Koncerter

Nas, 07.06.19, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Nicolai Hildebrand.

Årets hip-hop hovednavn Nas opererede i spændvidden mellem det perfekt nostalgiske og det lettere kedsommelige, da han fredag aften lagde vejen forbi NorthSide.

NorthSides’ forsøg på en tung og seriøs hiphop-booking i form af ikonet Nas var på papiret et af årets højdepunkter. New York-rapperen behøver egentlig ikke en introduktion for hiphop-fans, for Illmatic fra 1994 hyldes stadig ofte som det bedste inden for genren nogensinde. Den slags kåringer vil jeg lade bedre vidende om, men pladens klassikerstatus er uanfægtelig: som en slags hiphoppens svar på jazzens Kind of Blue, har Illmatic så ofte været gateway drug for mange lyttere, inden de bevægede sig videre ind i den rigt facetterede genre.

Der burde ikke herske nogen tvivl om Nas’ betydning for hiphoppen, men den 45-årige rapper havde stadig meget at bevise i aften. I skyggen af Illmatic står de efterfølgende og udmærkede It Was Written, Stillmatic, God’s Son og The Lost Tapes. Men det er længe siden Nas har nydt overvældende god kritisk omtale, og selv den Kanye West-producerede NASIR fra sidste år syntes ikke at imponere hverken anmeldere eller fans betydeligt.

Heldigvis blev enhver frygt hurtigt gjort til skamme. I hvert fald for en stund. Iført et blågrønt tracksuit åbnede Nas sættet med oplagte udgaver af “Get Down”, “The Message”/”Street Dreams” og “Got Urself a Gun”. Publikum tog ekstatisk imod klaverintroen til “The World Is Yours”, og med den fulgte en fremragende række af Illmatic-numrene “NY State of Mind”, “Life’s a Bitch” og “Halftime”. Indtil nu var Nas’ performance absolut overlegen.

Efterfulgt af NASIR-tracket “Adam and Eve” og den corny “I Can” var det dog som om, der blev lagt en dæmper på begejstringen. DJ’ens tåkrummende forsøg på at crowdplease (»”When I say “hip”, you say “hop”/ “hip!”, “hop!”«) og en ellers udmærket udgave af It Was Written…-hittet “If I Ruled the World (Imagine That)” gjorde kun lidt for at afhjælpe indtrykket.

Her valgte Nas at henvende sig til publikum i hvad man kan betegne som lidt for meget morfar-stil: »Casettes! How many of you have owned a casette tape? You, do you know what a cassette is? This next song is from 1991!«. Efter fremførslen af Main Source-tracket “Live at the Barbeque”, henvendte Nas sig igen til publikum og mindede os om at Illmatic har 25-års jubilæum i år. Pludselig mindede koncerten mere om en historietime, og det er selvfølgelig ikke underligt, at det var klassikerne der denne aften gik renest ind, når kildematerialet er så godt, som det er. Men det havde Nas ikke behøvet at bevidstgøre os om.

“It Ain’t Hard to Tell” var mesterligt eksekveret, og gav sættet en kort oprejsning, men desværre nåede resten af numrene, der bland andet talte den gumpetunge “Cops Shot the Kid” og afsluttende en lidt flad udgave af “One Mic”, aldrig rigtig første halvdels niveau.

På sidstnævnte var det som om, at Nas nu også selv var blevet træt. Efter lige godt en times koncert og at have rappet nummeret siddende, takkede Nas af og forlod demonstrativt scenen, alt imens trommeslager og DJ fortsat spillede videre. Forhåbninger om ekstranumre forblev uforløste, og DJ’ens forsøg på at “efterhype” i fravær af aftenens hovedperson var malplaceret og fuldstændig ligegyldigt.

Tilbage stod publikum med et ambivalent indtryk. Nogle gange var det perfekt, andre gange slet ikke. På trods af et kvalitetsdyk i sidste halvdel af sættet samt en fesen afslutning, så viste Nas sig dog at være en succes-booking fra festivalens side. For når Nas for alvor var tændt, var der stor, stor værdi i at høre højdepunkterne fra en vigtig karriere.

★★★★☆☆

Leave a Reply