Plader

Røgsignal: Bodies

Århusianske Røgsignal breder sig ud og inviterer på en drømmerejse på Bodies – et dragende og horisontudvidende album.

Drømmerejse… Muligvis et noget forslidt udtryk i anmeldersammenhænge. Ikke desto mindre er det lige præcis det ord, der bliver ved med at dukke op i mit hoved, når jeg lytter til Røgsignals nyeste album Bodies. Albummet er bandets anden udgivelse og kommer tre år efter debutalbummet, Pletter På Solen, der imponerede mange med dets liveoptagede, mystiske lydunivers bestående af en spøjs sammensmeltning af alle mulige, men nok allermest, genrer som jazz og indierock.

Men forstå mig ret. Når jeg nævner en drømmerejse, er det ikke med tanke på en charterferie eller et krydstogt, men derimod et forsøg på at beskrive en rejse gennem tid og sted, hvor de fjerneste kanter rundt om i verden kan opleves på et split sekund, og hvor følelseslivet får et åndehul. Kald mig bare hippiefidus eller yogasoldat. Det ændrer ikke ved min opfattelse af, at lyduniverset på Bodies har en enorm spændvidde og er noget nær magisk. Det er lyden af både stjernestøv og meteorregn, tågede skove, undervandsliv og alt, hvad hjertet ellers begærer af magiske fænomener. Antallet af billeder der vælter frem i mit hoved, mens Røgsignals musik flyder ind i mine øregange, er så stort, at jeg knap nok selv kan følge med. Og netop dette er noget af det beundringsværdige ved Røgsignals musik. Arrangementerne er så figurative, at selv dovenlars på bagerste række må overgive sig, når han tvinges til at lukke øjnene og koncentrerer sig bare en smule. Men også kun hvis han gør det.

Det kræver nemlig tålmodighed og fokus at lytte til Bodies. Jovist, du kan da sagtens sætte albummet på og lade det køre i baggrunden, men det vil være en skam, for du vil gå glip af mangt og meget. Røgsignals lyd er kompleks og rig på instrumentale lag. Det skyldes bl.a. bandets forankring i jazzens univers samt den genrehybrid, der udspiller sig på Bodies. Røgsignal er ikke bange for at eksperimentere, men leger tværtimod med en lyd, der trækker på både jazz, indie og rock, krydret med en god portion elektronica. Lyduniverset er karakteriseret ved gennemtrængende guitarmelodier badet i rumklang, rungende Fender rhodes, en varm bas og et jazzet (til tider mere rocket) semitørt trommespil.

Bemærkelsesværdigt ved Røgsignals musik er bl.a. deres flair for at skabe opsigtsvækkende og intensiverende passager i deres sange. Et godt eksempel er det betagende åbningsnummer ”Gaze”, der starter med en diskret melodisk duet mellem en beroligende guitar og sagte rhodes. En vuggeviseagtig stemning breder sig, og som nummeret skrider frem, folder den bløde instrumentation sig mere og mere ud. Lige som man tror, at man for evigt skal svæve i en stjernespækket, dybblå nattehimmel, skærer en distortet psyko-guitar igennem velklangens tykke mure og fucker alting op. Sangen munder ud i, hvad måske bedst kan beskrives som et lille stykke musik for mørkets småtumpede, dansende dæmoner.

Noget af det samme sker på sangen ”Ask All Your”. Med et tilbagelænet beat og 80’er inspirerede synth-flader, der leder mine tanker hen på bands som Tears For Fears, kalder nummeret i første omgang på en slowdance. Dette ændrer sig dog et godt stykke inde i nummeret, da en smadret guitar og skæve toner lader et hjemsøgende og forvrænget lydbillede komme til. Du kender måske til mareridtet, hvor du bare falder og falder? Den smadrede passage på ”Ask All Your” sætter på en måde lyd til dette scenarie ret nøje. Lige så godt illustrerer nummerets bløde klaverslutning dét, der sker efter dit styrt mod afgrunden. Nemlig at du vågner en smule stakåndet og småforvirret, men langsomt finder ud af, at du stadig er i live, at solen er ved at stå op, og at kæresten er ved at brygge morgenkaffe ude i køkkenet.

På det stærke nummer ”Anwers” leges der med dynamikken på en anden måde. Ubesværet bevæger musikken sig fra en minimalistisk klaver- og guitarindledning, henover marcherende trommer og afstumpede melodier og til halvskjulte, forstyrrende synth-toner. Kort når man lige at smage på lyden af vals, før man ender, hvor man startede: til tonerne af et bart klaver.

Muligvis sidder du nu og tænker: Bliver det ikke for meget af det gode? Er vi ikke bare ude i endnu et instrumentalt band, der hamrer løs på instrumenterne og ender ud i en form for pærevælling, som ingen forstår? Nej. Det er det ikke. Det fascinerende ved Røgsignal er, at de formår at kreere musik, som du kan fortabe dig i uden at blive tabt på vejen. Det skyldes især de fængende melodier, der optræder på samtlige af numrene på Bodies, og som ofte gentages flere gange i løbet af det givne nummer. Lyt bl.a. til ”1977” og ”Questions That”. Om så det er guitaren eller rhodes’ne, der tager teten, er melodierne iørefaldende og lette at genkende, og det gør det overskueligt at lytte til Røgsignals musik. Her er gjort plads til det komplekse, men på en spiselig måde.

Med Bodies har Røgsignal på fornem vis udvidet det lydunivers de skabte med forgængeren Pletter På Solen. Lydbilledet er noget bredere end tidligere, og dybden er en helt anden. Mens det uden tvivl har noget at gøre med Røgsignals eksperimenterende tilgang til musikken, handler det nok også om, at århusianerne i denne omgang har fået assistance af producer Anders Boll, der bl.a. har samarbejdet med kunstnere som Lowly og Efterklang. På Bodies skaber Røgsignal et både hengivent, råt og sanseligt univers, der tenderer til trancetilstand, men konstant forløser sig selv i et væld af lyd. Jeg vil vove at påstå, at mange kunne have godt af at give Bodies et lyt.

★★★★★☆

Skriv et svar