Interview

Roskilde Rising – Arre! Arre! vil fortælle os om historiske kvinder – både gode og onde

Da de skånske Arre! Arre!-medlemmer var teenagere tog de til Roskilde Festival i stedet for de svenske festivaller. Foto: Matilda Bogren

Det svenske punkband synger om betydningsfulde kvinder og transpersoner, når de i år spiller på Roskilde Rising.

Mænd har fyldt rigtig meget i rockmusik. Der har stået rigtig mange mænd oppe på scenen, der typisk synger om mænd, eller kvinder der har gjort dem ulykkelige.

Det er det svenske punkband Arre! Arre! i gang med at lave om. På bandets nyeste album, Tell Me All About Them, fortælles historierne om indflydelsesrige kvinder og transpersoner. Hvis man lytter til pladen kan man eksempelvis høre historier om maleren Frida Kahlo; den skandaleramte kunstskøjteløber Tonya Harding, hvis ex-mand overfaldte hendes konkurrent; eller den transkønnede, amerikanske aktivist, Marsha P. Johnson, der fra 1960’erne og frem kæmpede homoseksuelle og transkønnedes rettigheder i New Yorks gademiljø.

»Tell me all about them, tell me all about them«, synger Arre! Arre! på det nye album, der udkom i marts.

»Idéen var at genskrive historien og give dem opmærksomhed. Der er ikke nogen bedre måde til at få folk til at huske navne end i en sang. Alle kan huske en god tekst til en sang«, siger bandets guitarist Mattis Årestad.

Artiklen fortsætter efter videoen

Jeg har ringet til hende og Arre! Arre!s forsanger og bassist Katja Nielsen for at høre nærmere om deres koncert på Rising-scenen på årets Roskilde Festival og det nye album, der er opkaldt efter en podcast om de historiske kvinder og transpersoner.

»Katja lyttede til den her podcast om historiske kvinder og transkønnede kvinder, som er blevet glemt. Det var virkelig interessante historier om magtfulde kvinder, og hun ville gerne skrive en sang, hvor vi slynger navne ud på seje personer«, siger Mattis Årestad om sangen ”Tell Me All About Them”, der endte med at blive albummets titelnummer.

Hvorfor er det mere kraftfuldt at placere sådan en historie i en sang end en podcast eller en avisartikel?

Mattis Årestad: »Fordi en sang bliver ikke glemt på samme måde som en artikel. Mange gode, veltalende tænkere har skrevet artikler, men du husker dem ikke ligesom en Janis Joplin-sang.«

På det nye album bruger I blandt andet melodien fra Talking Heads’ ”Psycho Killer”. Hvorfor det?

Katja Nielsen: »Jeg havde den kvindelig australske seriemorder Katherine Knight i hovedet, som jeg gerne ville skrive en sang om. Jeg skrev versene og tænkte, at jeg skulle bruge et virkelig godt omkvæd. Så hvorfor ikke låne fra en af de bedste sange nogensinde?«

Så du ændrede omkvædet om en mandlig seriemorder til at handle om en kvindelig seriemorder?

Katja Nielsen: »Ja. Hun tilberedte sin mands hoved og serverede det for hendes børn. Det er også en del af hele agendaen om kvinders historie på albummet. Når det handler om mænd, kender vi både the good guys og the bad guys, og det burde være det samme for kvinder. For der har også været vanvittige kvinder, og dem vil jeg også lære om. Ikke kun dem, der var aktivister og ændrede verden.«

Betalt ferie med bedste venner

Det er fire år siden, at det svenske punkband Arre! Arre! udgav sit debutalbum A.T.T.A.C.K. Så det er lidt pussigt, at bandet er sat på Roskilde Festivals Rising-scene side om side med unge bands. Bands der knap nok havde haft den første tur i øvelokalet, da Arre! Arre! blev nomineret til det svenske P3 Guld i 2015 for årets rockudgivelse.

Men Arre! Arre! har fornylig genstartet sig selv, og halvdelen af bandet er blevet skiftet ud. Bandet blev dannet af bassist og sangerinde Katja Nielsen og guitarist og sangerinde Anna Palmer i 2014. Efter udgivelsen af debuten forlod den gamle trommeslager og guitarist bandet. Vennen Mattis Årestad trådte til som ny leadguitarist, og sidste år kom den nye trommeslager Totta Edlund ind i bandet. Og så er det gået stærkt for Arre! Arre! igen.

Katja Nielsen: »Fordi de forskellige medlemmer forlod bandet, havde vi svært ved at skrive vores næste album. Men da vi fandt Totta, var hun den sidste brik i puslespillet, og vi skrev hele albummet på bare to måneder, og indspillede det i november sidste år.«

Hvordan har det ændret dynamikken i bandet, når der er kommet nye medlemmer, og der er gået så lang tid, siden I udgav jeres debut?

Katja Nielsen: »Det her set-up er, har den bedste dynamik, vi har haft. Både musikalsk, men også på et personligt plan. Vi er venner, og det føles som om, jeg er på en betalt ferie med mine bedste venner, når vi skal ud og spille. Vi hænger mere ud i vores fritid og fester mere sammen. Vi kommunikerer bedre og vil næsten altid det samme.«

Hvordan er det for jer som et svensk band at skulle spille på Roskilde Festival? Er det lige så stor som, hvis I var et dansk band?

Katja Nielsen: »Ja, selvfølgelig.«

Mattis Årestad: »Jeg har været på Roskilde, da jeg var teenager. Jeg var en af dem, der stod i kø i 24 timer for at komme ind på campingområdet. Det her kommer til at være den største koncert, jeg nogensinde har spillet. Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse.«

Katja Nielsen: »Børn fra Skåne vil hellere på Roskilde end til festivaler i det nordlige Sverige. De fleste af mine venner, tog på Roskilde, da vi voksede op, og vi elskede det.«

Mattis Årestad: »Jeg tror, jeg begynder at græde, når vi kommer tilbage. Det bringer så mange minder frem. Det føles som om mit indre barn græder ved at tænke over det her. Tænk, hvis jeg havde vist for 15 år siden, at jeg skulle stå oppe på den scene. Så ville jeg dø på stedet«.

Meget af festivalen har ændret sig, siden I var der sidst. Er I bekymret over, at det ikke lever op til mindet?

Mattis Årestad: »Nej, jeg tror endda, det bliver bedre. Roskilde har altid booket vidunderlige bands, og jeg kan godt lide, det er en non-profit festival med fokus på bæredygtighed og lighed. Den største forskel er nok, at vi ikke bliver ligeså fulde.«

Skriv et svar