Koncerter

Deerhunter, 03.06.19, Pumpehuset, København

Foto: PR / Earth Agency

Frontpersonen Bradford Cox lader til at have det godt, og bandet søgte tilbage mod rødderne. Men det var en rutinepræget koncert, der ikke tilføjede meget nyt til historien om Deerhunter.

Jeg var ret spændt, da jeg gik rundt i min lejlighed og lyttede til Deerhunters nyeste album Why Hasn’t Everything Already Disappeared? inden koncerten på Pumpehuset. Spændt over, hvad der skulle ske i aften. Spændt over, hvordan den altdominerende frontperson Brandford Cox har det for tiden, og hvordan humøret ville smitte af på koncerten. Spændt over, hvor meget bandet ville skue tilbage mod deres største album, Microcastle (2008) og Halcyon Digest (2010), der efterhånden godt kan klassificeres som indie-klassikere, og hvor meget det nye, relativt anonyme album ville fylde i setlisten.

Bradford Cox har været en musiker, hvor man kunne være sikker på, at han altid vil overraske en. Som en vaskeægte queer holder han sig ikke inde for den musikalske kassetænknings rammer, der dominerer langt de fleste rockkoncerter, på trods af at Deerhunter er et af de bands, der stadig kan få noget interessant ud af to guitarer, et sæt trommer, et keyboard og en basguitar.

Men jeg var alligevel spændt fordi, interviews op til albumudgivelsen indikerede, at det går ret godt for Bradford Cox. Den værste vrede og fortvivlelse over tilværelsen lader til at være væk, når man eksempelvis læser hans seneste interview med Rolling Stone Magazine. Siden 10-års alderen har han set kejtet ud med hans lange splejsede krop. Han har kæmpet med lavt selvværd, homofobi, ensomhed og hans medfødte Marfans syndrom. Men bedømt på Deerhunters koncert i Pumpehuset lader han til at være et godt sted.

Han trådte ind på scenen og lignede David Bowie i tiden omkring Let’s Dance-pladen (1983) og den efterfølgende Serious Moonlight-turné. Men hans blonde paryk, den gule silkeskjorte med flipper så store som hænder, den mørke blazer, de gigantiske solbriller og hans store, posede bukser kunne ikke dække over, at Bradford Cox først og fremmest er sig selv. Uanset om han så forestiller sig, at han er David Bowie, når han let holder armen ude fra kroppen; når han forestiller sig, at han er The Thin White Duke; og når han prøver at croone med sin nasale stemme, så besidder han en så stærk personlighed, at han nok kan afprøve en rolle, men han får svært ved at spille den som nogen anden. Så umiddelbar er Bradford Cox heldigvis.

Det er den umiddelbarhed, der har ført til stærkt mindeværdige øjeblikke med ham. Jeg så ham engang spille på en polsk festival i 2013, og han takkede publikum for, at de var fordomsfrie og tolerante, for ellers ville bandet stoppe med drikke den polske vodka og boycutte landets olympiske lege, hvis Polen engang skulle blive vært. Reaktionen fra publikum i det stærkt katolske land var en tavshed så dyb, at den vitterligt skreg: »Buuuuh«.

Der var også dengang på Roskilde i 2014, hvor han virkelig gerne ville have en af sikkerhedsvagterne op på scenen og spille guitar i slutningen af koncerten. Og da hun med sin krop gestikulerede, at det måtte hun desværre ikke, lagde han sig grædende ned på scenen.

Sådanne optrin kommer ikke fra en kalkuleret planlagt performance. Sådan noget sker bare umiddelbart i løbet af de korteste øjeblikke. Det virker som om, at Bradford Cox’ hoved når at sætte kroppen i gang med spektakulære taler, skrig eller bevægelser, før hans hjerne når at tænke, at det her ligger langt uden for en typisk sceneoptræden.

Han kan ikke lægge dagligdagen væk oppe på scenen, og hans humør smitter af på Deerhunters koncerter. Og hvis Bradford Cox er i en vred periode af sit liv, hvor han ikke har det godt i sit private liv, tager han den energi med op på scenen og omsætter den til mageløse koncerter. Det skete bare ikke på Pumpehuset. Udskejelserne var holdt på et minimum, og i stedet spillede Deerhunter et varieret udpluk af sange fra stort set hele bandets bagkatalog.

Vi startede med Bradford Cox på knæ, mens han sang korstemmer over en atmosfærisk lydflade, der blev leveret af resten af bandet. Hans sang blev puttet ned i hans loop-pedal og manipuleret elektronisk. Det mindede om de koncertoptagelser, man kan se af Deerhunter på YouTube fra starten af deres karriere, og efter fire slag med trommestikkerne gik bandet i gang med ”Cryptograms” fra albummet af samme navn (2007). Det album, hvor Deerhunter for alvor fandt sig til rette i deres efterhånden karakteristiske lyd, der blander kraut- og garagerock med inspirationer fra shoegaze. De har sidenhen gjort lyden både langsommere og mere aggressiv, men nu lader den til at være fundet tilbage til det udgangspunkt, der sendte Deerhunter rundt på alverdens musikblogs i slut-00’erne.

Nye sange som ”Death in Midsummer”, ”No One’s Sleeping” og ”What Happens to People?” blandede sig glimrende med ældre sange som ”Cryptograms” og ”Revival”. Hvert trommeslag blev banket insisterende ned i trommeskind og bækkener af trommeslager Moses Archuleta, og sammen med bassist Josh McKay lagde han et bundsolidt fundament for, at Bradford Cox og guitarist Lockett Pundt kunne overstrømme rummet med alle de mange vidunderlige lyde, der kom ud af deres Fender-guitarer.

Det lød herligt og som Deerhunter-classic, uden at det virkede til, at sangene blev antændt af den samme personlige vrede, som for 8-9-10 år siden, da de udkom. Med en længere række af nye numre, der enten endnu ikke er udgivet, eller er gemt bagerst på det nye album, og tilfældige nedslag i bagkataloget tabte koncerten koncentrationen mod slutningen. Det blev bestemt ikke bedre af jokes, ingen rigtigt fattede, samt ufokuserede ligegyldigheder fra Bradford Cox, der gang på gang fortalte, hvor glad han var for opvarmningskunstneren Cate le Bon.

Bandet kom tilbage til en god afslutning med de to eminente ekstranumre ”Agoraphobia” og ”Monomania”, der blev leveret med en lydstyrke, så jeg stadig kan mærke det i ørerne dagen derpå. I slutningen af ”Monomania”, som Bradford Cox ellers har svoret, at han aldrig ville spille igen, rammer vi også endelig den umiddelbarhed, som man ikke ser hos mange andre musikere. Da resten af bandet havde forladt scenen til lyden af massiv guitarfeedback, og mens stroboskoplyset blinkede, stod Bradford Cox alene på scenen i flere minutter og hev den sidste støj ud af sin guitar, mens han igen havde taget sine gigantiske solbriller på. Det så ret intuitivt ud, at han skulle blive der så længe, og bagefter brugte han flere minutter på at gå rundt med en lommelygte og lede efter sin blazer, så han kunne forlade scenen, på samme måde som han entrerede den.

Så var den koncert slut, og desværre tilføjede den ikke særlig meget nyt til historien om Deerhunter. Det var rart at se Bradford Cox have det godt, men desværre må jeg også konstatere, at de bedste Deerhunter-koncerter, jeg har set, har været i perioder, hvor Bradford ikke havde det godt. Den vrede gav de mindeværdige koncerterne en energi, der løftede oplevelsen fra det rutineprægede. Denne aften blev lidt en aften på rutinen, men med Deerhunter er sådan en aften heller ikke helt skidt.

★★★★☆☆

Skriv et svar