Koncerter

Reportage med Baest, Slægt, Lamb of God m.m, 21.06.19, Copenhell, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Udvalgte koncerter fra Copenhells fredagprogram.

Der skulle gå 10 år før Undertoner – og undertegnede – fik debut på Copenhell. Så blev der til gengæld også taget hul på bylden med en forrygende opvisning fra Tool, og derfor var det med forventningsfuld begejstring, at jeg vendte tilbage til den rå, industrielle og sortklædte festivalplads.

Den sene debut skyldes primært, at metal aldrig bliver den genre, der fylder mest på Undertoners spalter, selvom vi har adskillige skribenter med en forkærlighed for visse af dens mange subgenrer. Der findes desuden allerede fremragende genremagasiner såsom Devilution, der med kærlig og kritisk hånd dækker metalscenens mange fortræffeligheder mere indgående end de musikmedier, der dækker en bredere vifte af genrer.

Men Copenhell har med sine 27.000 gæster vokset sig så stor, at den nu er umulig at komme udenom i festivalmiljøet. Festivalen på Refshaleøen spiller virkelig med musklerne, når de lokker et navn som Tool til København – foruden de andre store rockkoryfæer såsom Slipknot, Lamb of God og Slash. Derfor var det efterhånden på tide, at det lille musikmagasin tog turen ud for at mænge sig med metalhovederne på Refshaleøen.

Da programmet på tredjedagen ikke bød på særligt mange navne med oplagt crossover-appel, bringer vi i stedet denne reportage fra festivalen med kortere beskrivelser af en række koncerter.

18.00: Baest

Dagens program startede blidt med de danske heavy-veteraner Pretty Maids, som blev nydt i eftermiddagssolen fra bakkedraget modsat scenen. Herefter var det dog slut med hyggen – og tid til noget anderledes intenst. Det danske dødsmetalband Baest er på relativt kort tid virkelig slået bredt igennem forstået på den måde, at de faktisk har formået at kapre folks opmærksomhed udenfor det lille men tætknyttede danske metalmiljø.

Med en DR-dokumentarserie, en række portrætinterviews og radioindslag bag sig er det faktisk lykkedes Baest at komme relativt bredt ud. Det hjælper nok også, at de har ry for at levere gode liveshows. I hvert fald var der betragteligt flere mennesker til Baest end til koncerten med Pretty Maids, der ellers havde fået hovedscenen stillet til rådighed. Der var noget rørende over at se alle typer af metal- og rockfans møde op for at støtte op om Baest, selvom deres musik for udenforstående kræver en del gennemlytninger at blive komfortabel med.

Til gengæld var de ovenud komfortable på scenen. Her var ingen slinger i valsen, og kombinationen af underspillet jysk charme samt brølende dødsmetal er underligt charmerende på scenen. Forsanger Simon Olsen spurtede rundt i bar mave og lædervest og opildnede til moshpits oppe foran. Hvis man kunne oddse på den slags, så ville jeg ikke tøve med at smide en skilling på, at Baest indenfor de kommende år bliver booket til at levere den store metalfest på en af Roskilde Festivals større scener.

 

18.45: Alien Weaponry

Da seancen med Baest så småt lakkede mod enden blev det tid til at besøge Copenhells mindre scene, da jeg havde hørt et rygte om, at newzealandske Alien Weaponry havde medbragt en haka-træner, der skulle instruere publikum i maori-kulturens traditionelle krigsdans inden koncertstart. Og ganske rigtigt blev koncerten da også indledt med en haka-seance af de tre blege ungersvende, der udgør bandet.

Jeg nåede netop at stå et kort øjeblik og overveje, om vi mon var på vej ud i en form for kulturel appropriation af den slags, der bliver skrevet klummer i Politiken om. Er det egentlig blot et gimmick fra bandets side for at skille sig ud fra det store thrashmetal-morads? Men heldigvis kom deres haka-instruktør med ind på scenen kort derefter i sin traditionelle klædedragt og begynde at instruere publikum … Puha, autenticiteten var reddet! Og senere kunne jeg endda google mig frem til, at bandet faktisk også selv har maori-rødder.

Det virkede dog stadig som lidt af et gimmick, for musikken oplevede jeg hverken som voldsomt opfindsom eller nyskabende. Der var dog fuld fart over feltet, og der var udmærket musik at nyde en kold fadøl til.

19.45: Lamb of God

Selv som ikke-metalhoved har jeg hørt om Randy Blythe og resten af Lamb of Gods fortræffeligheder på scenen. Jeg må dog indrømme, at de amerikanske veteraner ikke brændte synderligt igennem, da jeg så dem på Copenhell.

Jo jo, bevares. Der var da en lind strøm af crowdsurfere, der tog turen op igennem publikumshavet, inden de blev skyllet ud i security-graven (Jeg har altid undret mig over, hvor de egentlig ryger hen derefter? Bliver de bare sluppet ud i havet igen?). Og der var det obligatoriske circlepit, som så spektakulært ud, selvom jeg nøjedes med at betragte det på sikker afstand. Men bandet virkede også lidt trætte. De tog i hvert fald rigeligt med pauser – der var flere gange, hvor musikken og al momentum stoppede mellem numre, mens bandet lige tog sig en pustepause.

21.45: Slægt

Så var Slægt heldigvis anderledes sultne. Slægt er endnu et af de her unge, hypede unge danske metalbands, som har befundet sig i periferien af min musikradar, men som jeg ikke før har haft mulighed for at stifte bekendtskab med. Ifølge Undertoners Daniel Niebuhr stod bandet bag en af sidste års bedste udgivelser, og deres koncert på Roskilde Festivals Rising Stage skule have været et af højdepunkterne i opvarmningsprogrammet.

Det forstår jeg godt! Hold op, hvor er de gode live. Selvsikre, tændte og gennemført musikalske i en grad, der fanger lytteren ind i et lydunivers, der både trækker tråde til den klassiske metal og den mørkeste blackmetal. Stille passager bandt tråd mellem de hårdtslående sange, og selvom det var småt med publikumsinteraktion, så fandt publikum heldigvis helt selv ud af at katapultere sig ind i hinanden og moshe derudaf.

De spillede kun tre kvarter, men det var i virkeligheden helt tilpas. Hellere efterlade publikum tændte og med lyst til mere end at risikere at trætte dem ved at blive hængende for længe.

Herefter blev der lige tid til et gensyn med Slipknot og deres hoppeborgs nu-metal – som altså fik publikum til at gå fuldkommen amok, selvom mine metal-venner ofte rynker lidt på næsen, når de nævner Slipknot – inden turen gik hjemad igen. Selv uden at være inkarneret metalfan er der musikalsk bredde og kvalitet nok på Copenhells program til at man snildt kan komme hjem derfra med både nye musikalske bekendtskaber og mindeværdige oplevelser i rygsækken.

 

Skriv et svar