Koncerter

Lowly, 18.07.19, Musik I Lejet 2019, Tisvildeleje

Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Joakim Dalmar

Lowly nåede aldrig et skyhøjt niveau under svære arbejdsbetingelser, men deres professionalisme sikrede alligevel en respektabel flyvehøjde for koncerten.

[slideshow_portfolio]

Det var et ekstremt højlydt og støjende telt, man kom ind til, da Lowly skulle spille på scenen Bodega klokken halv ni. Det var faktisk helt pinligt at være en del af publikum, for man kunne fra start fornemme, hvor malplaceret bandet fremstod på scenen. Det skulle dog ikke stoppe Lowly fra at levere en behagelig koncert, selvom det var dog noget af en kamp, de måtte kæmpe.

I virkeligheden var det lidt en tabt kamp fra start. Der var ikke rigtig plads til de stille momenter, og Soffie Viemose måtte til og med forklare publikum, at man altså godt kunne hviske til sidemakkeren. Bandet håndterede dog støjen ret godt i sidste ende. Under “Deer Eyes” kunne man specielt mærke bandets essentielle udtryk stå frem. Og så er det altid rart at se Viemoses smittende indlevelse i musikken.

På “Go For a Walk” fik bandet også skabt en rar og næsten cinematisk stemning med den marcherende rytmik og den omsluttende vokal. Desværre var det også her tilfældet, at publikums sniksnak druknede detaljerne i det større lydbillede. Heldigvis blev der skabt et modspil til støjen fra publikum, da autotune-føleren “In the Hearts” blev spillet mod slutningen af koncerten, hvor Lowly til sidst for alvor kunne fylde rammen ud. Specielt intensiteten når det forskruede lyd-sample spiller ind, der lyder som en løbende guitar, er jeg helt vild med.

Det var dog ærgerligt, at så mange momenter undervejs endte med at fremstå langtrukne på grund af støjen. Publikum formåede heldigvis  unden nummeret “I” at tysse af hinanden, og det havde en vis effekt. Der blev stille, men slet ikke stille nok. Koncertens mest stille moment blev ironisk nok revet itu af menneskers frustration omkring støjen. Også netop “ii”, der fungerer som en interlude, blev desværre også irrelevant for koncerten, da Nanna Schannong prøvede at udføre tale-frasen, som forsvandt i det støjende lydbillede.

Det skal dog ikke lægges Lowly til last, for overordnet set var koncerten dejlig. Bandets naturlige og eccentriske tilgang til udførelsen af deres musik er helt deres egen. Man finder det ikke rigtig andre steder, men det kunne størstedelen af publikum næppe fornemme. Lydbilledet blev ødelagt af rammen – men heldigvis er Lowly så profesionelle, at koncerten ikke blev ødelagt af det faktum. Publikum får dog én halv stjerne herfra.

★★★★½☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Leave a Reply