Koncerter

Roskilde Festival 2019: Det så vi også! Del 2

Death Grips på Arena. Foto: Daniel Nielsen.

Udvalgte koncerter som Undertoners udsendte på Roskilde Festival så, som ikke blev anmeldt, men som også fortjener at få ord med på vejen. Del 2 dækker fredagsprogrammet.

Inna De Yard, Arena, fredag 14:00
Det var en hjertevarm affære der gik lige direkte ned i dansebenene at deltage i reggaekoncert med Inna De Yard på festivalens næststørste scene. Det var reggae som salig Bob Marley ville have nikket anerkendende til og sandsynligheden taler for, at flere bandmedlemmer må have kendt Marley i sin tid. De havde alderen og håret til det, og var kendte skikkelser på reggae, ska & rocksteady scenen tilbage i 60’erne og 70’erne. Det ni mand store band skiftedes til at synge og flere gæstevokalister deltog, bl.a. Kiddus I og den gamle rocksteady mand Ken Boothe, der lagde ud med ”Speak Softly Love”, temasangen fra Godfather.  Bandet bestod af fire perkussionister, akustisk guitar og akustisk bas, som leverede et herligt show, en virkelig reggaesteady pianist plus en sax og en trækbasun. Af flere mindeværdige hooklines kan nævnes: »Let true love be your guiding light« og »Let them tear drop and fall/ Let them tear drop and fall/ From your eyes«. Det var kærlighed til brødre og søstre fra hele verdenen. Det var livsbekræftende. Det var reggae. (JT)

Lowly, Pavilion, fredag 14:00 

Danske Lowly har opnået stor opmærksomhed og succes siden de blev dannet i 2014. Både fordi de har udgivet to anmelderroste album, og nok også fordi de er signet på det legendariske pladeselskab Bella Union. De er kendt for deres lidt introverte koncerter, og derfor var det også godt placeret, at de skulle spille på Pavilion kl. 14:00, selvom deres musik også sagtens kunne lægge op til en reel aftendansefest på en større scene. Der var stort fremmøde, og publikum både stod under teltdugen og nød solen i græsset. Lowly lagde stærkt ud med numrene “Baglaens” og “Stephen” fra det nyeste album Hifalution fra 2019, og så var vi ligesom godt fra start. Sangerinde Soffie Viemose gjorde da også, hvad hun kunne for at være aktiv på scenen, som hun dansede rundt iklædt hvidt glimmer-outfit. Og det var dejligt at se!

Lyden var lige i skabet og druknede for en gangs skyld ikke i den tunge bas ovre fra Apollo. Der var mere betoning på de elektroniske elementer live, og gruppen havde et genialt sammenspil med stand-in trommeslager Jonathan Ludvigsen. Og hold op hvor gjorde han det godt, især med marchtrommerne, der fik lov til at fylde. “Stephen” var lidt skærende på vokalen, men outroen, der er lige så fed og overraskende på pladen reddede alt. I dagens anledningen gik den direkte over i næste nummer, og det var et godt træk bare at lade festen fortsætte uden ophold. Ved fjerde og femte nummer mistede koncerten lidt pusten, selvom Soffie Viemoses og Nanna Schanongs vokaler udførte balladerne upåklageligt, men det klart var de upbeat numre, der fungerede bedst – måske jeg også bare var træt i fødderne. Lowly løftede koncerten op til sidst med den trinvise opbygning af “Go For a Walk”, som var en perfekt afslutning på en vellykket og forventningsforløsende koncert. (BK)

Ross From Friends, Apollo, fredag kl. 16.00
Imens Jungle spillede op til dans på Arena, så var det en lille gave af et elektronisk indslag ovre på Apollo. Ross From Friends er en house-producer, som bygger de her skæve, men fængende beats og er bl.a. blevet en del af Flying Lotus’ label Brainfeeder. Hans debutalbum Family Portrait bryder ud af boksen med sine flabede, skæve konstruktioner af samples. På scenen havde han den her gang to venner med, der henholdsvis spillede saxofon og guitar. Selvom musikerne på scenen virkede lidt kluntede og så lidt irrelevante ud det meste af tiden, så var musikken overordnet set meget god. Det var specielt festligt, da “Project Cybersyn” blev spillet – her kunne man specielt mærke, at de fremmødte var faldet for Ross From Friends skøre udtryk. (JD)

Julia Holter, Avalon, fredag kl. 19.00
Efter en skuffende koncert i Roskilde Domkirke under opvarmningsdagene ville jeg give den amerikanske musiker en ny chance inde på pladsen i håbet om, at her ville hun give bedre plads til sine herligt, luftige popsange, der blev forbigået i domkirken. Julia Holter gav også plads til sangene “Feel You”, “Silhouette”, “Sea Calls Me Home” og “I Shall Love 2”, men desværre blev sangene leveret lidt ukoncentreret, så deres euforiske potentiale ikke blev forløst. Holter var meget mere interesseret i hendes avantgarde-eksperimenter, der præger det nyeste album Aviary (2018). Dermed var hun også yderst malplaceret i et tomt Avalon. Det spøjse ved Holter er, at bedst som hun har fået et større publikum med hendes velkomponerede, lette pop, vender hun dette publikum ryggen. Desværre befandt det kompromisløse, avantgarde-alternativ sig ikke godt på en festival. (PMJ)

Lydmor, Avalon, Fredag 23:00
Lydmor leverede et fremragende show både visuelt og lydmæssigt for et tætpakket Avalon sent fredag aften. Der var enkelte sekvenser, der blev lige poppede nok til min smag, men ellers var det et potent show med masser af musikalsk overskud og stærke kompositioner med hovedvægten lagt på albummet I Told You, I’d Tell Them Our Story fra 2018. Et album hun udgav efter at have bosat sig et år i Shanghai for at undslippe en rutine og fastlåsthed i sit musikalske udtryk. Der blev også, i lighed med tidligere koncerter, tid til et besøg fra både Tomas Høffding fra bandet WhoMadeWho, samt Signe SigneSigne fra Nelson Can. Det korte af det lange er: Jenny Rosander, kvinden bag Lydmor, er en fantastisk performer og sanger. (JT)

Sons of Kemet XL, Pavilion, fredag kl. 00.15
Fire trommeslagere, en tubaist og en tenorsaxofonist fik i den grad folk til at bevæge stængerne til en vild nattefest med Sons of Kemet. Frontmanden Shabaka Hutchings var euforisk som han truttede vilde toner ud af saxofonen, og de fire trommeslager, som dannede bagtæppet på scenen, kunne hver for sig have fyldt scenen ud med deres vanvittige grooves. Sammen var de endnu vildere, når de sammen kunne masse deres frit improviserede detaljer, beats og fills sammen. Hutchings fagtede med armene og styrede orkesteret, mens Theon Cross’ dybe bassriffs på tubaen gav fornemmelsen af funk. En herlig kombination af musikere, der gav Hutchings et heftigt grundlag for at kunne folde sig ud som et britisk bud på en ny jazzstjerne. (PMJ)

Death Grips, Arena, fredag 02.00
Jeg har prøvet og prøvet, og det har aldrig været så’n rigtig over middel at opleve Death Grips live. Således nåede vi heller aldrig topkarakterniveau i de absolut allerseneste nattetimer i overgangstimerne mellem fredag og lørdag på Arena. MC Ride, Andy Morin og Zach Hill gjorde ellers, hvad de kunne, for at få sendt festivalpublikummet ultrasmadrede og energifattige i seng med en nådesløs fremførelse af især rigtig mange ældre Death Grips-skæringer.

“I’ve Seen Footage”, “Hustle Bones”, “System Blower” og – selvfølgelig – “Guillotine” røg alle ud over højtalerne med aggressivt punch og militaristisk præcision, mens nyere numre som “80808” og “Black Paint” og satte gang i moshpitfesten foran scenen. Men som med begge mine tidligere koncerter med trioen druknede alt for mange af nuancerne i det subbashelvede, der blev kastet rundt med nøjagtig samme voldsomhed som vores trætte legemer under teltdugen. (Niebuhr)

2 kommentarer

  • Glimrende anmeldelser.
    Lille rettelse dog: Lowly havde ikke deres oprindelige trommeslager Steffen Lundtoft med. De havde i dagens anledning (som de også tidligere har haft), trommeslageren fra ZAAR, Jonathan Ludvigsen, med på trommer som en stand in.

  • Hej Thomas.
    Tak for rettelsen! Jeg opdaterer straks indlægget.
    Mvh Simon Freiesleben, koncertredaktør.

Leave a Reply