Plader

The National: I Am Easy to Find

Skrevet af Jens Trapp

The National er selve den her kreative middelklasse som de spiller til, spiller for og synger om. Deri ligger deres integritet. Ægtheden i hele projektet The National og derfor holder det. Derfor bliver de, om ikke bedre og bedre, så dog dybere og mere komplekse med tiden. Fordi de netop formår at udfordre deres egen integritet indenfor rammerne af hvem og hvad de er. Fordi de bare er de her kreative Brooklynbohemer. Indiearketyperne par excellence.

Noget af det gode ved at blive bedt af redaktøren om at anmelde dette eller hint, er at f.eks. med The Nationals seneste album I Am Easy to Find, ja så ville jeg muligvis have skøjtet let hen over det, som værende lige et nummer for kedeligt og forudsigeligt. The National?! Det der ikoniske indieband fra Brooklyn, som stædigt holder fast i den samme lyd som for 20 år siden. Dem med den perfekte parabel, med Boxer og High Violet som toppunkter?! Og vil de i så fald ikke på nuværende tidspunkt befinde sig et sted på den nedadgående bue? Jeg ville have afvist det som musik for den kreative middelklasse, som i The National kan spejle sig i følelsen af at have alt det, man egentlig har behov for, men alligevel sidde dér i designersofaen med sin hjemmebryggede cortado og have en følelse af, at noget ikke er helt, som det skal være. En snigende følelse af ikke at være lykkelig nok. Og det på trods af alle de materielle goder man har, mens man helt overser, at det er i kraft af dem, følelsen opstår.

For der er jo helt åbenlyst ikke sket de store verdensordensomvæltende forandringer i The Nationals univers siden den selvbetitlede debut i 2001. Altså lyden er blevet mere sofistikeret, men ellers?! Det er stadig den samme lavmælte, til dels indadvendte indie, som vi kender så godt, ja næsten til bevidstløshed, fra de foregående syv albums, der er bandets ærinde og hele eksistensgrundlag. Beherskede, kontrollerede og bevares da, lækre guitarer fra brødrene Dessner og en ganske opfindsom rytmegruppe i brødrene Devendorf, lidt delikate strygere her og lidt sfærisk kor fra Brooklyn Youth Chorus dér og vupti; alt er som det plejer. Især trommeslager Bryan Devendorf er med til at definere lyden. Hans uroligt sitrende og indimellem hektiske spillestil, er en vigtig del af The Nationals lyd. Den skaber en vildt god kontrast til alt det afdæmpede og rolige. Og selvfølgelig kan man heller ikke komme uden om forsanger Matt Berninger. Det hele står og falder med, om man kan lide Berningers karakteristiske baryton eller ej.

Nu er indie mange ting. En enorm paraply at stikke især guitarbåret afdæmpet rockmusik ind under. God indie kan tit være lidt kedelig og anonym ved de første par gennemlytninger, men så langsomt krybe ind under huden i kraft af en stemning i musikken, en speciel timing i rytmikken, en tekst der bare bider sig fast og vækker genklang i sjælen.

Den kvikke læser har selvfølgelig regnet ud, at det er nøjagtig det, der er sket for mit vedkommende. I Am Easy to Find er stille og roligt krøbet ind og har lagt sig som et ulmende plasma om mit indre. En varmende og velgørende følelse af, at noget giver mening. Og jeg har genhørt nogle af de gamle albums, som jeg egentlig havde glemt, at jeg godt kunne lide, men som jeg nu husker, gjorde nøjagtig det samme. Stille og roligt krøb ind under huden på mig. Og ret skal være ret; I Am Easy to Find, når ikke samme højder som  The National, når de er bedst. Men jeg er begejstret for Berningers baryton, for rytmegruppen; den rastløse puls under det hele og jeg finder brødrene guitar både opfindsomme, underspillede på den fede måde og svært behagelige i deres hele tilgang til, ikke bare The National, men også livet sgu. Det at de, sammen med Claus Meyer og Mikkel (Mikkeller) Borg Bjergsø, startede Haven Festival op på Refshaleøen, Aaron Dessners samarbejde med Justin Vernon (Bon Iver) i Big Red Machine og brødrenes arbejde med Dark was the Night,  Day of the Dead og Forever Love. Det hele går op i en højere enhed og understreger at jo, The National er et ikonisk indieband. På godt og ondt. Og de laver ikonisk indiemusik, der kunne være underlægningsmusik til store dele af den vestlige verdens indbyggere.

I Am Easy to Find startede egentlig som en film. Eller rettere et forslag fra Los Angeles instruktøren Mike Mills (filmen 20th Century Women, og musikvideoer for bl.a. Moby, Yoko Ono og Air), hvorfra det udviklede sig til et album OG en film. Albummet er ikke et soundtrack til kortfilmen, men et selvstændigt værk, affødt af arbejdet med filmen. Egentlig ville The National have holdt en pause ovenpå nogle lange turneer med albummet Sleep Well Beast, men planerne blev ændret og filmen indspillet med Alicia Vikander (”The Danish Girl”) i hovedrollen. En genial hovedrolle i en, i grunden, simpel og meget rørende film om en kvindes liv. Med andre ord; en kvindefigur i The Nationals univers. Det fik dem til at overveje tingene, eller som Bryce Dessner udtykte det: »If we’re telling the story of a woman’s life, wouldn’t it be interesting to hear a woman sing?« Og jo, det syntes de og det er jo så den vigtigste forandring i forhold til de tidligere albums. De mange kvindelige sangere der medvirker. Allerede to minutter inde i åbningsnummeret ”You Had Your Soul With You”, bryder Gail Ann Dorsey, bassist og sanger i Bowies band helt tilbage fra 1995 og frem til Bowies død, ud i linjerne: »I have owed it to my heart, every word I’ve said/ You have no idea how hard I died when you left« og med en stemme og en intonation der rent faktisk minder utroligt meget om Berningers, fungerer det overraskende godt! Ligeledes fungerer det storartet med Lisa Hannigan, Kate Stables, Eve Owen og franske Mina Tindle, som er gift med Bryce Dessner. Sharon Van Etten er også at finde et sted. Hvor meget Berninger kan vi fjerne og stadig lyde som The National, har de udtalt.

Ned gennem det forholdsvist lange album (16 numre; 63 minutter) er der gnistrende smukke momenter, langsommelige, lidt kedelige passager og masser af eksistentiel lyrik, som overalt er af fineste karat. Det hele starter hektisk opklippet og frenetisk på “You Had Your Soul With You”, så frenetisk som det kan gøres, når man er The National. Men så tager det smukke, melodiøse over. Det lyriske. “Quiet Light”, “Roman Holiday” og “Oblivions” er numre der bare glider ind og lægger sig smooth og lækkert om din rastløse krop, beroligende, mens næste nummer “The Pull of You” selv bliver rastløst og vrider og vender sig i et forsøg på at passe ind. Nummeret skulle have været med på Sleep Well Beast, men lykkedes aldrig for bandet. Nu er det skrevet om og fungerer som et sært sitrende interlude, mellem to blokke af smukke popsange. Og man forstår godt, hvorfor de gerne vil bruge nummeret. Der er masser af smuk poesi i teksten, som f.eks. her i åbningen: »Something’s leaving me behind/ It’s just a feeling in my mind/ What was it you always said?/ We’re connected by a thread/ If we’re ever far apart/ I’ll still feel the pull of you«, eller linjen: »I’m either at the bottom of a well or spinning into somebody’s outdoor glass furniture«, eller: »Sometimes I don’t think I’m really around here half the time/ Sometimes I don’t think I’m really around here at all«, som virkelig italesætter det moderne vestlige menneskes spleen og hele eksistens. Den næste blok af soul pleasers er de to numre “Hey Rosey” og titelnummeret “I Am Easy to Find” der igen italesætter tematikken om at være menneske i forhold til andre mennesker, især det langvarige kærlighedsforhold i f.eks. ægteskabet: »How long have we been here?/ Am I ever coming down?/ I need to find some lower thinking, if I’m going to stick around/ I’m not going anywhere/ Who do I think I’m kidding?/ I’m still standing in the same place where you left me standing«

“Her Father in the Pool” er et lille intermezzo for kor og “Where Is Her Head” en hektisk sag som Aaron Dessner synger sammen med Dorsey og Owens inden Berninger kommer ind med sit: »I think I’m hittin’ a wall, I hate loving you as much as I do, I think I’m runnin’ away, I Feel the dark storm you bring, I can’t take another day,I think I’m hittin’ a wall, I think I’m hittin’ a wall«. “Not in Kansas” er en lang Stream-of-consciousness som oprindeligt var meget længere, men takket være instruktør Mills, der også er krediteret som medproducer, er den nu ‘kun’ på knap syv minutter. “So Far So Fast” er et næsten ligeså langt, enerverende instrumentalt indslag. Hvis vi følger filmens dramaturgi, hvad det ifølge The National IKKE er meningen vi skal, men alligevel, kunne det være døden, der er taget under behandling her og også i det efterfølgende “Dust Swirls in Strange Light”, der citerer alle Mills’ oneliners i filmen. I hvert fald et eller andet eksistentielt, som man muligvis skal sidde og stene over med en smule weed i kroppen, for at få det fulde udbytte af?! “Hairpin Turns”, “Rylan” og “Light Years” er endnu en lille gruppering af de smukke, denne gang dog mærkeligt uvedkommende sange, som ikke når op på højde med starten af albummet. De afbrydes kun af det lille korstykke “Underwater”, der peger tilbage på “The Pull of You”: »If I said I was sorry for always being underwater, would you stay?« Det ændrer dog ikke på, at sidste del af albummet bliver sært overflødigt, eller undværligt i sit udsvævende ikke-tilstedevær, med momenter af skønhed, javist, men også uroligt sendrægtigt.

Det er svært at skille de to ting ad; film og album. Selvfølgelig hænger de sammen, men det er to selvstændige værker og her skal det selvfølgelig handle (mest) om lytteoplevelsen, altså albummet. Som tidligere sagt og som det også er tilfældet med andre The National-albums, ja så vokser det på én. Det bliver større end sig selv og peger i alle mulige retninger. Der er et væld af referencer på albummet. Til R.E.M., til Patti Smith og Robert Mapplethorpe, til Phillip Roth, til Strokes første to albums, til Bibelen og ja, you name it. Guided by Voices citeres i titelnummeret og bandet Thinking Fellers Union Local 282 i “Not In Kansas”. Det er litterært og finkulturelt uden at blive (alt for) snobbet. Det har et hav af gode sange, som sædvanlig uden de store hooklines, hvilket slet ikke ligger til The National, og hvilket er positivt i mine ører. Til gengæld bliver det også en smule for langmodigt, for drøvtyggende med de lange korpassager og nogle numre der nærmest hvirvler om sig selv som støv i mærkeligt lys. Det er sandsynligvis et helt bevidst kunstnerisk valg, men det trækker altså ned i den samlede oplevelse af værket. Det bliver lige kunstigt nok, i forhold til at være stor kunst. For ‘villet’ på en måde. Der er for meget vand i snapsen. Jeg er svært begejstret for hele ideen dog, konceptet I Am Easy to Find. Men det rammer ikke helt samme højder som The National når de, musisk set, er bedst. Et godt udspil er der dog tale om! Det skal der ikke herske tvivl om. Jeg ville såmænd godt have givet mere for den gode del af pladen og tilsvarende mindre for den anden, men nu lander det altså her.

★★★★☆☆

 

At blive bedt om at anmelde en plade, der er udkommet for noget tid siden, betyder, at jeg til gengæld har adgang til en del interviews givet i forbindelse med udgivelsen. Det har resulteret i et par:

 

Fun Facts

  • Matt Berningers kone Carin Besser skriver en del tekster til The National; nogen gange skriver hun ideer eller kommentarer direkte ind i Berningers notesbøger
  • Titlen Boxer blev i sin tid foreslået af Besser, fordi Aaron Dessner og Matt Berninger altid slås om alting
  • Hvis det især er de hektiske trommer der fænger, så dyrk også Bryan Devendorfs sideprojekter: LNZNDRF (sammen med brormand Scott) og Pfarmers
  • Den pause bandet talte om efterSleep Well Beast kunne meget vel have resulteret i at: »Maybe the group would have fallen apart« udtaler brødrene Dessner
  • Matt Berningers Instagram-konto er ret sjov: https://www.instagram.com/greengloves777/

 

 

Skriv et svar