Koncerter

Tame Impala, 06.06.19, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Thorsten Iversen
Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Tame Impala lever stadig højt på Currents, men kunne ikke helt holde niveauet med de nye sange, da de besøgte NorthSide på en kold juni-aften.

Mørket har sænket sig over Aarhus’ ådal. Regnen er blæst væk og har efterladt festivalpladsen køligere, end den burde være. Foran Green Stage er folk begyndt at stimle sammen og halvcirklen foran scenen vokser og vokser, mens man kan høre Khalid spille færdig et eller andet sted på Blue Stage, selvom det i princippet lige så godt kunne være en hvilken som helst anden planet. Storskærmene blinker moraliserende budskaber med NorthSides refleksgule temafarve for 2019. Det er en sindssyg farve.

Alligevel er den kun langt ude i familie med de farver der den næste time og 20 minutter eksploderer fra scenen. Men inden det sker, slukker skærmene og mørket bliver tættere. Menneskemængden giver ly for hinanden og pudselig er det næsten varmt. Kun folk over 1.85 fornemmer den kølige vind, og så sker det. I halen på en mærkværdig håndholdt video som baggrund kommer bandet frem og tonerne af “Let It Happen” får straks glæden til at eksplodere hele vejen rundt.

Tame Impala kan ikke åbne en koncert uden at lade “Let It Happen” være åbneren. Alt andet ville være forrykt. Det er på mange måder bandets signaturnummer, der trækker publikum ind i deres, eller rettere multimanden Kevin Parkers, univers. Og folk er virkelig med, men det er lyden ikke helt. Synthesizeren, der ellers skal stå for nummerets hoved-riff, er alt for lav og publikum synger den selv. Heldigvis bliver niveauet bedre i løbet af koncerten, og den lave volume på synth’en lægger på ingen måde en dæmper på festen. Heller ikke på vinden, der udkæmper en konstant kamp mod røgmaskiner og konfetti.

Herfra ruller australierne sig ud med numre primært fra Currents, der helt tydeligt er de fleste lytteres reference. “Let It Happen” følges op af 2019-singlen “Patience” der lige også lige så godt kunne have hørt til på Currents, hvis ikke det var for den rene klaverlyds dominans på nummeret. Publikum tager godt imod nummeret, men bliver ikke revet ind i ekstasen før “The Moment” erstatter opkomlingen. Australierne var ventet med glæde og deres sene spilletidspunkt giver deres imponerende visuals de bedste betingelser. Laserlys og videoer med æstetik hentet fra bunden af et svampetrip, buldrer op i aftenmørket med Kevin Parker i midten som en psykedelisk Jesus-figur med sit lange, glatte hår og skæg.

Som ottende nummer kommer “The Less I Know The Better” og mega-hittet med sin Kim Larsen-simple lyrik er koncertens festligste højdepunkt. Her er hele pladsen med i koncerten, men herfra går det hele også langsomt ned i tempo selvom koncerten bliver holdt i live med Currents numrene “Yes I’m Changing” og ellers stille “Eventually”. Den nye single “Borderline” slår næsten stemningen ihjel. I denne del af koncerten, er det også blevet mere instrumentalt og numrene får lange outro’er hvor bandet får instrumentale sekvenser til at male oveni hinanden og nærmest gå i trance.

Undervejs viser instrumental-stykkerne “Nangs” og “Gossip” ganske vist hvilken værdi den slags numre kan have live som intense intermezzoer. Særligt “Gossip” får en flot plads som optakt til de to ekstranumre”Feels Like We Only Go Backwards” og “New Person, Same Old Mistakes”. Særligt på det sidste gør bandet sit bedste for at lade aftenen slutte med en fest – utrolige mængder røg og konfettti fyres af – kun for at blive fejet væk af vinden og direkte over i toiletområdet.

Tame Impala levede højt på mesterværket Currents og deres visuals, for interaktionen med publikum var sparsom. Parker var den eneste fra bandet, der talte og han nød at være tilbage i Danmark og spille, sagde han fra scenen. Længste stykke interaktion drejede sig om hvorvidt vejret føltes koldt eller ej. Og selvom Tame Impalas musik mest er et indadvendt univers med dansabale elementer, så manglede koncerten at blive en synergi mellem band og publikum, der på en måde holdt hver deres fest med lysshowet og røgen som glasvæg mellem sig. Derudover byggede sætlisten heller ikke op mod et festligt klimaks eller en “holde-om-hinanden”-afslutning. Der var ingen decideret spændingskurve,  hvilket fik den ellers velspillede koncert til at føles fragmenteret og bandet fremstod aldrig som de dukkefører de kunne have været.

Det var solidt, godt og på det forventelige niveau.

★★★★½☆

Skriv et svar