Singlr

Fredagssinglr: Hong Kong – Dharma Bums

Artwork: Malthe Knudsen + Mathilde Vogel

Som den første af to »sommersingler« udgiver den excentriske duo Hong Kong singlen “Dharma Bums”. Et indiepoppet soundtrack til dovne sommerdage.

Hvad i alverden er en “Dharma Bums”, spørger du måske?

»Han er personificeringen af vore alles dodgy foretagender og beslutninger, men samtidig også de opløftende spirituelle erkendelser, der ofte følger med dårligebeslutninger.«

En vagabond med bylt over skulderen, der ikke underligger sig samfundets pres og konformiteter. Sådan beskriver de to koldingensere bag Hong Kong, Johan Knutz Haavik og Joachim Lorck-Schierning, ihvertfald deres idé om en dharma bums. I bedste Hong Kong stil følger der en historie og en fortælling med musikken, og singlen her er ingen undtagelse.

“Dharma Bums” er på mange måder et karakteristisk Hong Kong nummer. Har man først givet debutalbummet Sundowner fra sidste år et lyt, er man ikke i tvivl. Opskriften er den samme: Masser af flydende guitar, underfundig dansksproget tekst og Haaviks croonende vokal, der ikke er bange for smide om sig med linglyde; »mh«, »uh«, »ah«, på den der lidt underspillede, kælne facon.

Det er forbandet catchy, og det er svært ikke at nynne med allerede efter første lyt. Men der er alligevel et aber dabei. Det er altså en my kedeligt. Ikke søvndyssende kedeligt, men mere kedeligt på den måde, at det netop lyder så meget som det Hong Kong, vi blev introduceret for på Sundowners 15 numre. Duoen har tydeligvis et enormt potentiale, så det kunne have været interessant at se dem tage musikken og lyrikken et nyt sted hen – lidt længere væk fra personificieringerne, de fremmede narrativer og flydende guitar.

Det lille men til trods kvalificerer “Dharma Bums” sig med garanti til din strand-vibes playliste.

Leave a Reply