Koncerter

Foals, 06.06.19, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Christian Mørkeberg
Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Foals insisterede på at starte en fest og lykkedes da også til sidst med det.

Britiske Foals indtog torsdag aften Blue Stage før regnen kom og solen gik ned, og lignede et band der var kommet for at fyre op for den store havefest, som NorthSide er. Bagtæppet var en grafisk fremstilling af en eksotisk trone i “aztekerne møder King Kong”-stil, og bandet entrerede til et elektronisk soundtrack, der med computerstemme messede »Everything not saved will be lost«, hvilket også er titlen på bandets nyeste plade.

Forsanger Yannis Philippakis dukkede op på scenen i en hvid, kortærmet skjorte overhældt med papegøjer og det der 2019-snit i kraven, der ikke skjuler brystbehåringen. Bag ham ved trommesættet havde Jack Bevan fundet shortsene frem, smidt sko og strømper og fundet et par solbriller, som Cyclops fra X-Men ville være misundelig på.

Få bands har så genkendelig en lyd som Foals, og allerede fra første slag kunne man høre, at det er Oxford-gutterne, der var kommet til byen. Det er noget med de lyse guitartoner, uden at de forlader det totalt på de nederste strenge. I al fald var det umuligt at tage fejl af bandet på scenen. Måske hørte folk det på afstand og opdagede hvad de var ved at gå glip af. I al fald føltes pladsen foran Blue Stage ikke så fyldt før i andet nummer, der lagde noget af den tunge bund, der senere skulle gøre Foals-koncerten til en fest.

Efter nogle numre gik en flydende basgang over i “My Number”, der var koncertens femte og det mest genkendelige Foals-nummer. Den karakteristiske basgang satte straks kog i festen og fjedre under fødderne på folk, der røg op og ned. Stemningen blev ekstatisk og omkvædet fyldte himlen med hænder, der vuggede mod scenen sammen med sang fra publikum.

Ekstasen blev fulgt op af “Spanish Sahara”, der punkterede stemningen ved at være i den helt anden grøft, hvor energi og glæde blev erstattet med eftertænksomhed og en vis melankoli. Nummeret var ganske langt, men ikke særlig Foals-agtigt i sin lyd, og selvom det til sidst kom op i tempo og intensitet, blev der tabt noget. Næste nummer “Exit” fra seneste udspil brugte mere synth og et meget tungt beat, og havde gode elementer hvor musikken kværnede i sine rundgange, men dette blev også for langt og stillestående. Det virkede som om, publikum blev uinteresserede.

Det kunne Philippakis og de andre jo ikke leve med. Så trommeslager Bevan sprang helt op på trommesættet og bankede sine trommestikker mod hinanden og fik publikum til at klappe i takt som optakt til “In Degrees”, der med sine synth-flader og repeterende instrumental stykker fik givet den døende fest et skud adrenalin. Nummeret rev publikum med igen, og særligt omkring det messende tekststykke »Am I wasting my time/I could not perservere« der slutter nummeret af, havde bandet sit publikum tilbage i hånden igen. Og herfra slap de dem heller ikke.

»Let’s play some rock!« foreslog Philippakis og tungere numre begyndte at pumpe ud over publikum med stemning fra 00’er natklubber og deciderede rockhuler. Philippakis selv smed i hvert fald al kontrol og benyttede et instrumental stykke til at drikke øl ude blandt publikum, inden han røg ud på en god gammeldags crowdsurfing og næsten blev tabt (vokalen lød et øjeblik ret desperat) inden han sluttede koncerten af med at stirre ondt ind i et af kameraerne, der filmede skidtet.

En rock’n’roll slutning på en fest og koncert, der havde sine motorproblemer undervejs. Selvom de første numre bød på flere guitarskift undervejs og fin energi, fulgte pladsen ikke helt trop. “My Number” var et forventeligt og stærkt højdepunkt, hvis momentum ikke blev udnyttet til fulde, og det er koncerten fra “In Degrees” man husker tilbage på. Her blev man nemlig så opslugt at man knap havde brug for at dvæle ved detaljer som at bagtæppet skiftede til at være stenløver i samme stil som det første motiv.

★★★★☆☆

Skriv et svar