Koncerter

Roskilde Festival 2019: Discoshaman, Countdown

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Jens Trapp

Den københavnsk Discoshaman aka Daniel Andersen fyrede op for en shamanistisk højtflyvende tur, der desværre først fik rigtig luft under vingerne til aller allersidst under seancen.

Skyerne indtog de mest syrede formationer over Countdown, da Discoshaman gjorde sig klar til at sende sine shamanistiske vibes ud over publikum. Uden introduktion kom shamanen med det borgerlige navn Daniel Andersen ind og hilste med sin sølvglinsende cowboyhat og en lille tynd hjemmeruller mellem læberne og startede så sit beat op, mens guitarist Nicolai D’Amore Vesthammer, keyboardspiller Gustav Wall og Kianoush Yazdanyar på santoor gjorde sig klar til at falde ind. Et psykedelisk elektronisk bagtæppe blev tændt, og vi var i fuld gang.

Det groovede fra starten af, mens luften dansede små skyer af tjald og støv rundt i hvirvler mellem benene på os. Der var diskret reggaeguitar og keyboard, mere markant santoor, men først og fremmest Discoshamans eget elektroniske trancebeat, som i den første lange del af koncerten virkede for påtrængende mekanisk og ude af sync med omgivelserne. Han sad mest og chillede bag sin enorme pult og var ikke som sådan i kontakt med publikum. En sangerinde kom ind og deltog i seancen, mens shamanen skyllede øl ned. Hendes sødmefulde lyse stemme lagde nogle lag til musikken, selvom hun kun sporadisk sang og mere bare var til stede. To identiske sydamerikansk udseende dansere kom ind, én i rødt tyl, én i blåt, til lyden af Yazdanyaras ekkofyldte claves. Kvinderne i tyl stod forstenede forrest på scenen en tid og bevægede sig så til groovet, før de atter forsvandt ud bagved. Yazdanyar tussede lidt rundt på scenen, spillede et par toner på den øverste del af keyboardet og slog sig så ned bag pulten hos Discoshamanen, hvor han rodede lidt med sin mobil, før han filmede publikum. Så tilbage til sin plads, hvor han trak en djembe frem.

Trancen eller healingen havde endnu ikke indfundet sig. Shamanen drak mere øl og sangerinden kom ind igen sammen med en ny gæst på elektrisk violin. Shamanen åbnede en flaske bobler bag pulten, men tjekkede alligevel lige tre dåsebajere før han fandt den med noget i. Han rullede sig en smøg mere og ‘mimede’ bagefter gestikulerende og effektfuldt til en stemme, der blev kørt ind i lydbilledet. Stemningen var stenet. Santooren blæste på gulvet, sangerinden samlede den op. Yazdanyar fik stemt sit instrument, mens sangerinden ramte de helt høje, mellemøstligt klingende, toner. Violinen fulgte trop og lykkedes med at skabe nogle momenter af melodi over det ensformige beat. Champagnen gik rundt deroppe den ene vej og den hjememrulelde den anden. Santooren stemte igen, men blev sat til side, formodentlig for ikke atter at skulle en tur på gulvet. Vinden var virkelig også taget til. 

Jeg er sgu nok ikke den rette til at anmelde det her. Det krævede helt sikkert spliff i blodet og bobler i hjernen. Men fascinerende; det var det. Som et ridt ind i en syret parallel virkelighed, hvor tiden var en anden, end den vi kender. Hvor tiden ikke gav mening, men bare var et forstyrrende, irrelevant element på linje med vejret. Danserne gav den virkelig gas til sidst i koncerten, som var de kommet i trance. Discoshamanen ramte alligevel ind i noget åndeligt med sine rusmidler og sit let monotone etno-elektroniske beat, sin shamanisme. Og det lykkedes ham ligesom at løfte virkeligheden ud af nuet og ramte et genuint shamanistisk flow. Så fik han overskud til at rulle sig én mere…

Havde han haft et par timer mere til sin rådighed, var vi sandsynligvis sammen taget en tur ud i rummet. Det kunne vi slet ikke nå at komme på den lille time, der var til rådighed. Koncerten sluttede med de to dansere i minimalbikinier smurt ind i et underligt blåt kviksølvsflydende fluidum, siddende på den ene højtaler med vidt spredte ben. Så stoppede seancen og døde ud.

★★★☆☆☆

Skriv et svar