Plader

Combo Chimbita: Ahomale

Skrevet af Jens Trapp

Det New York-baserede, colombianske band serverer et eksotisk og shamanistisk univers på deres nye udspil. Det folder sig ud i dansable rytmer, men bliver i længden et lidt kedeligt trip.

Igen et vildt skud fra Hr. redaktøren; hvor fanden støver han de her syrede ting op?! Jeg har aldrig hørt om Combo Chimbita før, selv om jeg lytter til meget ny musik i både den tyste og den mere larmende ende. Omvendt er jeg heller ikke specielt velbevandret i hverken det spanske sprog eller colombiansk musik. Jeg forholder mig derfor til albummet i to sideløbende og overlappende spor. Ét med fokus på selve lyden; på stemningen i musikken. Og ét hvor jeg forsøger at dykke ned i, hvad fa’en det hele egentlig handler om. Til det sidste er der en del hjælp at hente på bandets hjemmeside. Den er på engelsk, for rent faktisk bor de i New York og er en del af scenen dér. På hjemmesiden hedder det: »Through her folkloric mystique, otherworldly psychedelia, and a dash of enigmatic punk, Ahomale by Combo Chimbita catapults the sacred knowledge of our forebears into the future. (They) … draw from ancestral mythologies and musical enlightenment to unearth the awareness of Ahomale, the album’s cosmic muse.« Titlen Ahomale peger altså på en kosmisk muse fra forfædrenes tid. Det lyder vanvittig eksotisk, mystisk og shamanistisk inciterende.

Combo Chimbita: Combo betyder et lille band og Chimbita er vist nok et ord man bruger i betydningen sexet eller fræk, især om kvinder jf endelsen. At de tre mandlige medlemmer af kvartetten ofte skjuler sig bag et eller andet, overlader scenen og fronten til forsanger og Guacharaca-spiller Carolina Oliveros. De øvrige, skjulte medlemmer er guitarist og sanger Niño Lento (Det langsomme barn), Prince of Queens (som også har udgivet to let syrede synth-EP’er) på bas, synth og sang , samt trommeslager og sanger Dilemastronauta (navnet giver sig selv; en kobling af dilemma og astronaut). Bandet startede som et jam-orkester i en klub i Brooklyn, men udviklede sig i en fælles forståelse for deres colombianske rødder snart til bandet Combo Chimbita. De udgav først en EP og albummet Abya Yala på Figure & Ground, men er nu signet af Anti-, der også huser navne som Nick Cave & the Bad Seeds, Tom Waits, Calexico og Marc Ribot.

Albummet åbner med ”Sola”. Altså forsanger Carolina Oliveros solo næsten, kun akkompagneret af en synth, mens hun i en ordløs, halvandet minut lang, hymne påkalder den her kosmiske muse. Oliveros’ stemme når sine steder dybt ned, som en shaman i trance næsten, men ligger ellers i normalregisteret. ”Sola” følges op af titelnummeret ”Ahomale”, der starter med en simpel melodi på guitar og en jazzet rytme på trommerne, som Oliveros synger henover. Sangen handler om pludselig at erkende, at der findes et “ord”, noget guddommeligt, som ligger udover det normale. At stå uforberedt og møde dette andet. I et heftigt rocket omkvæd synger hun: »Y hoy siento que / Que vibra todo mi ser/ Te venía buscando palabra que vino a mi sola / Sin conocer la verdad yo la vi llegar sola, sola «, altså noget med at hun i dag følte, hvordan hele hendes væsen sitrede, da hun kom i kontakt med dette guddommelige. Men også at det er så stort, at hun faktisk ikke ved, hvad det er, hun er i kontakt med. En fortælling eller bøn, på en måde, om at forholde sig modtagelig. At være åben, selvom du ikke ved, hvad det er, du står over for.

“Te Vi” (Jeg så dig) er en eklektisk og berusende sang, med samenfiltrede og snørklede forløb for flere guitarer, synth og mindst et par stemmer, alt imens tromme og bas lægger en hektisk næsten reggae-agtig bund under det hele. Her bliver det tydeligt, at det er Daniel Schlett (The War on Drugs, Modest Mouse), der har drejet på knapperne og skruet det hele sammen som producer.

På “Brillo Más Que El Oro (La Bala Apuntándome)” bliver det superlækkert swingende. Et svedigt dansabelt groove med armene over hovedet og roterende underliv. Det er fandme cool det her. Vintage synthesizers og et herligt stykke i broen hvor de unisont synger: »Y si digo que / Que ahora ya lo se / Cada error que cometemos / Se paga después« (Og hvis jeg siger, at jeg nu ved, at alle de fejl vi laver, dem kommer vi til at betale for senere).

“El Camino” får en art dancehall/reggae dubbet lyd og rytme, der faktisk holder pladen ud. Ikke helt ulig den lyd The Good, the Bad & the Queen laver på nogle af deres ting. Det fortsætter på “Al Templo”, med en lækker basgang ikke mindst. Nummeret bliver dog unødigt støjende i slutningen, ærgerligt nok. På “Santo Fuerte” er det muligvis selveste Ahomale vi har fået i tale i en dyb tranceagtig messen. På “Revelación (Candela)” med et herligt mystisk C-stykke, får vi at høre hvor mesterlig en guacharaca-spiller Oliveros er. En guacharaca er en mindre, mere primitiv udgave af en guiro. “Testigo” og albumlukkeren “Esto Es Real (8100mg)” føjer ikke rigtig noget nyt til.

Albummet er måske ikke helt så mystisk og shamanistisk, som der umiddelbart var lagt i ovnen til. Det veksler mellem voldsomt dansable sange og mere syrede ting, og især i sidste del har jeg svært ved at holde interessen fanget. Det bliver en smule gentagende. Som om vi har hørt numrene før, tidligere på pladen. Det er et dejligt syret univers de lukker op for i Combo Chimbita, det skal de have, og er man til cumbia, reggae, dub og afroinspireret musik er man godt underholdt. Specielt rytmegruppen holder dampen oppe hele vejen, mens Oliveros indimellem kommer til at lyde som en dygtig sanger, der ikke helt kan synge, hvor paradoksalt det så end måtte lyde. For hun laver nogle rigtig fede ting indimellem, især på titelnummeret “Ahomale”, hvor der virkelig er power på stemmen i omkvædet, og hvor det kan høres, at hun har en fortid i et metalband. Også “Brillo Más Que El Oro (La Bala Apuntándome)” er en god indgang til værket.

★★★½☆☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Björk: Debut
Janis Joplin: Pearl
Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + alt det andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Patti Smith Easter og Horses
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Talking Heads: Remain in Light
Thomas Dybdahl: October trilogy
Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage m.fl.
Kate Bush: The Kick Inside
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
Nelson Can: Now Is Your Time to Deliver
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc

Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile (sic)
Jojo

Skriv et svar