Koncerter

Smashing Pumpkins, 01.06.19, Heartland, Kværndrup

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Der var fuld smæk på guitarudskejelserne, da Billy Corgan holdt hof med sit 90’er-nostalgiske show på Heartlands hovedscene.

Uanset hvad ens forhold er til Billy Corgan og Smashing Pumpkins er, så må man sige, at de var umulige at komme udenom på årets plakat til Heartland. Der kan godt gå lang tid mellem den excentriske amerikaners besøg i Danmark, og derfor var der en sitren i luften fra de mange forventningsfulde fans, der var mødt op for at se deres (guitar)helt på scenen.

Også på scenen var Smashing Pumpkins umulige at komme udenom. Selvom Solange nok tager prisen for mest iøjnefaldende scenografi på Heartland, så var Billy Corgans i hvert fald voluminøs. Tre gigantiske oppustelige tinsoldater ragede helt op under loftet på teltet, og ude i siden af scenen stod guitarer sirligt stablet i et mindre arsenal, som kunne bevæbne en halv armé af ordinære rockbands.

Ordinær er dog ikke et ord, der dækker særligt godt over Billy Corgan – den alternative 90’er-rocks excentriske og mærkværdige fyrste. Til dagens anledning var han trukket i et outfit bestående af en lang, sort frakke med et SP-armbånd på – samt lidt ansigtsmaling der stod i skarp kontrast til den ligblege hud. Resultatet kan bedst beskrives som en form for nazivampyr-look, der dog også fik en lettere komisk karakter på grund af den topmave, som Corgan har udviklet siden sine velmagtsdage.

Overfloden var også til at kendetegnende i lydbilledet, der blev domineret af hele tre guitarer. Corgan var nemlig flankeret af James Iha, der var vendt tilbage efter 18 års pause fra bandet. Han var blandt bandets grundlæggere, men trådte ud i år 2000 og har siden spillet med blandt andet A Perfect Circle. Derudover var også guitaristen Jeff Schroeder på scenen som en slags musikalsk tredjehjul, der hjalp med at holde showet kørende sammen med trommeslager Jimmy Chamberlain og keyboardspiller Katie Cole.

Showet fik imidlertid en lidt fumlende start med ”Siva” og ”Rhinoceros” fra Pumpkins’ debutplade Gish fra 1991. Bedre blev det på hittet ”Today”, der dog stadig blev fremført i en underligt tøvende facon. »Today is the greatest day I’ve ever never known,« sang Corgan – men det var ikke helt, som om han oprigtigt mente det eller satte noget på spil.

Det blev dog taget imod med kyshånd af publikum. Selvom jeg stod lidt tilbage, så var der fyldt med dedikerede fans, der hjalp koryfæerne på vej med hujende tilråb og fællessang. Og efter en små 30-40 minutters tid, var det, som om at der langsomt begyndte at ske noget. Corgan løsnede lidt op og stod ikke længere som en anden stenstøtte på scenen. I stedet vraltede han lidt rundt og skiftevis forsøgte at gejle publikum op og lod sig sole i deres tilbedelse.

Nogen stor publikumsforfører vil jeg dog ikke anklage Billy Corgan for at være. Faktisk lod han James Iha tage sig af det meste, der involverede hyggesnak og publikumskontakt – selvom Iha også må siges at være udpræget introvert. Alligevel var det, som om det gik bedre og bedre for Corgan, jo længere vi kom ind i koncerten. Jeg havde haft mine bange anelser om hans tilstand, men de blev til dels gjort til skamme.

Et nyt nummer i form af 2018-singlen ”Knights of Malta” var overraskende effektfuldt og indbød til fællessang fra publikum, men da bandet lige efter slog over i ”Tonight, Tonight” blev man lige mindet om, hvorfor det nu var, at så mange har et forhold til Smashing Pumpkins og deres eklektiske miskmask af alternative rockgenrer. ”Bullet With Butterfly Wings” var endnu en gammel kending, der blev leveret, så den gik rent ind blandt de dedikerede fans.

Undervejs var der desværre også flere momenter, hvor man blev mindet om, hvorfor Corgan & kompagni primært kører den hjem på nostalgifølelsen hos deres dedikerede fans. Allerværst var momentet, hvor Corgan nonchalant forlod scenen og lod James Iha fremføre et tamt cover af The Cures ”Friday I’m in Love” (?!). Coveret blev fremført uden synderlig indlevelse eller nogen tilføjelser, hvorfor Smashing Pumpkins pludselig fremstod som et halvfesent coverband. Få sange efter fulgte de gudhjælpemig op med at lade ”To Sheila” glide over i Pink Floyds ”Wish You Were Here”, hvor Corgan i det mindste var tilbage på scenen. Mere bizart end vellykket.

Heldigvis blev den dårlige smag hurtigt vasket ud af munden med en fornøjelig levering af megahittet ”1979”, der jo som bekendt er sangen, som selv Smashing Pumpkins-fornægtere ikke kan hade. Jeg tvivler dog på, at der var nogen fornægtere, der så den halvanden time lange koncert til ende. Det var nemlig i høj grad en koncert, der prædikede til koret.

Jeg tør vædde den påstand, at ens oplevelse af koncerten stemte fuldstændig overens med ens forhold til vulgære guitarsoloer og nostalgisk rocklir. Er man typen, der anser guitarsoloer som det perfekte øjeblik til at sætte en kande kaffe over, så var Smashing Pumpkins noget af en dødssejler. Er man typen, der labber den slags i sig, så fik man lige præcis, hvad man var kommet for.

★★★½☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar