Plader

War Drums: Gummo

Den aarhusianske duo War Drums barsler med deres første fuldlængde udgivelse, Gummo. Her disker de to herrer op med en energiudladning båret oppe af knitrende synthesizer, hamrende trommemaskiner og en intens vokal. En gruppe som Spleen United har ingenlunde levet forgæves. War Drums spiller nemlig op til samme fest.

Allerede ved mødet med de første toner og vokalen er det vanskeligt ikke at komme til at tænke tilbage på dengang Danmark blev hjemsøgt af gruppen Spleen United. Med Spleen Uniteds to første albums Godspeed Into The Mainstream og Neanderthal fra henholdsvis 2005 og 2008, bragte Spleen United en synth båret poprock ud i det ganske land. Det var ret så seriøst og passioneret, uden at det mistede dets festlige dimensioner. Der var smæk for skillingen til deres koncerter, og jeg mindes at være en del af en svedig technofest, bare uden techno. Det må da siges at være et kvalitetsstempel. Nu skal det dog handle om den første fuldlængde udgivelse fra War Drums. Her er der dog også åbnet op for musikalske toner af festlige dimensioner.

War Drums er en duo bestående af henholdsvis Carsten Hebsgaard og Thomas Kring. De har tidligere tilbage i 2014 udgivet en EP ved navn Wilderness Children, men nu er tiden så moden til, at de to herrer nedkommer med en fuldlængde, nemlig Gummo. De kalder selv den musik, de spiller for ”synth brutality”, en genrebetegnelse, der straks fik undertegnede til at spidse ører. Nuvel, så er det ikke nok med en sej genrebetegnelse, så hvad rummer det meget lidt diskrete genrebegreb så egentlig? Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er War Drums.

Det er et lettere punket elektrounivers, der dyrkes på Gummo. Det er dystert, men det er dog så uptempo, at dystert ikke helt er det, der rinder en i hu efter flere afspilninger. Jeg vil mere sige, at det er intenst og insisterende i udtrykket. Det er ikke muntert, men helt mørkt er det heller ikke. I forhold til antal BPM, beats per minute, er det dansabelt og energiladet fra start til slut. Men grundet svulstigheden i mixet og trommemaskinernes hårde fremtoning får det noget mere kant.

“Dont Give a Fuck”, “Prophet” og “Moon Palace” er eksempler på den opskrift, der på mange måder kendetegner den synergi og røde tråd, som eksisterer på Gummo: En stille opstart med en vedholdende og forholdsvis lys synthesizer tone, for derefter løbende at opbygge en intensitet og et hurtigere tempo. Her er formlen dog også mere eller mindre beskrevet, og der er ikke synderlig meget variation på den korte plade. Der hvor tingene stikker af – på den gode måde – er, når det i nærmest solostil skaber et fræsende intermezzo af elektroniske lyde, der knaser, skriger og skorter henover lydbilledet. Jeg mangler dog, at de fræser lidt mere skingert ud, som de gør nogle steder, og samtidig kunne det klæde dem at tillade sig lidt længere stykker, hvor der ikke er vokal. Det kan stadig godt være intenst og energiladet, selvom numrene er lidt længere.

Numrene “Slaves”, “Smother”, “Pace Yourself” og “ATA” er det tætteste War Drums kommer på at gøre alvor af deres selvopfundne genrebetegnelse ”synth brutality”. Her skruer de en anelse op for intensiteten og energien, samtidig med at synthesizeren bliver mere skærende. Visse steder er der tale om små hints fra triphop og den skarpere del af dubsteppen. Men faktum er, at grundformen er mere rund og poppet end brutal. Måske skal brutaliteten fanges live? Vokalarrangementerne og de vokaleffekter der bliver benyttet, gør det en kende oppustet, men dog også mere dynamisk.

Jeg finder War Drums’ Gummo som et interessant bekendtskab. Men jeg vil dog påpege, at jeg havde forventet et mere råt udtryk, end det jeg bliver præsenteret for. I stedet mødes jeg af noget meget intens og passioneret dansemusik. Jeg befinder mig tilbage til de koncerter, jeg nævnte i første afsnit. Musikken er energiladet og meget dansabal. Der er helt klart hentet inspiration fra computerspilsverdenens tidlige tider med pixelerede lydbilleder. Samtidig minder det mig om pladen Panser, som den danske punklegende Peter Peter og Christian Rønn udgav på selskabet Escho tilbage i 2012. Her havde de skabt et elektronisk og uptempo soundtrack til Sergej Eisensteins stumfilm fra 1925, Panserkrydseren Potemkin. Med deres energiske leg med synthesizer og det frontale vokalangreb formår War Drums at skabe en festlig stemning i øregangene, men det er som om, det ikke helt varer ved til den lyse morgen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar