Koncerter

Roskilde Festival 2019: Baby in Vain X Corpus, Gloria

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

I en smuk og overrumplende dekadent performance fik Baby in Vain og dansekompagniet Corpus fra Den Kongelige Ballet skudt festivalen effektivt i gang.

På en lyseblå catwalk stod trommesættet klar helt ude i spidsen blandt publikum, og inde ved roden stod der en forstærkerstack i hver side. Foran den ene stod Lola Hammerich, en tredjedel af det københavnske band Baby in Vain, med maske på, bag en syntheziser og sendte dybe, rungende, stygt modulerede drøn ud under taget i Gloria. Lysshowet glitrede faretruende. Benedicte Pierleoni, med kanin-halvmaske, gik op til trommerne og satte i gang med en heftig rytme, mens scenen langsomt fyldtes med de fem dansere fra dansekompagniet Corpus fra Den Kongelige Ballet. Alle med masker i forskellige farver og variationer af glitrende simili. Andrea Thuesen, ligeledes maskeklædt, greb guitaren og slog en akkord an. Scenen var ligesom sat til noget ud over det sædvanlige.

Under mottoet: »Can you dance to noise? Can you rock out to dance?« udforskede de tilstedeværende kunstnere grænserne for samspillet mellem rockmusik og samtidsdans. Livemusik og livedans. Baby In Vain og Corpus med koreografen Kristin Ryg Helgebostad. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har ingen anelse om, hvad det hele handlede om, altså udover ovennævnte motto, men gosh; det var en suveræn performance!

Helt overordnet set handlede det selvfølgelig om at være til stede her og nu. Som de selv udtrykker det hos Corpus: »Teater og festivaler har særligt én ting til fælles: De danner begge rum for et af de sidste steder, hvor det menneskelige urbehov for at samles og opleve noget i fællesskab tilgodeses.«

Der var et uhyggeligt tæt samspil mellem musikere og dansere. Man kunne se og mærke, hvordan de stolede på hinanden og brugte hinanden i et gensidigt tillidsforhold. Og hvordan de kendte hinanden efter forestillingerne på Det Kongelige Teater. F.eks. i en lang sekvens hvor en af danserne greb crashbækkenet og i en leg med Pierleoni standsede lyden, hver gang hun slog på bækkenet og til sidst løftede bækkenet op i en syret feedbacklyd skabt af mikrofonen på bækkenstativet. Eller når en af de to guitarister bevægede sig ad catwalken med en danser hvirvlende omkring sig og ikke fortrak en mine, men formåede at bevare det der coole, let bistre rock’n’roll-udtryk. Stærkt. Til tonerne af det nye nummer “Everything” kravlede, sprang og piruetterede danserne op til trommesættet, som de ganske langsomt skilte ad, for derefter, del for del, at bære det ned på podiet i bunden af catwalken, hvor hver enkelt del blev efterladt i spredt formation, isoleret fra hinanden og Pierleoni greb en guitar, mens Hammerich var tilbage på synthen. Under denne seance smed bandet maskerne, og danserne kom nu ind to og to på skuldrene af hinanden, formummede under lange flagrende gevandter og med grønne laserlys skinnende ud af øjnene, dér to meter oppe i luften. Det var sindssygt effektfuldt.

Under en lang outro, smed også danserne maskerne og fortsatte med deres adrætte, næsten zombieagtige bevægelser, der tydeligt viste deres tilhørsforhold til baletten. De kunne både springe op i spagat og bevæge sig på gulvet med præcision og smidighed. Hele denne outro virkede lidt monoton og, om ikke ligefrem som et antiklimaks, så slog det dog lidt af luften ud af en ellers forrygende forestilling. Det fungerede dog godt at tempoet blev tampet ud af musikken, og at danserne bevægede sig som artister på sære kemikalier i et dekadent cirkus fra en anden tid eller et andet sted, og lyssætningen i den allersidste del illuderede havoverflade, hen over hovedet på danserne, kun brudt af de tre musikere der langsomt bevægede sig op til danserne og sluttede en fantastisk forestilling.

★★★★★☆

Skriv et svar