Koncerter

Tool, 20.06.19, Copenhell, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Tool var lige så egenrådige og enigmatiske som de altid har været på Copenhell, hvor de spillede nattemørket frem med et buldrende prog-brag af en koncert.

Natteluften sitrede nærmest af forventning, da tidspunktet for Tools genkomst på en dansk scene efter 13 års fravær nærmede sig. Blandt publikum herskede der ingen tvivl om, at bookingen af det elskede og enigmatiske amerikanske prog-metal band var et scoop. 10.000 Tool-fans kan jo ikke tage fejl, som man vidst siger. Og bedømt efter mængden af fremmødte t-shirts med Tool-logoer, så virker 10.000 ikke som noget urealistisk bud.

Og forløsningen kom da også prompte, da de amerikanske veteraner lagde ud med det slagfærdige hit »Ænema« fra 1997 som åbningsnummer. Maynard James Keenan sang, messede, hvæsede og skreg sig gennem sin dommedagsagtige lyrik, mens bandmedlemmerne tæskede derudaf med gungrende og komplicerede basgange samt trommerytmer. Linjer som »’Cause I’m praying for rain / I’m praying for tidal waves / I want to see the ground give way / I want to watch it all go down« virkede både sært tillokkende – med det nuværende politiske klima I USA in mente – og hovmodige taget de rigelige mængder regn I betragtning, som vi på det seneste er blevet velsignet med fra oven.

I hvert fald gav jorden næsten efter, da lyden af de velkendte og savnede toner fik fansene til at gå amok oppe foran. Der blev i hvert fald moshet, hoppet og crowdsurfet i større grad, end jeg lige havde forventet. Det holdt dog ikke ved så længe, da både fans såvel som Tool selv efterhånden kom i tanke om, at de jo er et prog-metal band, der i høj grad har vundet indpas som bannerførere af arven fra bands Pink Floyd og King Crimson.

Energiniveauet dykkede mærkbart blandt de fans oppe foran, som jeg stod nær. Det var dog ikke i sig selv et problem, for der er vitterligt mange subtile detaljer og musikalske godterier gemt i Tools bolsjepose af et bagkatalog. Desværre mudrede lyden en del i starten af koncerten, og derudover lå Maynard James Keenans vokal kriminelt lavt i mixet. Det var ikke nogen katastrofe – og lyden blev gradvist skarpere – men det tog en smule af brodden fra Tools musiktekniske sansebombardement. Især ”Parabola” blev ikke helt den overrumplende oplevelse, som jeg havde håbet på.

Førnævnte blev fulgt op med det nye nummer ”Descending”, der om et par måneder kan høres på Tools nye plade, som angiveligt skulle være lige på trapperne efter utallige år med løse rygter, forsinkelser og pladeselskabsknas. Her skal jeg love for, at Tool lagde fra land og bevægede sig hovedkulds ud i den store prog-sump! I den relativt korte koncert – den varede halvanden time – blev der givet påfaldende meget tid til dette nye nummer, der ikke besad helt samme drivkraft som de ældre numre. Bevares – klimakset var intenst. Men rejsen derhen var ikke aftenens mest sindsoprivende indslag.

Det føltes måske også ekstra antiklimatisk, fordi Tool fulgte op med en udgave af ”Schism”, som de ramte lige i røven, hvilket fik sat menneskehavet i vibrationer, så det flød med fadøl og mandesved. Metalfesten var tilbage – og det var tiltrængt at mærke engagement fra publikum give udslag i entusiastiske spjæt, hop og moshen. Maynard James Keenan og hans band gjorde sig ikke rigtigt i publikumsengagement, men fremstod istedet tilfredse med at lade musikken og scenografien tale for sig selv.

Heldigvis var der masser at kigge på og lade sig betage af – selv i de mere stille passager. Tools småpsykedeliske dukkefilm kørte som en mere eller mindre konstant montage i baggrunden på de flotte LED-skærme – og selv Keenan ikke sagde meget mere end to ord til publikum under hele seancen, så var der noget fascinerende og grotesk over at se den 55-årige rockstjerne give den gas med fuld montering i hanekam og makeup som en anden gotisk metalgargoyle.

Sidst Tool udgav et album var i 2006 – hvilket også var sidste gang, de spillede i Danmark. Dengang var jeg en bebumset teenager, der endnu ikke havde haft min Roskilde-debut – og jeg nåede altså kun lige knap at opleve røvenden af Tools storhedstid. Derfor var koncerten på Copenhell en længe ventet chance for mig for at se et band, som jeg længe lige akkurat har været født for sent til at opleve dengang – men samtidig har jeg været en del af en generation, hvor de var umulige at komme udenom som rockfan.

Det var altså en koncert, som jeg havde glædet mig svært meget til. Men jeg må sige, at jeg måske også havde fået bygget forventningerne en anelse for meget op til koncerten. Nu har jeg endelig oplevet det forjættede land, som mit teenage-jeg dengang i 2006 var forment adgang til – og det var ikke den fuldkommen overrumplende oplevelse, som jeg havde bygget det op til i mit eget hoved. Til gengæld var det en teknisk overlegen, tight og utroligt Tool’sk oplevelse – for det er på alle måder et band, der gør tingene fuldkommen på egne præmisser.

Og ja, der var da også nogle knaster. Udsving i lydkvalitet og vokalvolumen. De stenede progpassager. Den verdensfjerne tilgang til fansene. Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke har gået og nynnet Tool-melodier for mig selv her dagen derpå.

★★★★★☆

Foto af Mathias Kristensen.

Skriv et svar