Koncerter

Roskilde Festival 2019: Det så vi også! Del 3

Japanske Kikagaku Moyo lukkede Pavilion med drømmende psych. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Udvalgte koncerter fra Roskilde Festivals lørdagsprogram.

Madame Gandhi, Gloria, lørdag 12:30
Madame Gandhi i gult. Gul jakke, gule briller. Gult ur og gul mikrofon. »The future is female« er hendes motto og også titlen på hendes mest streamede nummer. Budskabet er todelt. Først til kvinderne: Skab jeres egen virkelighed, jeres egne bands, lad være med bare at kopiere mændenes måde at gøre det på. Men der ligger også et mere generelt budskab om at fremtiden skal styres af følelsesmæssig intelligens, ikke råstyrke. Af empati, ikke undertrykkelse. Udover det var Madame Gandhi en fremragende performer, rapper og trommeslager, ikke mindst. Hun gav en perkussionsolo i slutningen af sættet, som i den grad sparkede røv og har da også en fortid som trommeslager for bl.a. M.I.A. Madame Gandhi blev kendt for i 2015 at løbe et London Maraton som fribløder med menstruation. Med sig på scenen i Roskilde havde hun sin DJ og en danser, samt de to danske musikere Maria Juntunen fra Nelson Can og en bassist som jeg ikke genkendte og ikke fik fat i navnet på (sorry). Begge gjorde det fremragende! Et både rørende, bombastisk og supertight sæt. (JT)

Liraz, Gloria, lørdag kl. 16.30
Det var et tårevædet øjeblik, da den iranske sangerinde Liraz fortalte om, hvordan kvinder i Iran ikke har måttet synge eller danse efter den islamiske revolution i 1979, og hun derefter dedikerede sin sang til kvinderne i Iran. Hun nåede faktisk slet ikke halvt igennem sin tale, før publikum afbrød hende med en så massiv klapsalve, at Liraz befandt sig midt i et øjeblik, hvor alle havde gåsehud. Farsi har traditionelt været et sprog, der blev sunget populærmusik på, og selvom revolutionen satte en stopper for musikken, så viste Liraz, at iranerne ikke har glemt, hvordan man spiller. Hun fulgte de persiske poptraditioner uden andre moderne dikkedarer end lidt inspiration fra psykedelisk rock. Mere behøvede hun heller ikke. Hun var lykkelig over at få muligheden for at spille, og det var rørende at se hende få lov. (PMJ)

Clan Caimán, Gloria, Lørdag 18:30
Clan Caimán spillede en form for tilbagelænet feel good musik, der stod og balancerede på kanten af den afgrund, der fører lige lukt ned i easy listening-graven. Der stod de smukt og bevarede elegant balancen. De dyrkede kun lækre og bløde lyde, og hele universet omkring bandet, hele stemningen, emmede af westerns og store støvede vidder. Pampassens åbne horisonter, selvom bandet faktisk er fra storbyen, nærmere bestemt Argentinas hovedstad Buenos Aires.  Det fem mand store, meget stille og i grunden meget ydmyge, band spiller på barytonguitar, slideguitar, guitar, bas og som deres særkende spiller komponist og producer Emilio Haro på en hjemmebygget Kalimbafon, som er et instrument stykket sammen af flere kalimbaer og kørt gennem en effektboks. Et andet særkende er trommeslageren, som kun benytter køller og har et trommesæt bestående af opretstående stortromme, gulvtam og lilletromme uden seiding. I stedet for bækkener har han nogle forskellige ‘træklodser’ at slå på. Virkelig fin og lettere psykedelisk hypnotisk koncert med elementer af surf. (JT)

Petrol Girls, Pavilion, Lørdag 22:00

I rækken af bands der italesatte problematikken omkring overgreb, det være sig seksuelle, racemæssige, kønsrelaterede eller andet, stod Petrol Girls som et af de mest aggressive. Både i deres musikalske udtryk, men også i hele deres holdning og forsanger Ren Aldridges lange, fortællinger mellem numrene. Små fortællinger om overgreb, om at nej betyder nej, om det arbejde der bliver gjort for at ændre holdningen i samfundet og for at hjælpe ofre for overgreb. Hver fortælling gled gnidningsløst over i næste nummer, hvor Aldridge skreg sine tekster ud til lyden af det post-hardcore punkede band. Et band der tæller medlemmer fra England, Østrig og Litauen og som havde en effektiv hårdtslående lyd med sikre og abrupte breaks og en energi der tændte ild i publikum. Et nummer som “Touch Me Again” blev præsenteret med ordene: »If you ever touch me again I fucking kill you« hvorefter bandet satte i med endnu en mastodontisk punkrock udladning. Velgørende hardcore feminist punk og rå ur-energi. Navnet har bandet i øvrigt taget fra den franske feministiske bevægelse Les Pétroleuses som ifølge rygterne skulle have brændt borgerskabets huse ned med molotovcocktail i Paris i 1870’erne. (JT)

Kikagaku Moyo, Pavilion, Lørdag 00.30

Jeg så japanske Kikagaku Moyo for et par år siden, hvor de spillede en rigtig fin men også ret stenet formiddagskoncert på Off Festival. Derfor stod de ikke helt øverst på min liste, selvom jeg egentlig er rigtig glad for deres retropsych udtryk, men hold da op hvor blev jeg blæst bagover, da jeg så dem lukke og slukke Pavilion med manér. Deres lange, syrede og introverte instrumentalstykker passede fuldstændig perfekt til den her baldrede stemning, der hersker på Roskilde Festivals sidste nat. Og man kunne se, at det japanse syreorkester trak flere og flere interesserede til sig undervejs. Der var lidt for mange, der blot kom for at sniksnakke og stå inde i varmen fra menneskemængden, men stillede man sig det rette sted blev man virkelig trakteret.

Efter blot 45 minutters udskejelser takkede og bukkede orkestret, hvilket efterlod publikum lige dele undrende og hujende efter mere. Kort efter kom bandet ud og undskyldte for misforståelsen. De troede, at de kun havde fået tre kvarter, men de måtte altså gerne spille lidt mere, havde de fået at vide. De fem så lidt tøvende på hinanden og talte internt på japansk, mens man som tilskuer lige nåede at blive bekymret for, om de mon overhovedet vidste, hvad de ville diske op med. Efter en lidt tøvende start, hvor de lige skulle spille sig varme og ind i et groove igen, så endte Kikagaku Moyo dog med at spille nærmest 45 minutter ekstra. Afslutningsvis leverede de en fuldstændig forrygende udgave af “Smoke And Mirrors”, hvor de igen og igen lod den syre helt ud blot for på overlegen vis at vende tilbage til den centrale guitar-riff. Det var intet mindre end den helt rigtige koncert til det helt rigtige tidspunkt. (SF)

Leave a Reply