det forblev ved de gode intentioner.

Jeg var kommet for at se Bon Iver. Jeg var klar til at lukke øjnene og lade mig rive med. Jeg var klar til at blive forelsket. Det blev jeg bare ikke.

Klokken kvart over elleve var pladsen foran Green Stage stuvende fuld af mennesker – mange af dem på vej fra The Minds of 99, der netop var gået af Blue Stage efter endnu en magtdemonstration. Måske var det deres skyld, at jeg fik en underlig koncertoplevelse med Bon Iver. At gå fra sprød, elektronisk pop til introvert folk-elektronica er måske for meget at forlange for den gænge koncertgænger, undertegnede inklusiv. Men som med alt, der er værd at skrive hjem om, er det meget mere kompliceret end som så. The Minds of 99 kan ånde lettet op – det var ikke kun deres skyld.

Amerikanske Justin Vernon er med Bon Iver gået fra styrke til styrke, siden han bragede igennem på indie-scenen med folk-hittet, ”Skinny Love” i 2007. Siden har han eksperimenteret sig længere og længere ind i det elektroniske, hvilket indtil videre er kulmineret i den meget roste og utroligt interessante skive, 22, A Million fra 2016. Og det var da også åbneren fra denne plade, ”22 (Over Soon)” der fik lov at åbne koncerten her på en lidt ulækker kold og blæsende aften. Og lad mig sige det med det samme: rent teknisk set var der ikke en eneste finger at sætte på de halvanden time, Bon Iver var sat til. Vernon sang fuldstændig fantastisk, og taget i betragtning af scenestørrelsen, blæsevejret, og de ukendte faktorer såsom publikum og deres placering, så sad lyden lige i skabet. Selv den fine saxofon på ”22 (Over Soon)” gik krystalklart igennem, og det var ret fantastisk at opleve.

Men god lyd og en kraftig stemme gør det ikke alene. Og jeg kunne rimelig hurtigt konstatere, at uanset hvor jeg befandt mig, så blev der snakket, balanceret med øl eller danset til silent disco … ja alt andet end den stille fordybelse, som både Bon Iver og NorthSide Festival med deres ”Just Listen”-initiativ ellers lagde op til. Nogle enkelte par holdt om hinanden; men de fleste lavede alt muligt andet end at lytte, og jeg prøvede ellers at bevæge mig hele vejen rundt fra dybest nede i venstre side, hvor der mest bare var tæt trafik af folk på vej ud, til helt ovre i højre, hvor der heller ikke var særlig meget fokus.

Det faktum kombineret med et i forvejen introspektivt band var simpelthen en dårlig kombination – i hvert fald for den der såkaldte gængse musiklytter, hvis hjerte slet slet ikke blev kapret den aften. Ingen smukke visuelle mønstre eller farver og former kunne suge en med. Ikke engang de to smukke folk-country numre ”Holoscene” og ”Towers” fra Bon Ivers selvbetitlede plade fra 2011 kunne fastholde et publikum, der trods et talstærk fremmøde ikke synes at være til stede. Måske skulle jeg havde bundet min øl og møvet mig helt ind i dragens hule – inde i den bløde midte foran scenen, hvor folk dog trods alt så ud til at stå stille og nyde eller, da vi var nået til sidst i settet, synge med på ”Skinny Love”.

Men det var umuligt. Ikke kun fordi, der var pakket, men fordi, det hele ærlig talt mindede lidt om en lukket fest, som Bon Iver ikke havde særlig travlt med at lukke andre end de allerede indviede ind til. Med sine store høretelefoner og introverte optræden kom Vernon og bandet aldrig rigtig ud over scenekanten og ned til de ikke engang specielt billige rækker mere end nogle ganske få gange. Det kombineret med et snakkende og uengageret publikum resulterede i en virkelig lunken koncert, der kun blev reddet nogenlunde hjem af Vernons unægtelige talent for den smukke og fine melodi, elektronisk eller ej.

Men det kunne have været så meget mere. I stedet forblev det, trods et lille forsøg på at snakke folk varme fra Vernons side, en lidt kønsløs affære. Man kan jo spørge sig selv, om et band som Bon Iver egentlig gør sig godt som et festivalband, men den diskussion vil jeg gemme til en anden god gang. Lige nu og her vil jeg nøjes bare med at ærgre mig.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Er meget uening i anmeldelsen her! Hvert sekund af koncerten var fantastisk og det blev kulminationen på en særdeles vellykket festival. Justin Verson havde godt fat i publikum fra starten, der for en gangs skyld koncentrerede sig om musikken og holdt nogenlunde kæft. Både de stille passager og de mere larmende fungerede perfekt! En magisk aften, som det også var tilfældet med Cave på samme scene i 2013 eller Father John Misty sidste pr. 6 ud af 6 stjerne med pil opad. Måske anmelderen skulle være blavet på sin plads med ørerne åbne i stedet for at bevæge sig rundt?

Skriv et svar