Med deres særegne norske hjemmebryg af hardcore punk, helteguitarrock og skandinavisk sortmetal var Kvelertak et helt oplagt valg til at give Copenhell-publikummet årets sidste svingom, før de blev sendt hjem i seng. Og med tanke på den blodfattige optræden som hovednavnet Scorpions netop havde leveret på hovedscenen, så var behovet for en højeksplosiv optræden akut, hvis ikke festen skulle dø helt ud.
Heldigvis tog nordmændene udfordringen i stiv arm og efter en kort instrumental introduktion, diskede de op med et kort og intenst sæt, der fik sat de trætte kroppe ude foran scenen i bevægelse. Bandet har fået ny forsanger i form af Ivar Nikolaisen, men man mærkede som publikummer ingen svinger i valsen fra den front. Tværtimod spurtede han frem og tilbage, og poppede op her, der og alle vegne – både på scenen og ude blandt publikum. Og så mestrer han alle de klassiske rock- og metaltricks, som da han triumferende hejste mikrofonstativet helt ud i smasken på publikum eller stod som en anden klassisk dirigent og fik sat gang i et moshpit.
Musikalsk bevæger Kvelertak sig med overraskende smidighed gennem et hav af forskellige rocksubgenrer, hvor det sjældent er svært at høre hvilket band, der har været inspiration for det enkelte nummer – men hvor det alligevel bliver mixet sammen på en måde, så det lyder som deres helt eget tag på genren. Som om de har smidt en sjat Turbonegro, noget AC/DC, lidt Mastodon og en skefuld sortmetal ned i en blender og serveret resultatet råt.
Kvelertak har ikke udgivet nyt materiale siden 2016 og derfor blev det et ægte festivalsæt, der på kort tid kom forbi en god sjat af de mest populære sange. Den punkede»fuck-det-hele« sang “Bruane brenn” fra Meir, den ondskabsfulde og voldsomme “Berserkr” fra Nattesferd og mod slutningen fik den fuldstændigt fremragende 1-2 kombination af først “Blodtørst” og så “Mjød” folk til at skråle med af hjertets kraft, mens pyroteknikken lystigt sendte flammer ud mellem bandmedlemmerne.
Afslutningsvis kom naturligvis den selvbetitlede “Kvelertak”, der er meget karakteristisk for nordmændenes bølleagtige tilgang til rockmusikken. Kvelertak har ikke den dystre eller alvorstunge tilgang, som mange af deres ligesindede med inspiration fra black metal-scenen. Det skal være sjovt, der skal kunne drikkes bajere til det og der skal være fart over feltet. Og den tilgang gik lige i hjertet på den del af det fremmødte publikum, der stadig kunne stå på benene. Det var det eneste, som jeg savnede mere af. Publikum virkede nemlig mere tilbageholdende og mindre vilde, end jeg havde regnet med. Måske var de for trætte på den sidste aften, måske var de blevet for fulde efter eftermiddagens jubilæumsfejring eller også var de simpelthen bare taget hjemad under Scorpions alt for lange midnatsseance?