Plader

IRAH: Diamond Grid

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Efter tre år er den danske duo IRAH endelig tilbage med nyt album, hvor den kosmiske dreampop fortsat er gennemgående.

I 2016 fik den danske musikscene øjne og ører op for IRAH med udgivelsen af debutalbummet Into Dimensions – og heldigvis for det. IRAH var og er fortsat et eksperimenterende band bestående af sangerinde Stine Grøn og pianist Adi Zukanović, men med skiftende konstellationer til at supplere duoen gennem årene.

Nu er gruppen aktuelle med opfølgeren på den dragende debut, og således bliver vi på Diamond Grid igen inviteret ind i IRAHs magiske lydunivers, hvor en sikker vokal fra Grøn suppleres med drømmende synthesizer fra Zukanović og trommer fra Seb Rochford. Tilsammen danner de rammen for et spændende album, hvor der er rig mulighed for at fordybe sig i musikken.

Diamond Grid er et album, som hele tiden balancerer imellem melankoli og frustration over tingenes tilstand. På “Polluted Hearts” er der eksempevis en mere opløftet stemning end på “Breath”. Detbliver aldrig et kedeligt album at lytte til grundet denne dynamik. Selvom den grundlæggende stemning er afdæmpet, er der alligevel en naturlig fremdrift og en god variation i tempo hele pladen igennem. Diamond Grid bærer tydeligt præg af en meget eksperimenterende, legende og kreativ tilgang til musikken; flerstemmige vokaler, insisterende trommebeats, atmosfærisk keyboard og et tekstunivers, der forholder sig til livets hastighed.

Åbningsnummeret “Dream Self” starter ud med en legende synthesizer, som gør det svært ikke at spidse ører. Langsomt bliver det legende dog afbrudt af Grøns vokal, og stemningen finder tilbage til det mere drømmende udtryk, som vi er vante til fra duoen, for igen at blive suppleret med den legende synthesizer. Netop disse små skift er karakteristiske for hele albummet, hvilket gør, at man som lytter konstant bliver udsat for nye indtryk. Selv om det skaber en let kaotisk stemning albummet igennem, så gør det også, at Diamond Grid aldrig bliver kedeligt. Den røde tråd er intakt, selvom det virker til, at der ikke er en fast struktur – det kræver et musikalsk overskud at mestre et kaos, men IRAH gør det på bedste vis.

Der er altid tid til at falde helt hen i det drømmende univers, og de enkelte numre glider hurtigt over i hinanden. Kontrasterne mellem dem er ofte store, hvilket særligt gør sig gældende i overgangen fra pladens indledende nummer “Dream Self” til andet nummer “Siu Hinama”, der starter ud med intense trommer og en dyster synthesizer. “Siu Hinama” leder i al dets storladenhed næsten tankerne mod islandske Björk, hvor trommerne og ikke mindst Stine Grøns vokal får lov at dominere. Nummeret er dramatisk og dystert, hvilket giver en god dybde og tyngde til nummeret. Selv om teksten absolut ikke er til at forstå, er udtrykket meget rent og enkelt.

Første udspil fra Diamond Grid var “Unity of Gods” — en smuk symbiose af intenst klaverspil og Grøns vokal, der fint understøtter det lyriske univers, som kredser om sanselighed. IRAH har formået at bevare samme høje niveau fra førstesinglen på resten af udspillet, der fremstår gennemarbejdet og velovervejet ned til mindst detalje.

»Stuck in this moment / Forget the veil / Agreed to play the human game« lyder det på “Unity of Gods”.

“Matrix” er et af de mere nedtonede og langsomme numre, hvor vokalen næsten bliver så fin og let, at den knækker. Den skrøbelighed bliver dog langsomt intensiveret og bygger langtsomt op til et musikalsk kaos af dimensioner. Et stærkt nummer på pladen, hvor vildskaben får frit løb, og skaber en trancelingende tilstand hos lytteren. Vildskaben og intensiteten fra “Matrix” går igen på “Worhship the Sun” og bliver – som så mange gange før på Diamond Grid – afløst af Grøns smukke vokal på ”Breath”, der på bedste vis supplerer den mere drømmende synthesizer.

IRAHS tekstunivers er i sig selv også værd at skrive om, da det rummer meget mere end de klassiske klagesange over forliste kærlighedsforhold. Vi har at gøre med et band, som i høj grad forholder sig til det samfund, der omgiver os. Således er verdens og jordens tilstand omdrejningspunkt i både “Worship the Sun”, “Cinematic” og “Pollouted Hearts”.

»Governments / Polluted hearts / Blowing up our childhood« og »Dark men in control / Hunted each moment / They will rule without heart« lyder kritikken på “Polluted Hearts”.

En eksperimenterende periode fra 2016 med forskellige live-konstellationer har på ingen måde gjort noget skidt for IRAH. De har en enorm sikkerhed og sans for de mindste detaljer. Rent teknisk virker de meget bevidste om, hvornår de let støjende, intense passager på Diamond Grid skal nedtones, så der kan blive plads til blot at slappe lidt mere af i lytningen. Det går hurtigt hen og bliver en meget intens lytteoplevelse at lægge øre til Diamond Grid, og det er ikke et album, der nødvendigvis kryber ind under huden ved første gennemlytning, alene fordi der er så mange indtryk. Men giver man sig tid til at lytte fra start til slut, åbenbares et magisk, fængende album med et hav af nuancer og små detaljer, hvor det intense og det skrøbelig konstant mødes og danner gnister.

★★★★★☆

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar