Koncerter

Roskilde Festival 2019: Dawda Jobarteh feat. CTM, Gloria

Foto: Daniel Nielsen

Spændviden var stor i vidunderlig afro-koncert, der skulle både funke og meditere. Bedst var den fælles trance med Cæcilie Trier.

Nogle af de smukkeste klange, der kunne høres på Roskilde Festival i år, kom ud af Dawda Jobartehs kora.

I løbet af en time viste han det harpelignende instruments fulde potentiale. Han nåede både at spille alene, i smuk duet med danske Cæcilie Trier og med fuldt afrobeatband. I de forskellige konstellationer viste han, hvor stor en spændvidde han besidder som musiker, selvom han kun har 21 strenge at gøre godt med.

Først sad han alene på scenen og spillede den smukke “I Met Her By the River”. Koraen havde så meget lyd i sig, at de dybe og lyse toner fyldte rummet eminent. Det besad en længselsfuldhed, men det lød samtidig let og elegant, når fingrene løb over de fiskesnore, der udgør strengene på koraen.

Herefter trådte Cæcilie Trier ind på scenen. Med sin allergi for at gentage sig selv, var hun en eminent sparringspartner for Dawda Jobarteh. På sin cello strøg hun dybe og monotone dronelyde, som var et perfekt modspil til Jobartehs lystige spil. Lige så smukt blev det, da Trier skiftede til keyboard og spillede sagte flyderlyde, mens hun med lukkede øjne sang smukt som en dødsengel. De guitartoner, som en tredje musiker spillede og var smurt ind i chorus-effekt, gjorde blot oplevelsen endnu mere magisk.

Men dette eminente samarbejde ophørte blot 25 minutter inde i koncerten. Nu skulle vi i en helt anden retning. Guitar, cello, mikrofoner og keyboard blev båret ud, og nu blev resten af koncerten overladt til Jobartehs afrobeat-orkester, der bestod af en bassist, trommeslager og perkussionist. Jobarteh pakkede sin kora ind i blandt andet distortion og wah-effekt, mens han slog fast, at han kan få hvad som helst ud af sin kora.

Vi fik serveret en hæftig omgang funk her midt på eftermiddagen, hvor bandet håndterede sangene med en jazzet undertone. Jazz-rødderne blev særligt understreget med et cover den ikoniske bassist Charles Mingus’ virtuose og potente “Better Get Hit In Your Soul”.

Funken til trods, stod publikums fødder solidt placeret på gulvet, og den dansefest, der blev lagt op til smittede ikke af på publikum. Det var også et grelt skifte mellem dragende første sæt i samarbejde med CTM og den funky vending midt i sættet. Der blev ikke givet mulighed for, at vi kunne træde roligt ud af trancen, og derfor blev den anden halvdel ikke ligeså vellykket som første.

★★★★☆☆

Skriv et svar