Koncerter

Palace Winter + The William Blakes, 18.07.19, Musik I Lejet 2019, Tisvildeleje

Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Joakim Dalmar

Palace Winter og The William Blakes spillede to sene koncerter på Musik I Lejet, der dog ikke kom helt i mål. Mens det ene band fremstod for søvnige, så var det næste band næsten for overgearede og fjollede.

Palace Winter

Så blev det tid til endnu en koncert på den efterhånden sejlende Bodega scene. Palace Winter var lige ankommet fra at have spillet i Tivoli, og de virkede forståeligt nok en anelse trætte. Det gav desværre også udslag i koncerten, der trak ud og blev en anelse ensformig. Deres ellers sommerglade rock-udtryk endte istedet med at få lidt af en sensommer- eller efterårsstemning.

Udførelsen virkede en tand for halvhjertet til for alvor at hive folk med – specielt kor-opbakningen. “Take Shelter” var dog et decideret højdepunkt for koncerten. Her virkede det faktisk som om, at deres lidt trætte udtryk netop komplimenterede musikken istedet for at trække den ned. Det hele virkede lidt til at gå en tand for langsomt under koncerten, men under dette nummer var det faktisk helt perfekt.

Helt modsat var det under nummeret “The Ballroom”, hvor jeg virkelig fik nok af det sløve tempo. Det gjorde, at de forskellige numre blev til ét langt nummer og det virkede som om, at de mest af alt bare gerne ville fra A til B. Det var ærgerligt fordi Palace Winter ellers virker til at ville bevæge sig vidt omkring lydmæssigt. Det var ikke fordi, at koncerten var decideret kedelig, men den skilte sig heller ikke ud på nogen måde for mig. Carl Colemann virkede dog som en rigtig god fyr og virkede oprigtigt glad bag mikrofonen – desværre kan man ikke sige det samme om resten af bandet.

★★★½☆☆

The William Blakes

Sent var det, da The William Blakes gik på scenen på Bodega efter Disclosures lounge-fest på Strandscenen. Det var en mærkelig og intens oplevelse, for der hang en ivrig feststemning i luften, som der skulle leves op til og det leverede The William Blakes. Dog var det mest en fest bestående af fjollede indslag og soloer.

Jeg bliver nødt til at starte ud med at være helt og aldeles kritisk over for den auto-tune, der blev brugt på “The Light (Plane To Spain)”, for hold op, hvor lød det ringe. Det var slet ikke til at tage seriøst med de tone-falske udbrud fra den unge dreng, der fik lov til at hoppe op på scenen og være med. Hvis man skal sige noget positivt, så må det være, at der var en gevaldig festlig og uhøjtidelig stemning – specielt da »åh-læ«-frasen startede og publikum sang med.

Et par numre senere spillede de deres nummer “Violent God”, som var et af de få mere stille momenter under koncerten. Det var faktisk ret godt, men publikum var ikke helt med på den, selvom de blev opfordret til at synge med på den simple lyrik. Det var rart, at lydniveauet blev taget lidt ned, for koncerten udfoldede sig ellers ud til at blive en oplevelse fyldt med soloer og langtrukne fraser. The William Blakes er ellers et super velspillende orkester, men der var som om, at der gik lidt for meget balle-band over det i Tisvildeleje og hele oplevelsen kunne godt have været mere elegant og koordineret.

★★★☆☆☆

 

Leave a Reply