Koncerter

Kamasi Washington, 01.06.19, Heartland, Kværndrup

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Kamasi Washington og hans budskaber om humanistisk revolution overstrømmede Heartland med lige dele kærlighed og ekvilibristisk jazz.

Med koncerten på Heartland var det tredje gang, at den blide gigant Kamasi Washington kiggede forbi Danmark i det seneste år. Som altid var det en legesyg og uforudsigelig affære, og der var heldigvis ingen metaltræthed at spore hos Kamasi og hans talentfulde ensemble af musikere.

Et ensemble, der i øvrigt rummer nogle vaskeægte karakterer. Som de kommer ind på scenen én efter én, ligner de hver især nogen, som man kun kunne forestille sig, at man kan bygge i et computerspil. Jeg ved næsten ikke, hvem der er vildest at se på. Trommeslageren Tony Austin med sin enorme mohawk-manke, Brandon Coleman med hiphop-jakke i guld og et gigantisk smil på keyboardet eller Miles Mosley på kontasbas med partisanertørklæde trukket godt op om ansigtet og en guldskinne på armen?

Og så er der Kamasi Washington. Store, dejlige Kamasi. Bandet har intet bagtæppe med, men det gør intet, for Kamasi Washington bringer selv masser af farver og stemning ind på scenen i form af sin traditionelle klædedragt og turban. Rutineret slår bandet ind på den synthfunkede ”Street Figther Mas”, men vi når knap i gang med løjerne, før der bliver sat gang i en introduktion af bandmedlemmerne. Keyboardspilleren Brandon Coleman fremhæves, og han fyrer en fuldstændig overlegen solo af, hvor han skifter mellem pianoet og to forskellige keyboards.

Og det er kendetegnende for oplevelsen af den sympatiske Kamasi Washington, der ikke blot turnerer rundt med sin musik. Centralt står nemlig også amerikanerens budskab om en humanistisk revolution med fokus på næstekærlighed, accept og respekt. Derfor er det vigtigt for ham, at alle i bandet skal have deres chance for at stråle foran publikum.

»Diversity is not something to be tolerated. It’s something to be celebrated. You’re all beautiful – all of you,« lød det I en opsang fra den turbanbærende saxofonist. På den måde kan Kamasi Washington siges på metafysisk vis at være barn af 60’ernes idealer om fred, kærlighed og harmoni. I en mere fysisk forstand er han dog søn af Rickey Washington, der ligeledes var med på scenen, hvor han skiftevis spillede på en række fløjteinstrumenter og så ekstremt stolt ud, mens han optog videoer af publikum og bandet.

Det var umuligt ikke at blive grebet af den kærlighed, der strømmede ud fra scenen. Kærlighed til musikken, til publikum og ikke mindst til menneskene på scenen. Bandet gik – meget uvant for Heartlands ellers stramme tidsplaner – på små ti minutter før tid, fordi de gerne ville have lidt ekstra tid sammen med deres publikum. Og det blev virkelig udnyttet. Efter åbningsnummeret spillede gruppen både ”The Rhythm Changes” fra debuten The Epic og mit personlige yndlingsnummer: ”Truth” fra ep’en Harmony of Difference.

I alt fik vi seks forskellige skæringer, der alle blev spillet i nye, spændende og legesyge udgaver. Især afslutningsnummeret ”Fists of Fury” havde fået en overhaling, der gjorde, at det blev trukket ud i en helt anden længde. Især på grund af de mange indslag, hvor medlemmer af bandet lige skulle have lov til at skinne igennem. Det fungerede dog helt vildt godt, da bandet hver gang formåede at føre sangen tilbage på sporet, så sangerinden Patrice Quinn på teatralsk vis kunne servere sangens kamp-paroler, og alle publikums knyttede næver røg i vejret:

»I use my hands to help my fellow man / I use hands to do just what I can / And when I face with unjust injury / Then I change my hands / To fists of fury.«

På trods af den ildevarslende tekst, så er der dog ingen, der kan være i tvivl om, at Kamasis revolution er en kærlig én af slagsen. Og én af dem, som det er umuligt ikke at lade sig rive med af – medmindre man er en kold skid. Jeg vil i hvert fald gerne være en del af samfundsomvæltende bevægelse baseret på kærlighed, kosmisk jazz og musikalsk ekvilibrisme. Og så bliver jeg bare her på falderebet nødt til at hylde Miles Mosley’s afsluttende bassolo, der er noget af det mest rock’n’roll, som jeg har oplevet på Heartland. For pokker, hvor var det bare godt!

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for koncerter på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar