Koncerter

Idles, 07.06.19, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Mathias Bak Larsen

Engelske Idles fik fuldstændig overlegent bevist, at post-hardcore sagtens kan være på hårdt og brutalt, men også stort og vigtigt, og smukt.

Blå underbukser i fri dans foran et bagtæppe prydet med smukke, lyserøde pæoner og et insisterende hvidt »IDLES« printet hen over. Hvis jeg går i graven i morgen, ville jeg ikke være ked af, hvis dette var noget af det sidste, der flakkede for mit blik, før jeg tog springet ud i den evige søvn. Det var et smuk syn – kulminationen på en, ja, smuk koncert.

Idles har revet roden op på den engelske musikscene med deres post-hardcore punk i små ti år efterhånden, men det er først med debutpladen Brutalism fra 2017 og sidste års meget roste Joy as an Act of Resistance, at de for alvor er kommet på verdenskortet. Af førstnævnte udsprang den uforglemmelige ”Mother” og af sidstnævnte en sand perlerække af små, dirrende punk-knytnæver, hvorfra vi på Northside fik en stor del serveret lige midt i fjæset.

På plade er Idles larmende og højtråbende men sådan nogenlunde kontrollerede; på scenen smider de bevist den sidste rest af hæmninger – og i nogens tilfælde også tøjet – og lader det metaforiske bæger flyde over. Med sitrende, voldsomme bevægelser i en selvskabt aggressiv og elektrisk atmosfære indtog bandet scenen med lige præcis den fuck-you attitude, som alle havde håbet på. Selvom fuck-you attitude faktisk ville være en forkert betegnelse, for det var ikke fuck os. Det var fuck dem! Dem mod os, os og bandet mod dem – mod Brexit, mod anti-immigrationspolitik, mod forskruede opfattelser af maskulin identitet og seksualitet. Idles har muligvis en lyd, der skriger arbejderklasse i socialt boligbyggeri i et sted i 1980’erne, men deres tekster er rige på tunge og vigtige emner, der gerne skulle røre alle uanset social stand.

Bassen på ”Never Fight a Man with a Perm”, koncertens andet nummer, river og flår i bryst og sjæl, og forsanger Joe Talbot råber, skriger, spytter »Concrete to leather,« som gjaldt det selve livet. Han er ildrød – rød som havde nogen sat en tændstik til ham – og hvis han overhovedet står stille i første halvdel af settet, er det for at rette på sin skjorte med tigerprint eller for lige at tørre ansigtet fri for haglende sved ved at køre en stor hånd fra pande til hage i en hård og hurtig bevægelse, mens øjnene stirrer koncentreret ud i luften. Det er også de øjne, han stirrer ned i publikum med, mens han hamrer sig selv hårdt i brystet i takt til Jon Beavis’ speed-trommer og skriger »My best friend is a citizen« (”Danny Needleko”) . Kort efter ryger de blå underhylere samt ejermand, også kendt som guitaristen Mark Bowen, udover scenekanten og ned i publikums åbne arme for gud ved hvad nummer gang her midt i sættet.

Højdepunktet? Hele koncerten føles som ét stort højdepunkt. ”Mother” bider stadig fra sig. Den nye single, ”Mercedes Marxist”, gled sømløst ind i settet, som havde den altid boet der. Alligevel skilte ”Samaritans” sig yderligere ud ved at bliver spillet hvad der føltes som ekstra intenst. Lænet faretruende ud over scenen med en stor støvle placeret på monitoren, skriger Talbot »This is why you never see your father cry,«, mens moshpitten skriger tilbage og tramper endeløst i den tørre, støvede jord. Det var decideret smukt. Da han skreg endnu mere intenst »I kissed a boy and I liked it,« der kunne jeg sgu have fældet en tåre, og det er sagt i ramme alvor. I en verden fuld af undertrykte følelser og dertilhørende frustrationer, er det fantastisk at opleve en grandvoksen, heteroseksuel mand med kone og barn italesætte noget, der er anderledes end ham selv. Det er stort og vigtigt, og der burde i den grad være mere af det.

De fem herrer tager selvfølgelig en grad af persona på, når de går på scenen, for intet menneske af kød og blod kan være skruet op på 11 fra morgen til aften. Det mærkes i et kort sekund, da der går kludder i guitarist Lee Kiernan instrument, og han i et bekymret øjeblik må kalde på forstærkninger. Her falder den uregerlige maske, og pludselig ser man, at bag den frådende anarkisme befinder der sig et band i komplet kontrol. Det hele er ikke bare kaos og ligegyldige lyde, og selvom det var ikke meningen, at vi skulle se det, gjorde der faktisk koncerten endnu bedre. Straks problemet er fikset, er det på med masken igen, og nummeret ”Rottweiler” – det sidste på Joy as an Act of Resistance – bliver også det sidste nummer i aften. »This is an anti-fascist song,« informerer Talbot os om, inden han bryder ud i et djævelsk smil og vinker til publikum på den mest passiv-agressive måde, jeg nogensinde har set en mand gøre. At bruge glæde som en modstandshandling, ja, det er fandeme effektivt. Og så går han af scenen, mens han skønsomt stikker to fingre lige i vejret for derefter at lade dem styrte direkte ned i plastikken på en six-pack Tuborg, der står og venter på ham. De resterende fire sørger for at spille sig selv ud i øredøvende larm, før de brat cutter lyden, og erklærer ballet forbi. Det var vildt. Det var intenst. Det var fantastisk. Jeg håber aldrig, at jeg glemmer det.

Ps. Manden i de blå underhylere er uddannet tandlæge. Af en eller anden grund gør det bare hele herligheden endnu bedre.

★★★★★★

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible
Interpol: Turn On The Bright Lights
Placebo: Without You I'm Nothing
Massive Attack: Mezzanine
The Cure: Disintegration

Skriv et svar